August måned er perfekt til at høste de første modne frø af sommerblomster, krydderurter og stauder.
Der er mange penge at spare på dyre frøindkøb, hvis man selv tager frø fra dild, koriander, fennikel, kørvel og andre frø af urter, som man typisk sår hvert år. Hvis man har ladet radiser gå i frø, så er de små kapsler fyldt med små sorte runde frø.
Man finder hurtigt sine yndlingssommerblomster, og hvorfor ikke gemme frøene til næste års blomsterflor.
Stauder sætter på skift modne frøstande fra nu af. De fleste stauder er kuldekimere, og skal derfor sås i den kolde periode, inden forårets lune vejr viser sig.
Så ud med kurv og kaffefiltre og fyld dem op med livgivende frø. Husk at frøene skal være modne. Det ses, når frøene let rasler af frøstanden. Husk også at skrive navn på kaffefilteret samt farve og omtrentlig højde.