Friske blomster plukket i haven i december måned, holder ikke så længe, når de kommer ind i en varm stue. De begynder hurtigt at visne, men det gør de med ynde, synes jeg. Jeg har længe været inspireret af blomsterkunstneren Tage Andersen, der lader buketter stå og forfalde, så poetisk og smukt. Han formår også at udvælge de kønneste af slagsen, for han har netop gjort sine erfaringer.
Der er stadig en masse blomster i haven, og til denne buket, har jeg valgt at plukke dem, der visner med ynde. Det er f.eks. håret solhat ”Sahara”, der endnu står med gyldne blomster i køkkenhavens blomsterbede. De tilbageværende knoldfennikel er gået i stok og blomstrer smukt med gule skærme. Og rosernes blomstring vil slet ingen ende tage.
Da buketten er plukket med det for øje, at den skal visne i vasen, har jeg derfor suppleret med visne aks fra elefantgræs og hjertegræs, samt grene fra figentræet og paradisæbletræet ”Brændkjær”, hvis små æbler er hårde, og vil blot tørre ind på grenen.
Georginerne er for længst taget op, og tilbage i bedet står nu de høje, ranke kæmpejernurt, hvis blomsterstande holder fint med den lilla farve i tørret tilstand.
Jeg fylder vasen med vand, og efter nogle dage, når blomsterne begynder at visne, hælder jeg vandet fra, så de kan tørre helt ud.
Det har jeg brugt til buketten
Skærme fra knoldfennikel
Håret solhat ”Sahara”
Kæmpejernurt
Roserne ”William Morris” og ”Queen of Sweden”
Aks fra elefantgræs og stor hjertegræs
Paradisæblegrene af sorten ”Brændkjær”
Grene fra figentræet med figner på.
