Puré af rosenkål med sprødstegt butternutsquash

Date
dec, 28, 2020

Det er ikke populært, når der står rosenkål på menuen her i familien. Hverken min mand eller sønner kan lide rosenkålens lumre og bitre smag. Det er en af grundene til, at jeg ikke dyrker den i haven.

I år har jeg jo købt et par stokke, som jeg har brugt til julepynt nede i drivhuset, fordi de ligner fine juletræer. Og de skal jo ikke gå til spilde, så jeg er begyndt at høste af dem til en ret, hvor jeg forsøger at snige rosenkål ned i min mands og sønners maver.

Det lykkedes, for i denne ret er rosenkålene blendet til ukendelighed og er lavet til en puré, der er gjort cremet og lækker ved hjælp af smør, krydret og saftig ved hjælp af persille og citronskal, og lidt crunchy ved hjælp af sprødstegte tern af butternutsquash. ”Det kan da spises, men er det ikke synd for julepynten?” – er den mest flatterende bemærkning, jeg fik til denne ret. Jeg er selv ret vild med rosenkål – også denne variant.

Ingredienser til 4 personer:

400 gram rosenkål

250 gram butternutsquash

2 spsk. smør

2 spsk. hakket bredbladet persille

½ tsk. revet skal af en usprøjtet citron

Olivenolie

Salt og peber

Sådan gør du:

Rens rosenkålene og kog dem møre i 15 minutter i letsaltet vand. Blend dem til en puré sammen med 2 spsk. smør til det får en cremet konsistens.

Skræl buttenutsquashen og skær den i små tern på 1 x 1 cm. Rist ternene på en meget varm pande i olivenolie i et minut, så de lige netop tager farve, men stadig er crunchy.

Hak persillen og riv citronskallen fint. Bland det hele sammen, smag til med salt og peber, pynt med et par persillekviste og nyd puréen rygende varm som tilbehør til f.eks. rødt kød, kylling eller et vegetarisk måltid.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.