Denne opskrift på hjemmelavet ”Nutella” er så lækker og bestemt ikke til den magre side. Det er så svært at stoppe med at guffe den i sig, at man lige så godt kan smøre den direkte på sidebenene, hvis ikke kalorierne bliver brændt af med fysisk havearbejde eller motion.
Efter en omgang hjemmelavede vafler med nøddecreme og solbærsyltetøj, hvilket hører efteråret til, så er det bare med at trække i arbejdstøjet og komme ud i haven og give den en ordentlig tørn. Som min far ofte sagde efter den anden flødeskumskage: ”Der skal være noget at smøre leddene med, inden man går i gang med det hårde arbejde”.
Ingredienser til et mellemstort glas
100 g hasselnøddekerner
100 g mørk chokolade
100 g lys chokolade
50 g blødt smør
2 dl piskefløde
½ tsk vaniljesukker
1 knsp. salt
Sådan gør du
Varm ovnen op til 200 grader. Fordel hasselnødderne på en bagerist med bagepapir og rist dem i ca. 10 minutter til skallen begynder at løsne sig, og nødderne bliver let gyldne. Tag dem ud af ovnen og køl dem af. Skallen af nødderne skal fjernes ved at gnubbe dem mellem håndfladerne eller i et viskestykke.
Jeg bruger en minihakker til at hakke nødderne fint, så de er som fin rasp. Man kan også bruge en blender.
Chokoladen hakkes fint og kommes i en skål.
Fløden varmes op i en gryde sammen med vaniljesukker og salt. Det må ikke koge. Hæld det over chokoladen og rør rundt, til chokoladen er smeltet. Tilsæt det bløde smør lidt ad gangen under konstant omrøring. Tilsæt til sidst de blendede hasselnødder og rør det sammen til en lind masse. Hasselnøddecremen hældes i et glas med tætsluttende låg og opbevares i køleskabet. Det får hurtigt ben at gå på, er min erfaring, så jeg ved ikke helt, hvor lang holdbarhed der er på hasselnøddecremen.