Vores krydderurtebed fik en ordentlig overhaling i sidste uge, og jeg havde som sædvanligt forkøbt mig i nye, spændende krydderurter. Der var efterhånden opstået en del huller i bedet, som skulle fyldes ud. Men så mange huller var der alligevel ikke, og der blev lidt af de fineste i overskud til en dekorativ dekoration til havebordet.

Den gamle, lave krukke, jeg havde fisket op af en container ved et plantemarked, kom frem og gjort klar med jord til ugens dekoration. De smukke grålige toner i bladene hos mange krydderurter dannede inspiration.

Selvom det er en ret lav dekoration, skal man alligevel tænke i 3 niveauer i plantevalget. Derfor købte jeg lidt ekstra som supplement til krydderurterne, og som klæder de grålige toner så fint.

Som bund er plantet sølvnyresnerle ”Silverfall”, der er en sommerblomst med sølvgrå blade. Den kommer til at hænge ud over kanten af krukken, og vil med tiden dække bunden flot. En også lavere plante er citrontimian ”Silver Queen Bush”, der sætter fine lyslilla blomster. En lyngfloks, også med lyslilla blomster og gråligt løv, er placeret i modsatte side.

Af de mellemhøje planter er valgt, karryplante, colaplante og vindheks, der alle har et viltert grågrønt løv. Salvie skaber ro med sine store blade, og den japanske prydgræs Carex oshimensis ”Everest” danner højde i midten af krukken med de stribede strå og fine, gulbrune aks.

Det ligner næsten et krydderurtebed i krukke. Derfor er den placeret på havebordet uden for køkkenvinduet, hvor krydderurtebedet også er i umiddelbar nærhed.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.