I bededagsferien blev planteskolen luget igennem for skvalderkål. Min søn hjalp til, og han forundredes over hvilket filter af rodnet, der havde infiltreret jorden over og under ukrudtsdugen. Over ukrudtsdugen løb baner af rødder ligesom et motorvejsnet med afkørsler, der gik i flere retninger. Nede under ukrudtsdugen var filteret så tæt, at det nærmest var som elledningerne mellem bygninger i indiske slumkvarterer. Det var næsten umuligt at forfølge en rod for at finde hoved og hale i den.
Vi blev trætte og så var det, at jeg fandt på at lave en vitaminbombe af en smoothie baseret på de sunde, spæde blade fra skvalderkål.
Skvalderkål er ikke blot ukrudt, det er en fin staude som i tidernes morgen blev importeret til Danmark som smuk bunddækkende plante. Det skal jeg så lige love for at den er. Men det er også en sund og nærende grønsag der kan tilberedes som spinat. Det er især nu, hvor blade er spæde og lysegrønne, at de smager fantastisk tilberedt i køkkenet. Jeg napper da også i ny og næ et par blade imens jeg luger, og spiser dem al dente med stort velbehag. Når de senere på sæsonen er blevet grove, så går glansen af smagen og konsistensen.
Ingredienser til 2 store glas
2 store håndfulde spæde skvalderkålsblade
1 frisk mango
1 æble
Saft fra 1 lime
3 dl koldt vand
Isterninger
Sådan gør du
Pluk de spæde skvalderkål og pil de grove stængler fra. Skyl dem og put dem i en blender sammen med 1 banan, mango, æble, limesaft og vand. Blend til det bliver en lind smoothie. Hvis den er for tyk, så hæld lidt mere vand i. Sæt den på køl og server med isterninger.