Dyrene spiser min have

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Vores haver er fulde af mad til de vilde dyr. Mange haveejere har gennem tiden beklaget sig over, at de ikke kan have deres planter for sig selv. Det er ikke så sjældent at jeg hører: ”Jeg har opgivet georginerne, for de bliver spist af snegle”, eller ”Jeg havde ellers glædet mig til at se tulipanerne blomstre, men de blev spist af rådyrene, og der var intet tilbage, da jeg stod op i morges”. En dame spurgte mig engang: ”Hvem er det der spiser mine gulerødder. Der er gnavet af dem under jorden?”.

Det er da også møgirriterende, når man ikke kan have sine planter for sig selv, og når ens havedrømme af og til slukkes. Dyrene er til gengæld glade for, at vi har slået os ned i deres habitat, og endda har sørget for et ekstra lækkert spisekammer. Det er selvfølgelig en ulige kamp at holde dem helt væk, og i længden vil det nok også være for kedeligt.

Når jeg besøger haveejere og yder rådgivning, så er mit spørgsmål altid, om de har set rådyr, harer og andre dyr på grunden. Det er nemlig afgørende for, hvilke planter der skal vælges til havens bede, og hvilke forholdsregler man ellers kan gøre sig, hvis man vil holde dyrene ude af haven. De fleste haveejere holder dog af at se dyrene på tæt hold, så de vil nødig barrikadere sig helt med et grimt, højt vildthegn hele vejen omkring grunden. Det er også så besværligt med låger i indkørslen, og det pynter ikke, når alle træer er barrikaderet bag stolper og trådnet. En mindre del af haven er som regel tålelig at indhegne, hvis planterne her er blandt dyrenes livretter.  

Tegn på at der har været rådyr i haven

Man kan se, at der har været rådyr på besøg i haven, hvis rosenbuskene er barberet for knopper, eller tulipanerne pludselig er forsvundet. Så har de været på spil i løbet af natten, og har måske efterladt en bunke små runde ”Delfaér” (lakridspastiller) – som min far plejede at kalde rådyrenes afføring. De smager ikke ret godt, for jeg skulle jo lige tjekke om de kunne spises, da jeg var lille.

Et træ kan også se ret medtaget ud, når et rådyr har fejet gevirerne op ad det. Det kan gå så hårdt for sig, at barken bliver raspet af, grene knækker og nyplantede træer kan stå helt skæve efter sådan en tur. Forleden opdagede min mand et hul i hækken, hvor grene var knækkede. Da vi kiggede godt efter, kunne vi se både gnavmærker og afbarkede felter på hækkens hovedstammer. Her havde helt sikkert været et rådyr på spil.

Besøg af haren

Hvis harer har været på besøg i haven, kan de hurtigt rasere en køkkenhave. Gulerødder er trukket op og spist, porrer, blomster og kål er røget samme vej. Om vinteren når køkkenhaven ikke bugner af lækre grøntsager, og føden er knap, kan det gå hårdt ud over frugttræerne, der er en af harernes favoritspiser. Det gælder både de nyplantede træer og ældre frugttræer, som de kan finde på at afbarke. Der er ikke noget så lækkert som saftigt bark, når man er en sulten hare. Gnaver de barken af hele vejen rundt, så dør træet, for så kan det ikke trække saft op til kronen. Harerne efterlader også ”delfaér”, men de ligger mere spredt.

Hvad spiser muldvarper?

Det er møgirriterende, når hele græsplænen er gravet op og ligner et månelandskab af muldvarpeskud. En muldvarp kan grave op til 200 meter lange gange i sin søgen efter føde, og dens territorium kan dække fra 300 til 3000 kvm. De kender ikke til skel mellem grunde, så en muldvarpefamilie kan husere i et helt villakvarter.

Muldvarper er kødædende, og spiser alle de dyr, de møder under jorden f.eks. orme, biller og larver. Mange tror, at det er muldvarper, der gnaver i rødder, løg og knolde i haven, men det er det ikke.

Mosegrise er planteædere

Mosegrisen forveksles ofte med muldvarpen, for de graver begge underjordiske gangsystemer. Mosegrisen skubber også jorden op som muldvarpen, men man kan se forskel ved at mosegrise efterlader åbne huller i jorden, der har en diameter på 5 – 8 cm.

Mosegrise er planteædere. Det er dem der spiser løg, knolde og rødder, som ligger i jorden. Jeg har prøvet at trække en gulerod op, og det gik meget let, for roden var gnavet væk, og der var kun en lille stump tilbage. Jeg har også oplevet, at et nyplantet træ gik ud. Da jeg gravede det op, kunne jeg konstatere, at rødderne var gnavet af. Det var mosegrisen der havde gjort kål på det lille æbletræ.

De slimede dræbersnegle

Mange haveejeres skræk er dræbersneglene. De gemmer sig om dagen, når solen skinner, men kommer frem om aftenen, hvor de kan ses med det blotte øje. Man kan om morgenen se de har været her, for de sætter slimede spor på jord og planter.

Det er surt, når de nye skud på georginer er spist, og der kun er lidt slimspor tilbage på den afgnavede stilk. Det er ikke så sjældent, at jeg har oplevet rækken med små salatplanter være ryddet en morgen. Det er klamt, når man plukker et stort, saftigt salathoved, og så finder man mellem bladene små dræbersnegle-unger eller agersnegle, der gnasker løs og afleverer små sorte klatter.   

Indhegning og beskyttelse af planter

Bor man i naturområder, der grænser op til mark, eng og skov, er det ikke ualmindeligt, at man får besøg af rådyr og harer. Når f.eks. rådyrene har snuset op, at her dyrkes roser, tulipaner og frugttræer, så vender de ofte tilbage, for det er deres absolutte livret. De kan hurtigt støvsuge haven for lækkerierne, og hvis der er en råbuk med gevir, så holder han sig heller ikke tilbage for at stryge det mod havens buske eller træer, så barken kradses op. Nyplantede træer kan ødelægges fuldstændig, hvis det får en ordentlig tur. Helt unge planter med saftige skud er de mest eftertragtede, og derfor kan det være en rigtig god idé at indhegne dem, indtil de får etableret sig godt og kan tåle lidt bid.

Vi har sat et vildthegn op omkring hele grunden. Det er 140 cm højt og har mindre masker nederst, så harerne heller ikke kan komme igennem. Det er skjult i en tjørnehæk, der vokser op i 180 cm højde.

Et 180 cm højt vildthegn er det sikreste, hvis det skal stå uden beplantning omkring. Mindre kan ikke holde dem væk. Jeg har set rådyr tage tilløb og springe adræt over et hegn på 140 cm. Jeg har også set et rådyr lægge sig fladt ned på siden, og krabbe sig ned under vildthegnet, hvor der var et lille hul, for ind ville det. Dyret havde fået smag for vores roser og jordbærplanter, der blev barberet helt i bund.  

Et vildthegn kan også kombineres med en tæt beplantning af buske og mindre træer, der vil skjule det grimme hegn. Man kan også nøjes med at indhegne et areal af grunden, f.eks. en køkkenhave, og så tilplante prydhaven med rådyrs-sikre planter.

Tidligere havde rådyrene fri adgang til vores forhave. Vi beskyttede træerne med stolper og trådnet, og omkring stammerne satte vi plantespiraler. De giver beskyttelse mod gnav fra mus, harer og rådyr. Plantespiralerne kan udvide sig i takt med at træet vokser. Kønt er det ikke, men det er effektivt.

Produkter som værn mod ubudne gæster

Gamle husgeråd siger, at totter af hår fra mennesker og får holder dyrene væk. Det kan f.eks. bindes fast til et nyplantet træ, og så går dyret udenom og videre til det næste, der ikke lugter af menneske eller får. Der skal en del hår til for at metoden er effektiv, og så bør hårene ofte skiftes, hvis metoden skal fungere.

Man kan købe sig fattig i produkter, der skulle kunne holde rådyr væk. Blodmel eller hjortetaksolie lugter så grimt, at man kan lave et usynligt hegn omkring grunden, er der nogle der påstår.  Og så findes der et produkt på markedet som er godkendt af miljøstyrelsen, der er baseret på fårefedt som skal blandes op med vand. Det lægges ud i skel eller omkring det område, der ønskes beskyttet mod rådyrene.   Men mon ikke det er en stakket frist. Regn og rusk fjerner hurtigt duftsporene, og så vender dyrene tilbage.

Nogle har gode erfaringer med at glimtende ting, f.eks. gamle cd-er kan virke afskrækkende, når de reflekterer lyset og bevæger sig i vinden. Men også dem kan dyrene vænne sig til, er min erfaring. Jeg har engang lavet et fugleskræmsel påsyet cd-er på jakken og stanniol viklet omkring hatten. Men der gik ikke mange dage, så så vi et rådyr gnubbe sig op ad fugleskræmslet, som om at dyret stod der og demonstrerede sit territorium.  

Plant rådyrs-sikre planter

Det er altid et dilemma mellem at nyde de smukke dyr i haven og hegne hele grunden ind, så de holdes ude. Et alternativ er at dyrke planter, som rådyrene i normale år ikke bryder sig om, og derfor lader dem være i fred. Så kan det være at rådyrene nøjes med at kigge forbi en efterårsdag for at spise nedfaldsæbler, som de i øvrigt sætter stor pris på. Jeg gemmer hvert efterår æbler til dyrene, og lægger dem ud, hvor de frit kan spise dem. Naturligvis udenfor hegnet.

Generelt set er både rådyr og harer ikke kræsne. Så hvis de er sultne nok, kaster de sig også gerne over andre planter, end dem der lige er favoritterne.  Så det er med et vis forbehold, når jeg her præsenterer min liste over rimelig rådyrs-sikre planter.  Der vil altid være eksempler på, at også de bliver spist.  

Af træer kan nævnes: ahorn, løn, birk, pil, hjertetræ, guldregn, magnolia, poppel, pære, hyld og taks.

Af buske kan nævnes: sommerfuglebusk, blåskæg, japankvæde, dværgmispel, parykbusk, hortensia, dronningebusk, spiræa og uægte jasmin.

Man kan anlægge et smukt bed med blomsterløg, prydgræsser samt stauder såsom: indianermynte, akeleje, bynke, asters, bjergmynte, ridderspore, løjtnantshjerte, digitalis, mandstro, havemargerit, lupin, aftenstjerne, kortlæbe, løvehale, farvebælg, perovskia, staudevalmue, staudesalvie, pæon, iris, torskemund, tidselkugle og blåkant.

Næsten alle prydgræsser holder dyrene sig fra, så der er næsten frit valg på hylderne. De mest sikre er dog elefantgræs, rørhvene, star, enghavre, marehalm, blåtop, hakonegræs og bunke.

Man kan også supplere med løgplanter, der blomstrer i det tidlige forår. Her kunne det være kejserkrone, erantis, vintergæk, narcis, skilla, dorotealiljer og prydløg.

Med en kombination af de nævnte løgplanter, stauder og græsser, kan man få det smukkeste og varierende staudebed, der blomstrer fra tidligt forår til sent efterår.

Dræbersnegle skal væk fra min have

”Hvad gør du for at holde dræbersneglene væk?” – er et spørgsmål jeg har hørt 100 vis af gange. Lige så mange gange har jeg svaret: ”Jeg klipper dem over klokken 22 om aftenen og siger undskyld, hver gang jeg har taget et liv”. Om det er en snegl, en høne eller et kæledyr, man gør sig til herre over at slå ihjel, så skærer det mig i hjertet. Men når man nærmest vader i slimede bløddyr, og der er uanede mængder, så har jeg alligevel ikke så svært ved at indsamle og gøre det af med dem.

Jeg ved, hvor de holder til, og jeg kan få flere til at komme ved at lægge en plade eller et bredt bræt på jorden, som de gemmer sig under. Så er det frem med saksen og klippe dem over, når det bliver skumringstid. Der er flest snegle nede bagerst i haven ved kompostbunken. På en ”god” aften kan jeg klippe 200 stk. Det lyder barbarisk, og jeg går også altid lettere nedtrykt derfra. For snegle er også liv, selvom de kaster død over vores planter, og tager haveglæden fra os, når det står værst til. Jeg er derfor altid grundig med at klippe så tæt på sneglens åndehul som muligt, for så dør den øjeblikkeligt.

Der sniger sig også andre snegle ind under pladen nemlig leopardsnegle med striber på ryggen. Dem freder jeg, for de er selv ude efter dræbersneglene og spiser både de store, deres unger og æg.

Nogle havefolk anskaffer indiske løbeænder eller moskusænder, som også har snegle på menukortet. Så går sneglelivene ikke helt tabt, men bliver til føde. Jeg har forgæves prøvet at lære mine høns, at snegle smager godt. Den første snegl ryger ned i hønsemaven, men så er der så meget arbejde bagefter med at gnide slimet af næbbet, at hønen holder sig fra de slimede dyr. Jeg har tit tænkt på, om fugle med flade og brede næb bedre kan lade de slimede snegle passere, uden at blive klistret helt til. Måske kan de skovle dem ind på en fiks måde.

I georginebedet er det kun nogle af planterne der bliver spist. Jeg har luret, at det er fordi der bor en fed snegl i hulrummet mellem georgineknoldene. Når det bliver aften eller når det regner, så kommer sneglen op og guffer plantens blade i sig. Så står jeg klar med pandelampe og saks.

Men man kan jo ikke stå der hele tiden, så øl-fælder er et godt supplement. Jeg graver en skyr-spand ned og sætter en mindre beholder ned i den, hvori der er vand. Så går der ikke så meget øl til. Sneglene elsker øl, og der kan samles mange, der forhåbentlig har lidt en knap så ulykkelig druknedød.

I staudebedene kan jeg af og til se tegn på, at hernede under de store blade bor der snegle. For der er trukket slimspor, og så går jagten ind. Under bladene ligger de fede og forædte, og så er de nemme at få øje på og klippe over.  

I køkkenhaven har jeg dem ikke. Den er indrammet af en kant af cortenstål, og der er stier med stigrus. Der dyrkes i højbede af råjern og ingen af delene kan sneglene lide. De kravler helst ikke på jern, og de bryder sig ikke om at bevæge sig hen over gruset. Jeg har derfor endnu ikke haft brug for sneglekant på højbedene.

Når haven er groet godt til, så er der så meget spiseligt, at det næppe er et problem med snegle. Det er værst i foråret, hvor alting spirer, og hvor bladmassen ikke er så stor. Her bliver sneglenes indhug ofte fatalt for planternes overlevelse, og det er her man skal gøre en mere hårdhændet indsats.

Brug af sneglegift

Der er mange rygter om, at brug af sneglegift er skadeligt for pindsvin og smådyr i øvrigt. Produkter der sælges i Danmark, skal være godkendt af Miljøstyrelsen, og de skulle således være harmløse overfor smådyr. Før et produkt godkendes af Miljøstyrelsen, testes midlet på rotter. Rotterne må ikke vise tegn på forgiftning eller dødsfald, hvis de spiser meget høje doser der svarer til 5.000 mg pr. kg legemsvægt. Og det er langt over den normale dosis af sneglegift, man må sprede ud i havens bede.

Miljøstyrelsen anbefaler, at man kun bruger produkter, der er godkendt til private i Danmark. Man skal altid følge brugsanvisningen i forhold til dosering, anvendelse og interval. Og så skal man vælge ”klar til brug”-produkter, så man er helt sikker på at dosseringen er korrekt.

Men når det nu er sagt, så foretrækker jeg saksen og holder sneglegiften langt væk fra min have.  Jeg er af den opfattelse, at sneglegift er allersidste udvej mod snegleplagen.

Sneglesikre planter

Der findes faktisk planter, som sneglene ikke spiser. De holder sig væk fra stort set alle prydgræsser og bregner. Tykbladede planter og dem med ”hår” holder de sig også fra f.eks. lammeøre, perlekurv, kæmpestenbræk, påskeklokke, daglilje, lavendel, blåkant og pæoner.

Man kan også have andre stauder i fred for snegle såsom stormhat, pragtrøllike, lodden løvefod, astilbe, virginsk ærenpris, sporebaldrian, duehoved, bispehue, fredløs, hestemynte, slangeurt og floks – for blot at nævne nogle. Sidstnævnte spiser rådyrerne dog med stort velbehag.