Året 2020 er endelig overstået – hvis altså man tager den negative hat på. Det har været et år fyldt med kontraster og dilemmaer. Corona har sat sit aftryk, har udfordret hele kloden og hver og en der bor her. Skræmmende og fascinerende på samme tid. Coronaen har sat sig dybt i sjælen, og hvem ved hvilket aftryk den for alvor har sat i os som sociale væsner, der bare længes efter at stimle sammen, feste og kramme. Jeg savner det.
Men så har haven været en rigtig god ven at finde trøst, ro og glæde i. Det er jeg ikke alene om at synes. Det har været et vildt haveår, der går ind i historien. Aldrig har jeg oplevet så stor interesse for haven. At dyrke haven er blevet en trend. Nu hvor vi alle er meget mere hjemme, så er haven en god adspredelse, der ikke er at sammenligne med tidsfordriv. Unge som gamle, børn og havetosser har brugt mere tid, kræfter og kreativitet i at skabe små oaser. Vilde haver, fokus på bæredygtighed og biodiversitet, bålmad og køkkenhave, blomster og hulebyggeri, skønne terrasser og opholdspladser, dyr, fugle og insekter, summende liv og glade børn der leger.
Nu står 2021 for døren og jeg er spændt på at se, om jeg kan følge med. Der er stadig mange haveplaner, jeg skal have tegnet til forårets anlæg. Foredrag er blevet udskudt på grund af Corona, og så er der de planlagte workshops i haven, der allerede nu er ved at være overtegnet.
Workshops
Nu er der kommet nye datoer for workshoppen “Design din egen have”. Der er allerede ved at være fyldt op på de to hold. Jeg vil muligvis oprette endnu et holdt, hvis der er tilmeldinger nok til det.
Du kan se datoerne her: https://troensehaven.dk/kurser-og-workshops/
Flere har spurgt, om jeg kunne tilbyde en workshop om design af bede. Denne udfordring tager jeg op, og vil finde en dag i juni måned. Så hold godt øje med hjemmesiden her, eller tilmeld dig mit nyhedsbrev, så du sikrer dig direkte besked, når datoerne er der.
Åben Have
I 2021 har vi valgt at reducere antallet af Åben Have. Jeg må erkende, at jeg havde spændt buen for hårdt i 2020, og var indimellem håbløs bagefter. Det ønsker jeg ikke skal gentage sig, for jeg vil gerne kunne nyde hvert et minut i det jeg laver, være nærværende og have overskud til at se, lytte og sanse. Det er mit nytårsfortsæt for 2021.
Vi holder derfor kun Åben Have i 3 weekender, men til gengæld vil de strække sig over 3 dage – fra fredag klokken 12.00 til søndag.
Jeg ved ikke, om der bliver behov for at booke billet på forhånd. Det afventer, om der er Corona- restriktioner. Dette meldes ud på hjemmesiden og på de sociale medier.
Læs mere om Åben Have her: https://troensehaven.dk/aaben-haven/
Travlhed med haveplaner, haveskitser og rådgivning
Jeg har også haft vældig travlt på tegnestuen, for interessen i at få taget rigtig fat på havelivet, har været et ønske for mange. Særligt unge børnefamilier har søgt min rådgivning, for det er ikke altid nemt at overskue, hvordan man indretter en hyggelig have med spændende rum, hvor skal man starte, hvilke planter skal man vælge…? For mange ønsker en dejlig levehave med plads til børn og voksne, dyr, masser af planter, fugle og insekter.
Mange ældre mennesker har også søgt min rådgivning til at fastholde en hyggelig have – men med reduceret vedligehold, for kræfterne er ikke som de har været.
dav
Større projekter har der også været plads til i 2020. Det var en spændende udfordring at designe de store tagterrasser på toppen af et boligbyggeri. Plantekummer, orangeri, belysning, udekøkkener, møbler og en masse lækre planter har dannet frodige haverum, hvor beboerne kan samles med hinanden og deres gæster.
Det var også et stort arbejde at tegne anlægget og små haver til et stort boligområde med lavt rækkehusbyggeri. Her skulle være indbydende fællesarealer og hyggelige opholdsrum med fokus på biodiversitet i såvel valg af beplantning som indretningen. Jeg glæder mig til at se det stå færdigt, og vil glæde mig til at besøge haverne i løbet af sommeren 2021.
En opgave der gjorde mig varm om hjertet var at designe en sansehave i forbindelse med byggeri af et børnehospice ved Hospice Djursland – samt et indbydende indgangsparti, der forbinder voksen- og børneafdelingen. Her er det igen naturens inspiration til anlægget med insektvenlige planter og hårdføre sorter, der kan holde i mange år. For her er det frivillige, der vedligeholder haverne. Et imponerende engagement de lægger i arbejdet til glæde for patienter, pårørende og personale.
Til jer der går med planer om at bestille mig til rådgivning i forbindelse med jeres eget haveprojekt, så vær ude i god tid. Jeg kan nemlig ikke rykke ud fra dag til dag eller uge til uge. En aftale i kalenderen vil være første skridt, samt et indledende besøg med lidt tips til processen, så er vi i gang. Det kan godt klares med rimelig kort varsel.
Du kan læse om mine ydelser her: https://troensehaven.dk/private-haver/
Skriveriet
En dag om ugen i 2020 har jeg sat mig til tasterne og skrevet artikler til Jysk Fynske mediers magasin Livsstil. De har handlet om småt og stort, der kunne have relevans for haveinteresserede læsere. Det blev også til lidt artikler til magasinet Haven og der er andre på vej, som udgives i andre magasiner i det nye år.
Jeg holder meget af at skrive og at formidle havestof, som forhåbentlig kan inspirere læserne i, at kunne realisere egne haveprojekter. Måske er det tips og tricks til havearbejdet, som man kan plukke af lidt efter behov. Sjovt er det, og jeg bliver klogere.
Jeg startede også op på min kommende bog med arbejdstitlen “Plads til planter”. Jeg håber på, at den bliver skrevet færdig i løbet af året, så den er klar til udgivelse ved udgangen af 2021.
Mine egne projekter i haven
Hvert år skal have sit store haveprojekt i min egen have. I år var det køkkenhaven, der fik en ordentlig tur. Den blev omlagt fra faste bede med flis på stierne – til højbede i råjern med stigrus imellem. Jeg må sige, at det har været en succes. Det har lettet havearbejdet, og så er køkkenhaven også smuk her om vinteren.
Hønsene og fasanerne har nemlig elsket at pære rundt i det hele, så det blev et pløre. Men der er gået kuk i sædskiftet, for jorden blev blandet sammen, da højbede blev anlagt. Persillen kunne ikke gro, ærterne var ikke imponerende og nogle blomster fra skærmblomstfamilien nåede kun til spirestadiet. Fidusen med sædskifte er blandt andet at minimere gulerodsfluens larver i at angribe rødderne.
Du kan læse mere om køkkenhaven her: https://troensehaven.dk/2020/04/27/ny-kokkenhave-med-okologisk-dyrkning-i-saedskifte/
Nye projekter i 2021
Der skal fornyelse til i haven. Hvert efterår justerer jeg lidt på bedene, flytter rundt på planter, eller planter nyt. Det forskønner bedenes udtryk, og så prøver jeg nye plantesorter af. Det er altid vældig spændende at se, om det nu tager sig ud, som man forestillede sig. Sådan bliver det nu næsten aldrig, men designet vil ofte overraske i positiv retning. Intet haveår ligner hinanden, og ingen bede er de samme år efter år. Det er det mest spændende med en have.
Hobbyhaven
Min store plan for 2021 er at anlægge en “Hobbyhave”, hvor der i dag er frugtlund eller såkaldt “Meditationshave”. Jeg mangler plads til alle mine eksperimenter, så nu inddrages pladsen mellem frugttræerne. Haven kan ses fra gaden, så den er en slags forhave. Den får ikke et klassisk forhave-udseende med traditionelle, præsentable planter. Men den bliver interessant, for den vil både understøtte historien om de gamle haver i Troense, og vil samtidig fortælle en ny historie om stedet.
Haven ligger op til naboens grund, så vi gør den til en slags fælleshave, hvor fællesinteresser eller hobby’s kan realiseres. Hanne (naboen) skal dyrke spindehør til fremstilling af garn, mændene skal dyrke humle til brygning af øl, jeg skal nørde lidt med græskar og interessante bærsorter – og så skal der være plads til det der ellers fylder. De gamle kålgårde revitaliseres fra gammel tid. Hvem ved – måske står der en dag en fedegris tøjret til en snor under et af frugttræerne.
Nogle vil måske kalde det for en “blandet landhandel”, og det er netop meningen med Hobbyhaven. Jeg tror den bliver interessant, for den vil netop afspejle tidens trend eller historiens revival, hvor man kan bruge haven til meget andet end at være fin at kigge på og opholde sig i.
Godt nytår
Jeg vil ønske jer et godt nytår med håb om, at den vil bringe glæde, ny energi og en masse drømme til fremtiden. Nogle bliver sikkert realiseret i det nye år – men husk alligevel på, at det er drømmene og forventningens glæde, der er størst.
Lise Sørensen
Godt nytår!-2020 har været et specielt år hvor Corona-pandemien har sat dagsordenen.Jeg er en af “de havetossede”og er sikker på, at haven har gjort det nemmere, at komme igennem restriktionerne!-Jeg fornemmer også, at interessen for havebrug er steget markant og at folk prioriterer naturen og oplevelser i Danmark.
Sikke mange spændende projekter du har/har haft gang i!-imponerende at du kan overkomme det.Jeg læser med om søndagen og får altid stort udbytte af din brede viden!
Helle Troelsen
Kære Lise
Tusind tak for dit fine brev med ønsket om godt nytår.
Ja det har bestemt været et mærkeligt år. Vi kan trøste os med, at interessen for natur er blevet styrket, og at vores moder jord har fået et pusterum for flytrafik, udledning af CO2…..
Jeg har underligt nok sat pris på at være mere hjemme og være i haven.
Godt nytår til dig og dine
Mvh helle