Denne buket er sammensat af former og strukturer i blomster og blade, ligesom når jeg sammensætter planter til havens bede.
Blomsterne skal have former som spir, kugler, fjer eller pudderkvast, skærme og kopper. Og så skal bladene understøtte blomsterne med såvel lette som tunge bladstrukturer. Nogle skal have sværdlignende blade, andre filigran som det fineste papirklip, der skaber en let og fyldig kontrast. De store tallerkenformede blade giver tyngde, og lancetter får buketten til at skyde til vejrs.
Det er svært at have det hele med i en enkelt buket, så jeg har plukket lidt i det hele. Udvalget er endnu ikke så stort, så jeg måtte fiske lidt af det, der ligner.
Det har jeg brugt til buketten
Prydløg ”Purple sensation” har kugleformede blomster og sværdlignende blade
Lyslilla prærieliljer har form som spir. Jeg kunne ikke nænne at plukke lupinens store knopper, der ellers er så fine sammen med kuglerunde prydløg
Syren ”Beauty of moscow” ligner en pudderkvast og tilfører buketten duft. For at få den til at holde i vasen, hamrer jeg på stilken med en kødhammer, så den knuses, og så stilles den i varmt vand, så den kan trække en masse vand ud til blomsterne. Det er sådan, at planter med træagtigt ved skal have varmt vand i vasen. Planter med urteagtig ved skal stå i koldt vand. Så holder de længere i buketten.
Vild kørvel ”Ravenswing” har en florlet blomsterskærm, der giver lethed til de ellers tunge blomster
Bonderose har store, fyldte blomsterhoveder, der i denne buket gør det ud for formen ”Kop”. Dens tunge blade danner en bund til buketten
Derimod løfter violfrøstjernernes små filigran-lignende blade buketten. Der er stukket mange af dem ind som let fyld.