(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)
Når det pibler op af jorden med spirer og løgvækster, og jeg næsten kan se det hele gro dag for dag, så opstår der hos mig et dybt behov for at få jord under neglene. Nede under jorden sker der nemlig lige nu ting og sager, der ikke kan holde mig fra at kigge derned, dufte, mærke og iagttage krible-krable livet udfolde sig for øjnene af mig. Ormene søger op til overfladen af jorden og trækker dødt plantemateriale ned, for at omsætte det til lækker muld. De gode svampe og bakterier er også godt i gang med at nedbryde plantematerialet, og pludselig er det hele spist, jorden ligger bar hen, og der er ikke mere at trække ned i gange og sprækker. Så flytter orme og krible-krable livet et andet sted hen. Sådan er det, levende organismer søger konstant efter føde og slår sig ned, der hvor det er, og derved sikrer de deres overlevelse.
Har vi luget for effektivt og fjernet hvert et strå, og har vi dyrket haven intensivt uden at give tilbage, så bliver jorden hurtigt udpint og brugt, sammenpresset og iltfattig eller tynd og fattig på humus. Heri vil de fleste haveplanter ikke trives, og så slukkes havedrømmene og haveglæden hurtigt hos os haveejere.
Man kan vælge at lade det, der vil gro, blive i bedene uden at luge det væk, og lade de visne plantedele blive i bedene efter vinteren. Det skal såmænd nok blive fint og grønt senere hen. Så ligger jorden aldrig bar og gold hen, men vil hele året været dækket af gammelt og frisk plantemateriale. De fleste haveejere ønsker dog en vis styring, så det hele ser pænt og velholdt ud.
I min have levner jeg plads til at skvalderkål, brændenælder, kulsukker, løgkarse og mange andre vilde planter kan gro vildt. De skyder op gennem vissent plantemateriale og hurtigt er jorden dækket af et lysegrønt tæppe. Hækken undlader jeg at luge, og i det fjerneste hjørne af haven er der et vildnis uden lige.
Jeg vil dog gerne selv bestemme, hvad der skal gro i prydbedene og i køkkenhaven, så her lader jeg helst ikke uønskede planter gro. Dog sørger jeg for, at jorden aldrig ligger bar hen, men dækkes af kompost og vissent plantemateriale.
Bedene gås igennem
Inden stauder, græsser og blomsterløg kommer for langt frem, klipper jeg visne plantedele af. De fleste stængler og blade klipper jeg i småstykker og lægger ud på den bare jord. Bladene fra f.eks. iris sibirica ligger i forvejen fladt hen ad jorden, og dem lader jeg bare være.
Det tager tid at gå de store staudebede igennem, for der luges undervejs. Vorterod, korsknap, brændenælder og vild ranunkel har det med at brede sig i mine bede. Heldigvis er jeg nogenlunde forskånet for skvalderkål. Det er nemlig nu, at det bedst kan betale sig at være grundig med at fjerne ukrudtet inden det får for godt fat. Har ukrudtet forvildet sig ind i stauderne, kan man grave dem op, befri dem for ukrudtsrødder, og plante dem tilbage i jorden igen.
Bedenes former rettes til
Et stort arbejde er at kante bedene. Nogle foretrækker at lægge en stenkant omkring alle bedene. Jeg foretrækker at holde bedenes kanter fine ved at skære dem med en kantskærer, for det er ikke så sjældent, at jeg retter på bedenes former og størrelser, når planterne gror til og træer og buske bliver store. Det kan rykke på balancen i bedenes kompositioner, men så napper jeg et stykke af plænen hist og her for at rette op, tilpasse bedenes indbyrdes sammenhænge eller reducere, hvor jeg synes, at der bliver for trangt.
Når de visne staudetoppe er skåret ned, og bedene stadig står forholdsvis bare, kan man netop få det forkromede overblik over hele haven. For snart kan man ikke se haven for bare planter. Det er netop fidusen ved at anlægge bede, der væver sig ind i hinanden og som blot adskilles af smalle græsstier. Så kan man gå på opdagelse og opleve noget nyt omkring hvert et hjørne.
Den bare jord dækkes med kompost
Frodige bede, der hurtigt bliver dækket af sunde planter kræver, at planterne får de rette vækstbetingelser. Sol, skygge, vind og jordtype spiller selvfølgelig en afgørende rolle for, hvilke planter der trives i haver med forskellige beliggenheder. Hovedparten af de mest almindelige haveplanter kræver en løs, humusrig muld at vokse i, og hvor der er tilstrækkelig næring til, at de kan vokse sig store og sunde.
Jeg vælger at fordele ca. 5 cm kompost på alle bedene i prydhaven. Ud over at komposten gøder og giver en humusrig jord, så hæmmer den ukrudtsfrø i at spire. Ulempen er, at den også hæmmer frø fra stauder i at spire. Der er ikke noget så levende og kønt som når planter dukker op helt tilfældigt i bedene, hvilket giver et utæmmet udtryk.
Med 3 – 4 års mellemrum undlader jeg at sprede kompost på prydbedene fordi der kan ophobes for meget kvælstof fra det komposterede hestemøg. Jorden har brug for en pause og planterne kan sagtens nøjes med vissent plantemateriale.
Komposten spredes i et jævnt lag inden stauder, græsser og løgplanter er blevet for store. For så er det besværligt at fordele komposten i et jævnt lag. Det gør ikke noget, at etablerede stauder og græsser dækkes, de skal nok finde deres vej op.
Midt på sommeren er komposten pist væk, trukket ned i jorden, spist og omsat. Det er ikke nødvendigt at gøde yderligere i løbet af sæsonen, dog får roserne et ekstra drys rosengødning en gang om måneden fra marts til august.
En ny kompost startes op
Det bliver alligevel til ret meget vissent plantemateriale, når alle bedene i haven er forårsklargjort. De grovere staudetoppe, småkviste og andet groft plantemateriale smider jeg på komposten. Men først skal den tømmes for omsat kompost, og så er de grovere plantedele gode at lægge i bunden af en ny kompostbunke. For når man fylder ovenpå med grønt køkkenaffald, hønsemøg og ukrudt, så sørger de grovere plantedele for, at der kommer luft op nedefra, hvilket er nødvendigt for at sætte fut i omsætningen.
Køkkenhavens højbede får også en omgang
I efteråret lagde jeg et tykt lag vinterdække på alle højbedene i køkkenhaven. Vinterdækket bestod af visne blade fra græsplænen og georginetoppe til at holde bladene på plads. Bønnestængler, gamle squashplanter, honningurt og tallerkensmækkere, der havde bredt sig ud over det hele, blev også lagt oven på jorden i højbedene. Nu er det meste væk, spist og omsat undtagen kålstokke og tykke stængler fra georginerne. Det fjerner jeg og smider på komposten.
Overvintrende ukrudtsplanter luges væk, og nyt er allerede begyndt at spire for temperaturen har sneget sig over de 7 grader. Jeg nøjes med at kultivere overfladen af jorden og rive det værste væk, for jorden skal ikke forstyrres. Hernede har orme og andet krible-krable liv etableret gangsystemer og små hulrum, der er nyttige, når køkkenhavens afgrøder skal vokse. Jorden må ikke være for sammenpresset, så der ikke kommer ilt til rødderne. Og det kan den let blive, hvis man roder for meget rundt i jorden, vender op og ned på den eller fræser den så jordstrukturen slås til atomer og ormene er blevet hakket i småstykker. Vi skal ikke underkende, at de er vores bedste og flittigste hjælpere i haven. De graver løs, løsner jorden og sørger for, at planternes rødder får ilt og næring.
Hjemmelavet kompost fordeles
Køkkenhaven dyrkes intensivt, og derfor skal den altid tilføres tilstrækkelig kompost, også flere gange i løbet af vækstsæsonen. Her må jorden heller ikke stå bar og gold, så derfor fordeler jeg ca. 5 cm hjemmelavet kompost på alle højbedene i det tidlige forår. Komposten kultiveres ned i de øverst 10 cm af jordoverfladen, så det får god jordkontakt. Her ligger den i ca. 3 uger, inden jeg begynder at så køkkenhaven til. Dog lægger jeg de tidlige kartofler og sår lidt hestebønner, persille og spinat, der godt kan lide at komme tidligt i jorden.
Plastic på bed til kartoflerne
Kartoffelbedet dækkes til med kraftig plast. Den virker næsten som et drivhus, hvor solen varmer jorden op og plasten holder på varmen. Lige så snart kartoffelplanterne viser sig i jordoverfladen, fjernes plasticen. Hvis nætterne bliver kølige, lægger jeg fiberdug over som beskyttelse. Så har jeg tidlige kartofler. Den allerførste portion ny-opgravede kartofler er en himmerigsmundfuld. De skal næsten spises uden anden tilbehør end en lille klat mild kryddersmør, som vist i ugens opskrift.
Tunnel sættes op til dyrkning af salater og andet
Et andet bed gør jeg klar til at prikle små salatplanter ud i. Salatfrøene er forspiret indenfor i vindueskarmen, og har derefter haft et lille ophold i drivhuset, inden de blev priklet ud i et højbed under en tunnel af fiberdug. Det er også her jeg sår persille, koriander og dild til tidlig drivning.
Foråret er nu den bedste tid på året.
Endnu kan man nå at følge med i, hvad der spirer frem fra dag til dag. Pludselig går det så stærkt, at man ikke kan følge med længere. Til maj har haven taget styringen fuldstændigt, for den har labbet kompost og kærlig pleje i sig, og kvitterer med en overflod af blomster og sprøde blade, så det er en ren fryd for øjet, næsen og ganen.
