(Denne artikel har været bragt i Jysk Fynske mediers magasin Livsstil)

Naturligvis er det planter og især blomstrende planter, der optager havefolk i sommersæsonen. Det er vældig hyggeligt, når læsere besøger min have under Åben Have, og jeg får at vide, at man følger havens gang via mine artikler i avisen. Ofte afleder artiklerne uddybende spørgsmål, for man har fulgt mine gode råd, og så står man nogle gange tilbage med et andet resultat end forventet. Blomstringen udebliver, purpur-solhatten er forsvundet som dug for solen, eller vinteren har været en udfordring over for de sarte planter, så man synes ikke altid, at det har været umagen værd. Hvordan kan det nu være, er spørgsmålene.

Sådan er det nu engang med planter, er mine svar af og til. Det er levende organismer, der lever i sameksistens med mosegrise, dræbersnegle, utøj, konkurrerende naboer, uforudsigeligt vejr og en jord, der måske ikke altid er passet efter forholdene på netop det sted, hvor man vil have, at planten skal bo.

Jeg bringer her et lille udpluk af spørgsmål, som jeg forøger at besvare så godt som muligt.

Hvordan får jeg dyrt indkøbte purpur solhatte til at overleve i min have?

Mange har oplevet, at de har købt nye flotte sorter af solhat (Echinacea purpurea), og de blomstrede så overdådigt i enten krukker eller bede til langt hen i september måned. Deres frøstande stod dekorativt gennem efteråret og vinteren til gavn for insekter og fugle. Men da det blev forår, og stilke og frøstande blev klippet ned, skete der ikke mere. De var forsvundet som dug for solen.

Der findes et hav af sorter og nogle er ikke så hårdføre som andre. Den mest almindelige sort af echinacea purpurea, er nok den rosafarvede ”Magnus” og den hvide ”Alba” som ifølge min erfaring er de mest hårdføre sorter, vi har i handelen. Der findes et utal af hybrider i forskellige farver, nogle er fyldte og andre har eksotiske farver, der changerer. Jeg har desværre ofte måttet lede længe efter dem, når det bliver forår.  Nogle dukker slet ikke op, og andre kommer frem med en ynkelig lille bladroset, der aldrig rigtig får sat knop.

Echinacea “Magnus” er den mest robuste sort

Enkelte hybrid-sorters overvintring har jeg dog haft god erfaring med. Det har f.eks. været er den lysegule ”Sunrise”, den tofarvede ”Green Twister” og den helt mørke ”Fatal attraction”.

Purpur solhat er en prærieplante, der holder af en åben og solrig vokseplads. Den skal plantes i en porøs og veldrænet jord, og overlever ikke en våd vinter, hvor rødderne sopper i vand. Er jorden tung og leret, skal der blandes godt med vasket sand og kompost i jorden, når den plantes.

Purpur solhat er en rigtig egoist, for den tåler absolut ingen konkurrence fra andre planter. Disse forhold har jeg svært ved at give solhattene i min have, for her er bedene proppet med planter, og jorden er fed og leret. Jeg har prøvet at plante nogle særligt fine hybrider efter alle forskrifter, men uden at det lykkes særlig godt. Måske har de tålt domicilen i max. to sæsoner, men så er de altså også forsvundet det efterfølgende år.

Generelt er purpur solhat kortlivede stauder, men de er ret lette at frøformere på.  Så jeg sår hvert år en ny portion af de almindelige rosa og hvide, som jeg planter ud i bedene, når de er store nok. Her blomstrer de den efterfølgende sæson. Jeg har prøvet at tage frø fra hybriderne og fået dem til at spire. Udfaldet er dog aldrig blevet som moderplanten, men er altid endt som den almindelige Echinacea purpurea i enten rosa eller hvid farve, som jeg til gengæld har god succes med.

Den i mine øjne kønneste solhat og den mest overlevelsesdygtige er dog Bleg purpursolhat Echinacea ”Pallida”, der er så poetisk med dens lidt nedtrykte udtryk. Jeg er vild med denne sort, der findes i både rosa og hvid farve. Og så er den en fantastisk selskabsplante i bede med et naturpræget udtryk.

Echinacea Pallida i rosa udgave

Hvordan opnår man en overdådig blomstring hos skærmlilje?

Mange af krukkeplanterne i Troensehaven er den blå og hvide skærmlilje (Agapanthus). Den blomstrer så overdådigt, at mange har spurgt mig, hvordan pokker jeg bærer mig ad med det. Jeg har endda diskuteret med en besøgende i haven, om det nu også kan passe, at jeg gør som jeg siger jeg gør. For det kan ikke passe, at man skal gøde den før i efteråret, for ellers sætter den kun blade. Det havde han nemlig læst i en anden avis, hvor en kendt havemand frarådede at gøde i foråret. ”Nå”, kan jeg kun sige til det, så gør jeg det jo helt forkert!

Det er nu alligevel min erfaring, at hvis jeg gøder, når de første blomsterknopper viser sig i bunden af bladene – det gør de typisk i maj måned – og så gøder hver 14. dag gennem hele sommeren, så har jeg de flotteste skærmliljer, lige indtil de sættes til vinteropbevaring i efteråret. Jeg gøder med organisk gødning i pilleform, som jeg drysser lidt af i bunden af potten. Når der vandes, frigives der langsomt næringsstoffer.

Vinteropbevaringen foregår køligt og lyst i drivhuset i et indertelt af bobleplast. Her holdes temperaturen over frysepunktet med en termostatstyret drivhusvarmer med varmeblæser, der sættes på 5 grader. Varmeblæseren gør, at der ikke så let dannes kondens med skimmelsvamp til følge.

Min erfaring er også, at jo mere trangt planten har det i krukken, jo rigere er blomstringen. Når jeg potter den om i en større krukke, så kan det ske, at blomstringen bliver mere sparsom dette år. Deles den derimod, så udebliver blomstringen ofte i den første sæson, men det er ikke altid tilfældet.

Jeg sår agapanthus i små potter, og fordeler ca. 5 småplanter i hver sin potte. Når de vokser sig store, planter jeg dem gradvis over i større potter. 4 år efter såning kommer den første blomstring, som bare bliver mere og mere overdådig, som årene går og potten bliver trang.

Engletrompeternes pasning og blomstring

De store krukker med engletrompeter (Brugmansia) er placeret omkring annekset, og er et blikfang i haven. De gør også et stort væsen af sig, når de blomstrer overdådigt og dufter intenst. Men de er krævende, og det kan være svært at få en frodig blomstring. Mange gæster i haven har fortalt, at de har opgivet at dyrke dem, for der er for meget arbejde med dem, og resultatet er ikke altid som forventet. Hvad gør du for at få dem til at trives så godt? – er et spørgsmål jeg ofte får stillet.

Engletrompeterne er placeret omkring annekset, for det er herinde de vinteropbevares indtil starten af maj måned, eller hvor faren for nattefrost er ovre. Det er kæmpeplanter at bugsere med, og de er tunge som et ondt år, og armene er lange nok i forvejen.

Når de flyttes derind dagen før udsigt til nattefrost, klippes de helt ned. Det medfører dog, at de først blomstrer i sensommeren, for planten udvikler først de lange stammer, der bærer blade, og dernæst forgrener den sig i spidsen med blomsterbærende sidegrene. Vil man have den til at blomstre tidligere, så kan man undlade at beskære planten så drastisk, men så fylder den for meget. Jeg venter gerne et par måneder på blomstringen.

Gennem vinteren står de mørkt og lunt bagerst i annekset, så de ikke tager alt pladsen, for krukkerne er store. De vandes kun sporadisk gennem vinteren, så de ikke tørrer helt ud.

I de første forårsmåneder begynder engletrompeterne at skyde, og så vandes de lidt mere og stilles frem i lyset. I påskeferien pottes de om. Gammel jord og nogle af de tørre yderste rødder skæres af. Så får de muligvis en større krukke, hvis det er yngre planter, der skal vokse sig større. På et tidspunkt har de nået den størrelse, jeg ønsker, og så beholder de blot den gamle krukke, men får ny krukkejord. Jeg blander vækstler i, lægger et lag i bunden af krukken, da det holder godt på fugten, suger næringsstoffer til sig, der langsomt frigives. Engletrompeter er sultne og tørstige planter. For at blive store og blomstre overdådigt, skal de have rigeligt med vand og næring lige så snart, at de begynder at skyde i foråret.

I løbet af sæsonen vandes de dagligt. Er der knald på solen, så skal der to vandinger til, for at slukke plantens tørst. De ser så utrolig triste ud, når de mangler vand, for så hænger stængler og blade, så det ser ud som om, at de aldrig kommer sig. Står de for længe sådan, så bliver de store blade hurtigt gule, visner og falder af. Så det er fast arbejde at have ansvaret for pasning af engletrompeter.

En gang om ugen får de en lille håndfuld organisk gødning i pilleform. Lider de af næringsmangel, så bliver bladene gullige, og det er ikke kønt at se på en skrantende plante.

Orker man ikke al den pasning, så findes der en anden slags, der er i familie med engletrompet, men har meget mindre blade og små blomster (Acnistus Arborescens). Jeg har den i to farver, en lilla og en blå. Den er også utrolig smuk og blomstrer meget tidligere end den store engletrompet. Men den dufter ikke så berusende, og er slet ikke så iøjnefaldende. Derfor har jeg dem stående på terrassen nær ved huset, så de kan nydes tæt på.

Både den store og den lille engletrompet kan formeres ved stiklinger, der stikkes i vædet jord og holdes fugtig med en klar plasticpose over, hvor der er lavet et par huller i.

september 7, 2020

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

Kommende arrangementer
  1. Åben Have

    maj 14 @ 12:00 pm - 5:00 pm
  2. Åben Have

    maj 15 @ 10:00 am - 5:00 pm

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.