En nød at knække

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Da vi flyttede til Grønnegade i efteråret 2012, brugte jeg hver dag mange timer nede bagerst i haven, for her skete der ting og sager, der satte minder og forventningens glæde i gang. Det meste af haven stod bar og klar til at blive indtaget, for her var ikke så meget andet end gamle frugttræer og et dejligt hasselnøddehegn. Her voksede også et meget stort valnøddetræ, der dette efterår bar så mange nødder, at vi fik dem i hovedet, når vi gik dernede og samlede valnødder i kurve.

Jeg tog mig selv i at sige: ”Ah, det fille det falle i min hovedskalle”, og jeg kunne i første omgang ikke forstå, hvor det kom fra. Men så en dag fik jeg en erindring fra min barndom, hvor jeg samlede hasselnødder sammen med min mormor i hendes nøddehegn, der omkransede den store køkkenhave. Her faldt nødderne ned i hovedet på os, og min mormor sang remsen, imens vi samlede nødder. Remsen stammer fra et folkeeventyr ”Kyllerylle” af Svend Grundtvig. Min mormor var selv noget af et livsstykke, hvor sang, rim og remser og skuespil var en stor del af hendes liv. At gå med hende i haven var et sandt eventyr fyldt med glæde over naturen og haven.

Måske kan jeg påstå, at nødderne har haft en indflydelse på min store glæde ved haven og alt, hvad der ellers følger med.

Valnøddetræet

Vores store valnøddetræ, der stod bagerst i haven, væltede desværre i en efterårsstorm for nogle år siden. Om sommeren i juli måned smed den pludselig alle bladene. Året forinden havde den givet så mange nødder, at de lå spredt ud på pap lagt på gulvene i vores hus, hvor der er tørt og lunt, for her er gulvvarme. Vi kunne næsten ikke sno os forbi, de dage hvor valnødderne lå til tørring.

Vi købte et nyt valnøddetræ, der allerede gav lidt nødder det første år. Men det bliver nok ikke foreløbigt, at det kommer til at give det store, for det er et langsomt voksende træ.

Valnødderne

Valnødder modner fra midten af september og fortsætter til slutningen af oktober med at drysse ned fra træerne. Vi finder dem for tiden spredt rundt i hele haven. Det er fuglene, der har været på rov i naboens store valnøddetræ. De får hul på skallen ved at flyve højt op i luften, og droppe dem ned, så skallen brister og de kan komme til kernen. Nogle fugle er smartere end andre, for de dropper dem ude på gaden, hvor underlaget er hårdt, og så smadrer skallen. Derimod er vi heldige, når de dumme af dem dropper valnødderne i vores have. Det er en slags ”diner transportable”, så vi ikke selv skal på rov i naboernes valnøddetræer.

Vi skal bare være hurtigt ude på valnødde- skattejagt i haven, for de skal samles op straks efter, at de er faldet af træet. Ellers er der risiko for, at de mugner. De bliver nemt angrebet af mug, og så skal de kasseres, hvis valnøddekernen indeni har mug på sig. Så er de sundhedsskadelige at spise.

Når valnødderne samles, er de som regel våde. Det er vigtigt, at de er helt tørre inden de lægges til opbevaring. Vi spreder dem ud i et lag et tørt og lunt sted i nogle dage inden de opbevares i trækasser og kurve i vores udhus.  De stilles oppe under loftet i en reol, hvor der er god luftcirkulation, og hvor musene ikke kan nå dem.

Valnødder kan holde i et par år, hvis de opbevares et køligt og tørt sted. Så er der rigeligt at tage af, også de år hvor valnøddetræet ikke giver så meget.

Hasselbuske

Jeg vil aldrig undvære et hasselhegn i haven. Det er ikke kun på grund af nødderne, men også fordi det er så smuk en busk. Sidst på vinteren lyser den op med de lysegrønne rakler.

Hassel er meget nem at dyrke i haven. Vil man have et stort udbytte, skal man plante flere forskellige sorter, så de kan bestøve hinanden. Vi har to sorter, der er helt forskellige både i smag og udseende. Begge er storfrugtet hassel, men den ene har røde blade og får rødlige nødder ”Rødbladet Zellernød”, den anden er mere almindelig med grønne blade og store grønne nødder ”Lamberts Filbert”. Og så er der en tredje sort, jeg ikke har kunnet sortsbestemme. De giver alle rigeligt med nødder.

Hasselbuske vokser i en hujende fart og bliver hurtigt meget høje. De kan også brede sig gevaldigt og få en klump af tykke stammer. Hasselbuske er så fine som hæk, buskads eller læ-givende hegn omkring haven. Men de skal tyndes ud jævnligt.

Jeg klipper hvert år en masse lange nye skud, som jeg bruger til plantestativer. De er næsten lige så bøjelige som pil, men holder meget længere. Børnene brugte dem til flitsbuer, da de var små.

De tykkere, lige stammer kan bruges som stolper til kvashegn eller til flettede hegn, hvori mindre skud fra hasselbusken kan flettes ligesom pil.

Hasselnødderne

Hasselnødderne modner lidt før valnødderne sidst i august. Jeg elsker de helt friske hasselnødder, selvom de ikke smager af så meget, som når de er tørrede. Mange er allergiske overfor friske nødder, så man skal lige være lidt varsom med at guffe alt for mange friske nødder i sig. Jeg kender efterhånden min grænse, for pludselig begynder det at klø i ganen og ørerne, og så skal jeg holde inde.

De første nødder, som falder af busken og lander på jorden, har ofte orm indeni. Så man skal lige holde et godt øje med dem.

Så vidt muligt plukker jeg nødderne direkte fra busken, når de begynder at løsne sig i den grønne bladkrave, der holder på nødderne. Det er med at være på pletten før musene, for de kan hurtigt samle sig et godt forråd af nødder til vinteren. Jeg lader dog altid nogle ligge tilbage til dem.

Jeg tørrer hasselnødderne som valnødderne. Min mormor opbevarede dem i nylonstrømper, som hun hængte op i vandrørene i havestuen, hvor musene ikke kunne nå dem. Min søde svigerinde har hæklet nogle flotte poser til mig, som egentlig var beregnet til løg, men som er velegnede til opbevaring af nødder. De hænger oppe under loftet i udhuset, ligesom hos min mormor. I udhuset er der frostfrit, for hasselnødder kan ikke tåle frost, men opbevares bedst ved en temperatur på omkring 15 grader. Opbevares de for varmt, tørrer kernerne hurtigt ud. Opbevares de for koldt, kan nødderne angribes af gråskimmel og vil rådne.

Hasselnødder holder sig ikke så godt som valnødder, højst et år for så er de blevet kedelige og indtørrede.

Mandler

Den nyeste anskaffelse i haven er et sødmandeltræ, der er plantet midt i køkkenhaven. Det er egentlig mest til pryd. I det tidlige forår blomstrer det så smukt med små lyserøde blomster inden de grønne blade springer ud.  

Mandeltræet dyrkes almindeligvis i et varmere klima end her i Danmark. Det kræver en lun vokseplads med sol og læ, hvilket en placering i køkkenhaven sørger for. Her står det beskyttet bag et frugtespalier.

Træet har endnu ikke båret mandler. Da jeg købte det, sikrede jeg mig, at det ikke er en sort, som producerer bittermandel. De er nemlig ikke spiselige i større mængder, da de indeholder blåsyre.

Det vil da være eksotisk, hvis vi om nogle år kan høste hjemmedyrkede mandler.

Hvad er egentlig en nød?

Nu har jeg skrevet en masse om nødder, men jeg har stukket jer en løgnehistorie, for valnødder og mandler er slet ikke en nød. De er stenfrugter og er i familie med fersken, abrikos, kirsebær og blommer. Det, der får os til at kalde dem for nødder, er, at de har en hård skal som skal knækkes med en nøddeknækker, og at kernen indeni midten kan spises. Konsistensen ligner hinanden, om det er hasselnød, valnød eller mandel.

Helt anderledes er det med konsistensen af jordbær. Jordbær er faktisk en slags nød. Hos jordbær, der er en såkaldt ”flerfoldssamfrugt”, er den saftige del en opsvulmet blomsterbund. De små kerner udenpå jordbærret bliver af nogle karakteriseret som nødder. Når man så nørder sig ned i, hvad det egentlig er, vi kalder vores grønne fødevarer, så bliver forvirringen kun større. Meget af det vi spiser og dyrker er ikke det, vi tror. Det er ikke en helt nem nød at knække.