Der er ikke noget så skønt som et lækkert brød, der tilmed er saftigt og fyldt med smag. Foccacia-brød er fedtet af olivenolie, der tilsættes i rigelige mængder, og får brødet til at minde lidt om en deep-pan pizza. Et Foccacia- brød er ideelt til at putte alverdens smagsgivende ingredienser i, og det er netop det, jeg gør, når der er cherrytomater i fryseren, fra da jeg i efteråret tømte drivhuset for tomater. Der er også rigeligt med hvidløg fra haven, der skal spises inden de begynder at spire. Og der er masser af frisk rosmarin på busken lige udenfor køkkenvinduet.
Man kan putte meget andet i et foccaciabrød. Ja, man kan faktisk rydde køleskabet for rester og mase det ned i brødet, hvis det er det, man er fristet til.
Rødløg og gedeost er i øvrigt også glimrende smagsforstærkere i brødet, men rødløgene er for længst spist her hos os, og min hensigt er jo at tømme depoterne for råvarer fra haven, inden der er friske at høste i den kommende havesæson.
Dette brød kan også serveres en sommerdag som tilbehør til grillmad på terrassen, som lækkert tilbehør i en buffet, eller som snack serveret med et glas kold hvidvin.
Vi vil her midt på vinteren helst spise brødet til en kraftig, brandvarm tomatsuppe, der varmer helt ind til knoglerne.
Ingredienser
25 g gær
5 dl lunkent vand
2 tsk. salt
½ tsk. sukker
1,5 dl olivenolie
700 g hvedemel
20 cherrytomater
8 fed hvidløg
Frisk rosmarin
Flagesalt
Sådan gør du
Rør gær ud i det lunkne vand. Tilsæt olivenolie, salt, sukker og hvedemelet lidt efter lidt. Rør godt rundt i dejen til den er blød og klistret. Den skal ikke være helt fast og slippe, som en almindelig dej til boller og formbrød.
Stil dejen til hævning tildækket på køkkenbordet i en times tid.
Beklæd en bradepande med bagepapir. Tryk dejen ud og lad den efterhæve tildækket i 30 minutter.
Skær hvidløgsfeddene i halve. Smør dejen med olivenolie og pres cherrytomater, hvidløgsfed og rosmarinkviste ned i dejen. Dryp lidt ekstra olivenolie over og drys med flagesalt.
Bag foccacia-brødet i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft i ca. 25 minutter eller til det har en gylden og sprød skorpe.