I butikkerne er der efterhånden et stort udvalg af friske krydderurter i potte. Persille, purløg, oregano, mynte, timian og andre urter som kan plantes ud i haven her i foråret, når faren for nattefrost er ovre. Man skal blot huske at bevare hjerteskuddet af planten, hvorfra nye skud vokser frem.
Senere på foråret kan man genbruge basilikum fra potten, dele planterne fra hinanden og plante dem i drivhuset under tomatplanterne. Kapper man toppen af skuddene, så forgrener basilikumplanten sig, og så er der rigeligt at høste af hele sæsonen fra blot en enkelt potte fra supermarkedet. Desuden skulle basilikum holde fluer og myg væk.