Der tyndes ud i prydløgene i bedene, hvor dem med de mindste hoveder bruges til denne krans. Prydløg er meget velegnede til at tørre, for de holder godt på farven og formen. Det gør de også, når de bindes i en krans sammen med slangeurt og biskophat.
Jeg har valgt de lilla i forskellige nuancer, fra de mørkeste til de lyseste ”Purple Sensation”. Slangeurt har også en dusket form i blomsten, men den er aflang, og er så fin en kontrast til de kuglerunde prydløg.
Biskophat har små fine klokker på en lang blomsterstilk, og tilfører kransen lethed.
Det har jeg brugt til kransen:
Prydløg ”Purple sensation”
Biskophat
Slangeurt
Metalring
Vinseltråd
Sådan gør du:
Kransen er en halvkrans bundet omkring en metalring. Jeg laver små buketter med én af hver slags blomst på korte stilke, som jeg binder fast på metalringen med vinseltråd. Jeg starter i den ene side af metalringen 2/3 del oppe på ringen og binder nedad. I næste buket bytter jeg om på placeringen af blomsterne, så de forskydes fra hinanden. Og sådan fortsætter det, til jeg når bunden af ringen. Så binder jeg den anden side af ringen fra top mod bund. Afslutningsvis fastgør jeg en større blomst af prydløg, der dækker godt for samlingen. Kransen hænges op i et matchende silkebånd.