Læserne forundres over liv og død i haven

Date
jun, 14, 2021

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Der er næsten intet så livgivende som at se en have vågne op efter vinteren. Fuglene bygger rede og får unger, og bierne vågner af vinterhiet og begynder at sværme i søgen efter føde og lander på blomsterne for at suge nektar. Snart ser man de store poser på siden af en honningbi, så den næsten ikke kan lette. Hvorefter den flyver lavt hen over haven, og forsvinder ud på den anden side af hækken. Lidt efter kommer den tilbage som en lille prik højt oppe på himlen.

En morgen opdagede jeg tre små fugleunger liggende på jorden under en fuglekasse. I siden af fuglekassen var der hakket et hul. Træet, fuglekassen er bygget af, er blødt og af dårlig kvalitet. Tænk at man kan finde på at købe og hænge sådan noget klampeværk op i sin have. Den var pæn, men uduelig, for fuglene skulle jo kunne ligge beskyttet derinde og vokse sig store nok til at klare livet derude.

Spørgsmålet er så, hvem har lavet hul i fuglekassen?

Jeg er ikke den eneste, der forundres over liv og død i haven. Efter jeg bragte artiklen om vilde dyr i haverne, er det strømmet ind med spørgsmål om, hvordan man kan tage livet af mosegrise, myrer, skjoldlus, bænkebidere og andet kravl. Forhåbningen er, at så kan man bedre holde liv i planterne.

Jeg er nok ikke den bedste til at svare på alle disse spørgsmål, for i bund og grund er jeg mere optaget af at fremme liv og skabe en mangfoldig have.

Flagspætten har lavet hul i fuglekassen

Et sted i nærheden har flagspætten rede. Den laver huller i gammelt træ, hvor den har sit redekammer. Den laver et nyt hul hvert år, nok fordi det gamle er fyldt med parasitter, som vil genere den lille nye flagspættefamilie. Det holder dog ikke andre fugle fra at overtage reden efterfølgende.

Udefra ser man flagspættens redekammer som et lille hul på ca. 5 cm i diameter højt oppe i et gammelt træ. Men dette er bare indgangen til et større kammer, der går nedad i træet. Her er reden med unger, som fodres med insekter, larver og andre fugles unger. De er nogle banditter, at fugleunger er på deres menukort.

Det er netop det, der er sket, da flagspætten hakkede hul i siden på vores redekasse højt oppe i kirsebærtræet. Mange sætter en metalforsegling omkring indflyvningshullet til fuglekassen. Så kan flagspætten ikke hakke det større og komme til at nappe fugleungerne. Nogle vælger at montere en klods uden på hullet, så flagspætten ikke kan nå helt ned i bunden af reden og nå ungerne med sin lange tunge, der har modhager og nemt kan indfange de små fugleunger.

En flagspætte har sikret sit kulds overlevelse ved at hakke hul i en mejsekasse og stjæle fugleungerne, der blev forvandlet til spætteføde.

Hos os havde spætten ikke gjort sig den ulejlighed at gøre forsøget med hullet, men havde sikkert luret, at det var en kasse af elendigt, porøst træ, som den hurtigt kunne trænge igennem. Nogle fugles død er andres fugles brød.

Skjoldlus i vinplanten

En dame skrev forleden til mig, at hun var så træt af at børste sin vinplante med en tandbørste for at fjerne de irriterende skjoldlus. Det kan jeg godt forstå, for hun havde haft skjoldlus i sin flotte og kraftige vinstok i 3 år. En gammel vinstok er nemlig fyldt med en masse sprækker, hvor skjoldlusene kan gemme sig, og det er derfor svært at få has på dem.

Jeg har kun oplevet at have skjoldlus i et citrustræ. Jeg opgav på forhånd at tage kampen op, for den ville blive lang og med mig som den sandsynlige taber. Jeg nægter at bruge gift, og sæbevand hjælper kun på æg og de små unger. Så jeg skilte mig af med citrustræet inden det smittede videre til andre planter i drivhuset.

Skjoldlus er insekter, der nærer sig ved at suge saft fra planter. Holder man dem i ave, kan planten godt overleve, men slemme angreb kan give misvækst, så man skal være over dem. Skjoldlus har et beskyttende skjold på ryggen, der ligner små blomsterknopper. Det er derfor ret svært at få øje på dem med det blotte øje, for skjoldet er kun et par millimeter langt. Under skjoldet gemmer hunlusen sig sammen med en masse æg, der klækkes og bliver til mange larver, der kravler rundt på planten. De finder hurtigt et sted, hvor de slår sig ned og begynder at suge plantesaft. I det øjeblik larverne sætter sig fast på planten, begynder skjoldet at dannes. Så sidder de hurtigt lukket inde under det beskyttende skjold, og kan ikke røre sig ud af flækken i resten af deres liv. Ret kedeligt må det siges at være.

Det er med at være på pletten og skrabe skjoldlusene af, inden æggene klækkes og larverne spreder sig. Så der skal holdes øje, og det er faktisk nu, at de klækkes.  Det er et stort arbejde, for vinplanten har en meget trævlet yderbark, hvor skjoldlusene kan gemme sig.

Den bedste metode er at skrælle den trævlede yderbark af på alle de gamle stængler. Derefter skal alle træagtige stængler skrubbes grundigt med en stiv børste for at fjerne de voksne skjoldlus. Så sprøjtes hele planten med sæbevand, hvor der er tilsat et skvæt husholdningssprit. På den måde kan man fange de unge lus, hvis nogle allerede er på vej rundt på planten. Lad sæbevandet sidde 20 minutter og skyl efter med rent vand.

Når vinplanten beskæres i juleferien, kan behandlingen gentages.

Mange opdager skjoldlusene ved, at der kravler myrer rundt og samler sig der, hvor der er skjolde. Myrer er nemlig vilde med ”honningdug”, der er lusenes sukkerholdige ekskrementer.

Vinstokken har trævlet bark, der kan gemme på ubudne gæster. Skjoldlus er ikke særlig populære at få ind i drivhuset, for det kan være en ulige kamp at få has på dem.

Mosegrise er en plage

En kvinde skrev fortvivlet til mig i sidste uge, at hendes køkkenhave er helt undermineret af gange gravet af mosegrise, så hun var ved at opgive at dyrke noget som helst der. Mosegrise er nemlig planteædere og spiser løg, knolde og rødder. 

Mit bedste råd var: ”Anskaf dig en kat”. Katte er nemlig det bedste værn mod mosegrise og muldvarpe. Vi har ikke haft mosegrise i haven siden vi fik kat. Har katten først fået færten af liv i gangene under jorden, og dufter der af et lille muselignende pelsdyr, så sidder den tålmodigt ved mosegrisens hul, stirrer uden at blinke, og venter på, at den stikker snuden frem. Kattens blik viger ikke, selvom man kalder eller siger ”Bøh”.

Ellers kan mosegrise fanges med en muldvarpesaks. Man skal være forsigtig, når den sættes op, for den udløses ved den mindste berøring, og man skal have handsker på, for lugter saksen af menneske, så er mosegrisen over alle bjerge.

Man kan også bruge en smækfælde til rotter – altså en forstørret musefælde, og lægge et stykke gulerod i som lokkemad. Den stilles over hullet, som mosegrisen har lavet i jorden, eller nede i selve gangen, hvis det er til at komme til.

Nogle vælger at gøre brug af skadedyrsservice, der er virksomheder som servicerer og bekæmper skadedyr. I tilfældet med mosegrise udlægges gift, eller mosegrisenes gange gasses.

Så hellere anskaffe en kat.  Det er der også mange andre fornøjelser ved.

Har man en kat der lusker rundt i haven og holder øje med mus, rotter og mosegrise, så er det et godt værn mod ubudne gæster i haven. Ulempen er, at den ikke kan sortere i lækkerierne, så der ryger en fugl med i købet i ny og næ.

Bænkebidere i krukker

En ung kvinde søgte mit råd til bekæmpelse af bænkebidere. Hun bor i lejlighed, og kan ikke forstå, hvordan så mange bænkebidere er havnet i bunden af hendes krukkeplanter, der står på altanen.

Hun har nok haft et par stykker med fra den pottejord, der er brugt til at plante i. Bænkebidere trives, hvor der er mørkt og fugtigt og gerne i kompost og gammelt haveaffald. De trives ikke, hvor der er tørt, for de trækker vejret gennem gæller, og så skal der være fugtigt. Hvis der har været et lille hul i sækken med pottemuld, kan bænkebidere flytte ind, for der er mørkt, fugtigt og der er mad i resterne af gammelt plantemateriale, som pottemuld er lavet af. Og så er det et ideelt udklækningssted. To bænkebidere kan hurtigt blive til hundrede.

Bænkebidere lever af planter og spiser af krukkeplantens rødder og blade. Men der skal være virkelig mange bænkebidere, for at de kan tage livet af en plante.

Mit råd til den unge kvinde var, at tørre krukkeplanten ud, dog uden at tage livet af den. Derefter at trække rodklumpen op af krukken og fjerne bænkebiderne manuelt. For at lokke dem helt væk, hvis der skulle sidde nogle tilbage, som man ikke kan se, kan man gennemvæde et gammelt håndklæde og lægge det på altangulvet. Så vil bænkebiderne søge derhen og lægge sig i det fugtige mørke.

Så kan hun samle dem op og ryste håndklædet ud over kanten af altanen, så bænkebiderne falder ned på gaden eller i gården, hvor de kan søge hen i de fugtige kælderskakter og fint leve videre af de visne blade, der altid samler sig der.

Misforstået hensyn

”Hvorfor ser min japanske løn så syg ud?” – var spørgsmålet fra en mand, som havde den stående i en krukke på terrassen. Han havde ellers passet så godt på den, at den i vinters blev flyttet indenfor i huset, så den ikke blev udsat for den hårde frost.

Den overlevede vinteren og blev først flyttet udenfor på terrassen, efter at løvet var sprunget ud. Men nu står den der og ser så trist ud med sparsomme og hængende blade.

Japansk løn er meget velegnet til at vokse i krukke. Den bliver ikke særlig høj, og nogle fås endda som dværgtræer. Den vokser meget langsomt og er derfor oplagt at plante på steder, hvor pladsen er trang.  Det er f.eks. i små haver, i krukke på terrassen eller altanen.

Den japanske løn har overlevet vinteren med hård frost, selvom den har stået udenfor i en krukke. Hvis den i efteråret blev flyttet indenfor i huset, så den kunne stå lunt og godt, ville den ikke se så sund og frodig ud. Den har bedst af at stå ude hele året. Det gør den modstandsdygtig over for vejr og vind.

En ideel placering af japansk løn er i delvis skygge, og hvor der er læ for stærk vind. Den tåler ikke så godt bagende sol midt på dagen, som vil svitse bladene. For at undgå stærk vind, skal den placeres beskyttet op ad husmuren. Træet ynder at vokse i en næringsrig jord. Skal den trives og klare sig i mange år i en krukke, er det vigtigt, at dens rødder kan udvikle sig optimalt, og derfor skal den plantes i en rummelig krukke. Den skal holdes vedlige med vand, dvs. at den skal vandes ofte, men behersket, for den tåler hverken udtørring eller overvanding.

Et misforstået hensyn var at flytte den japanske løn ind i huset i vinters. Umiddelbart ser træet lidt skrøbeligt ud, og selvom det oprindeligt vokser naturligt i Asien, så klarer det vores klima ret godt. Det har tilpasset sig til årstidernes skiften, luftfugtigheden gennem sæsonerne og den skiftende dagslængde og lys. Træet går i dvale om vinteren efter løvfald for at samle kræfter til foråret, hvor safterne begynder at stige, og løvet springer ud igen. Denne årscyklus forstyrres ved at beskytte træet om vinteren i et tørt, lunere og mørkere klima indenfor. Man gør derfor træet en bjørnetjeneste, da det bliver mindre modstandsdygtig overfor sygdomme, vejr og vind. Det er en stor omvæltning for det lille træ at flytte ud igen om foråret og pludselig skulle vænne sig til sol, vind, fugt og svingende temperaturer.  

Mit råd var derfor, at lade træet stå ude, også selvom der er udsigt til hård frost. Pak krukken ind i vintermåtter og stil den op ad husmuren. Min japanske løn stod ude hele vinteren under udhænget på stråtaget. Jeg fik ikke pakket krukken ind i vintermåtter, og alligevel står det lysegrønt og frodigt i sin potte og nyder godt af en sjat gødning at starte sæsonen på. 

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

Kommende arrangementer
  1. Workshop i havedesign

    august 15 @ 9:00 am - 4:00 pm
  2. Åben Have

    august 27 @ 12:00 pm - 5:00 pm

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.