Hvis man kunne plukke en buket isblomster, ville det være magisk. Men de er der kun et øjeblik og forandrer sig med lys og temperatursvingninger. Jeg kan stå længe nede i drivhuset og beundre de fantastiske isblomster, der danner symmetriske mønstre. Nogle ligner bregner fra skoven – andre stjerner på himlen.
Nogle gange bliver isblomsterne tredimensionelle, som når frosten sætter sig på kviste og frøstande ude i haven. Så skyder iskrystallerne i alle retninger som spir på byens tårne. Lige så snart solen kaster sine stråler på dem, så forsvinder de som dug for solen. Det er magiske øjeblikke, som kun kan opleves ved at være der på det helt rigtige tidspunkt.
Men man kan også lave isblomster af rigtige blomster, de er mere holdbare når de fryses til is inde i en islygte. Lige nu står de derude på havebordet lige uden for køkkenvinduet. Så kan man kigge ud på dem, når de lyser op i mørket.
Jeg har fyldt små plasticspande med vand, og har sat en drikkedunk af metal ned i hver spand. Først fyldes den med småsten, så den ikke flyder ovenpå, men bliver stående i spanden med vand. Det er også lidt af en udfordring at få blomster og de grønne stilke til at blive nede i vandet. De vil også flyde ovenpå. Jeg har derfor stukket ståltråd gennem dem, så der dannes en lang blomster-guirlande. Den placerer jeg rundt i kanten af spanden, for så bliver blomster og kviste der, hvor jeg vil have dem til at være.
Spandene stilles udenfor i frostvejr i et døgns tid. Har islygten svært ved at slippe spand og drikkedunk, holder jeg spanden under varmt vand et øjeblik, og fylder samtidig drikkedunken med varmt vand til islygten slipper.
Fyrfadslys placeres i hullet i lygten, så stearinlyset stråler ud gennem is og frosne planter.
Til islygten har jeg brugt blå perlehyacinter med blade og stilk, blomsterhoveder fra bordeaux vibeæg og bellis samt blomsterstilke fra fuglemælk.