Når frugttræerne står nøgne her om vinteren, er det nemt at få øje på de indtørrede frugter, de såkaldte ”mumier”. Det er frugter, der er angrebet af gul monilia, som er en svampesygdom, der angriber f.eks. æble-, kirsebær og blommetræer.
Gul monilia overvintrer som et svampe-mycelium i frugterne og vil sprede sig til næste år i forsommeren, hvis ikke de bliver fjernet. Svampesporerne vil angribe de nye frugter, når luften er fugtig, hvor de ledes rundt af vind og vejr.
Hvis du ikke ved, hvad du skal lave i juleferien, så er det ud med stigen og fjern alle mumierne. De må ikke lægges i komposten, men skal bortskaffes med dagrenovationen.