(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)
September måned er højtid for omlægning af bedene. Her kan man flytte rundt på planterne, særligt stauder, prydgræsser og urter kan nemt flyttes og deles, så man får endnu flere planter ud af dem.
Man kan også anlægge nye bede. Det er som et bart lærred, der blot skal fyldes ud med de planter, som man holder allermest af. Mange gange viser det sig, at de ikke tager sig så smukt ud hver især, fordi de står plantet side om side med en anden plante, der mildest talt misklæder farven eller formen på den valgte blomst. Jeg har for eksempel engang plantet en alunrod med en ”beskidt” rosa blomsterstand ved siden af den lyserøde pæon Sarah Bernard. Uh, det var ikke heldigt, så jeg gravede fluks alunroden op og plantede den langt væk fra andre rosa, blomstrende stauder.
I år har jeg holdt øje med særligt gode selskabsplanter, der bare klæder hinanden så godt. De blomstrer samtidigt og har de egenskaber, at både farver, blomsternes former, bladenes strukturer og højden går op i en højere enhed.
Nu er det desværre sådan, at intet år ligner det foregående, så det er ikke altid med sikkerhed, at planterne blomstrer samtidig året efter. Måske afviger højden en smule, og måske er en af dem afgået ved døden.
De sammensætninger, jeg viser her i artiklen, har været ret stabile over et par år. Jeg har også taget et par nye eksempler med fra i år, hvor nye sorter er kommet på markedet, som jeg har afprøvet i mine bede.
At sammensætte smukke, blomstrende planter er et kreativt eksperiment, lige som at male et smukt billede med bedene som sit lærred. Det kan forfines i det uendelige, eller helt ”males over” med nye blomster og man kan starte forfra. Det er det sjove ved at have en blomstrende have.
I dette bed blomstrer de sensommerblomstrende stauder lige nu sammen med prydgræsser og stedsegrønne planter. Der er valgt planter, som er smukke uanset årstid. Bedet fremstår harmonisk og samtidig dynamisk, for der er taget hensyn til blomsternes og bladenes former. Samtidig er farveskalaen holdt i mørke purpurfarver i enten blomst, blad eller stængler på planterne. Det giver en gennemgående rød tråd i bedet. Den dominerende plante i midten af billedet er en mørkbladet sankthansurt ”Matrona”, der også er dekorativ, når den til vinter står med de mørkebrune visne frøstande. Den har et tungt udtryk, så den er plantet op og ned ad en lampepudsergræs ”Rubrum”, der ikke er hårdfør og derfor skal plantes hvert år. Foran danner verbena ”Bampton” en lethed med de fine små blomster og lette stængler, der matcher sankthansurtens blade, stængler og blomster. Purpur solhat ”Magnus” er klemt ind imellem og har en helt anden form på blomsten. Dens frøstande er ligeledes smukke til vinter. Den formklippede runde buksbom giver ro mellem det urolige, og den lysegrønne stedsegrønne vortemælk ”Ascot rainbow” har mørke rødlige tegninger i bladspidserne og giver et frisk pift til bedet. I dette bed kan lige anes kertepileurten ”Blackfield”, den mørke stjerneskærm ”Claret” og den rødbladede løn, der danner et smukt loft over dette varme, mørke bed.
Hele året kan man nyde de utroligt smukke blade hos Iris pallida ”Variegata Aurea”. De er stribede i farverne mintgrøn, lysegul, hvid og kølig blå. Den vokser i mit ”Svenskerbed”, der er holdt i gule og blå farver. I maj måned springer tulipanen ”Springgreen” ud, som har striber og nuancer lignende irissen. Rundt omkring har jeg plantet den almindelige blå bjergknopurt, hvis blå blomster er så smukke i selskab med de to andre. Bjergknopurten har også den fordel, at den dækker jorden med sin kompakte bladroset, hvilket hverken iris eller tulipan kan.
Det hvide bed er særligt spektakulært i forsommeren, hvor de hvide lupiner ”Fraulein” og prydløg ”Mount Everest” komplementerer hinanden så flot. De kuglerunde former hos prydløgene og de markante spirformede blomsterstande hos lupinen er lige dominerende, men giver nærmest et grafisk udtryk. De store blade hos lupinen dækker for de grimme blade hos prydløgene, der meget hurtigt begynder at visne.
Man skal lige være opmærksom på, at lupinen er ret invasiv, hvis den får lov til at smide frø. Jeg nipper blomsterne af lige så snart de begynder at visne. Samtidig fremmer det en endnu rigere blomstersætning.
Pæoner kan være noget pompøse og tunge i udtrykket. Hvis man planter dagpragtstjerne omkring dem, så ser det næsten ud som om, at de løfter pæonens tunge blomsterhoved i vejret. Jeg planter altid ud fra et princip om, at lethed skal opveje tunghed. Pæonen er en japansk træpæon.
Det er måske en underlig sammensætning at mikse orange og laksefarvede blomster. Det fungerer i dette tilfælde, hvor jeg har plantet nellikerod ”Totally tanguerine” sammen med staudevalmuen ”Coral reef”. Når knopperne begynder at åbne sig hos valmuen, er de orange, ligesom nellikerodens blomster. Og når de står i fuld blomst, er de dominerende, og nellikeroden fungerer blot som et frisk indslag. Forrest anes blomsten fra honningløg, der ligeledes har matchende farver i hver lille blomst.
Det er noget af et puslespil at få et grøftekantsbed med et vildt og sammenvævet udtryk til at fungere, så alle de mange enkeltstående blomster komplementerer hinanden. Ingen af dem skal stikke helt af fra de andre, men skal indgå som et mønster i et vævet tæppe. Jeg har holdt det i sarte pasteller, der blomstrer samtidigt. Når vi når længere hen på sæsonen, tager andre blomstrende planter over, der har mørkere nuancer. Så her skal man kende de enkelte planters blomstringstidspunkt, og plante efter det. Der er valgt pastelfarvede blomster i alle tænkelige former; her er hvide skærme hos lægebaldrian og sødskærm, afrundede aflange spir hos slangeurt, lette lyseblå blomster hos jakobsstige og nepeta ”Summermagic”, grå-lilla spir hos lammeører, og bagers lysegul lupin ”Kronleuchter”med de høje, markante tårne. Indimellem er der små bordeauxfarvede svævende pletter fra makedonsk blåhat og lyseblå lette blomster fra engstorkenæb.
Jeg er vild med solhatten echinacea ”Pallida” (Billede til venstre). Den har et lidt vemodigt men yndefuldt udtryk. Den blomstrer noget tidligere end de almindelige solhatte, og samtidig med lupinerne – her er det sorten ”Schlossfrau”. Læg mærke til, at hos disse to stauder er kronbladene rosa og toner ud til det hvide, og de har farver nøjagtig magen til hinandens. Her leger jeg med formerne på blomsterne og lader farver binde dem sammen. Den sjove frøstand øverst i billedet er fra en spydverbena.
Det kan være svært at finde gode selskabsplanter til den rosa høstanemone (Billede til højre), der har det med at overrumple naboplanterne med sin grokraft. I år synes jeg at det er lykkes at få anisisop ”Black adder” med de blå spir og stjerneskærm med lyserøde buskede blomster til at holde høstanemonen i skak. Og de klæder hinanden i både former og farver. Her er der taget hensyn til højden, hvor høstanemonen er højest og står bagerst. Anisisopen er lidt mindre, men rager også lidt op, og stjerneskærmen står forrest med en mere kompakt vækst.
Lige nu blomstrer prydgræsserne med smukke aks. I år har jeg fået øje på denne skønhed – en lampepudsergræs ”Flamingo” (på billedet til venstre), der har rosa farvede aks, der ses i det øverste venstre hjørne af billedet. Jeg har sat det sammen med verbena ”Bampton” til højre, staudesalvie ”Pink Dawn” nederst til venstre og skabiose ”Pink mist” forrest i billedet. I bunden af disse lette stauder og prydgræs vokser purpur kongelys ”Southern charm”, der kun er på vej med nye knopper, men vil ellers kunne blomstre på samme tid med de andre. Den vil tilføre selskabet noget mere tyngde og vil med de store blade dække jorden. Jeg er vild med denne kombination og glæder mig til at se, om den vil holde i flere år fremover.
Imellem de store grupper af purpur solhat vokser anisisop ”Blue fortune” (ses på billedet til højre). Den stedsegrønne vortemælk – euphorbia ”Martini” stikker snuden frem og vil gennem vinteren været et smukt makkerpar til frøstandene hos solhat og anisisop. Nu er det da også vældig kønt.
I den skyggefulde ende af haven, hvor skovbedet er anlagt, vokser primært bladplanter. Her er en kombination af hosta og bregner en klassiker. Lidt farve kan man bringe ind i bedet ved hjælp af slangeurt med de små lilla, afrundede spir, som ses i baggrunden af billedet til venstre. Det meste af året dyrkes den her på grund af de fine dækkende blade.
Bagerst i det hvide bed er der skyggefuldt. Her vokser planter med hvide tegninger i bladene. Her ses en hosta ”So sweet” med hvide kanter omkring hvert blad (ses på billedet til højre). Den får hvide blomster, der dufter dejligt. Ved siden af er kærmindesøster ”Jack Frost”, hvis blade næsten er sølvmarmorerede. Til højre for den er vortemælken ”Silver swan”. Den får også en hvidlig blomsterstand, hvorimod dens artsfælder oftest får limefarvede blomster. Lethed til disse kompakte bladplanter fås med hvide lærkesporer, der dækker alle hullerne ud i denne skyggefulde del af bedet.
