På en solbeskinnet plet i haven, hvor der også er læ, vokser en rosmarinbusk og en ægte laurbær beskyttet af et figentræ, der tager suset fra vest.
I mange år gravede jeg rosmarinen og laurbærbusken op og plantede dem ned i drivhset. For helt hårdføre er de ikke, hvis vinteren er kold. På et tidspunkt blev de så store, at jeg lod dem stå i bedet. De fik lidt dyne på, når det var rigtig koldt, så de ikke frøs tilbage.
Nu skal jeg da lige love for, at de har fået godt fat, og absolut ikke har tænkt sig at bukke under. Men vintrene har også været milde de seneste år.
De to buske fylder bare mere og mere og tager pladsen, og efterhånden også udsigten. I weekenden beskar jeg nogle af grenene, så der kom lidt luft omkring dem. Vi kan ikke spise os igennem alt det afklip, så jeg tænkte, at man vel kunne binde en dejlig, duftende krans til at hænge i glasgangen mellem bygningerne. Her dufter så endnu ikke af jul, men af køkken, urter og lidt af sommer.
Man kunne bruge kransen udenfor ved udekøkkenet, eller hænge den op i et drivhus eller orangeri og sætte lidt krydderi på tilværelsen der.
Det har jeg brugt til kransen:
En jernring til at binde krydderurterne omkring
Vindseltråd
Kviste fra rosmarinbusken
En blomstrende stilk fra krybende rosmarin, der vokser i krukke
Kviste fra ægte laurbær
En kvist fra eukalyptustræet
Et smalt olivengrønt bånd
Et bredere mørkegrønt bånd
Sådan gør du:
Klip lange kviste af rosmarinen og start med at vikle dem fast med vindseltråd fra top mod bund af kransen i begge sider. I bunden af kransen vikles et par kviste fra ægte laurbær, en fin blomstrende stilk fra krybende rosmarin, der stadig blomstrer, dog lidt sent for årstiden at være. Og der bindes en gren fra eukalyptustræet fast i bunden af ringen med et smalt olivengrønt bånd.
Kransen får også en sløjfe af et bredere bånd på toppen af kransen. Mere enkelt kan det næsten ikke være.
