Citronen presses en ekstra gang – sommerbeskæring af stauder

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

I juli måned har mange af os holdt ferie, og har haft en velfortjent pause fra hverdagens travlhed. Det ser også ud som om, at haven har pustet ud efter nogle intense måneder, hvor den bare har leveret. I maj og juni taber jeg ofte pusten, når haven ødselt leverer det ene pragteksemplar efter det andet af blomster og tidlige grøntsager og urter. Hvilken overvældende livskraft og struttende skønhed lige der for øjnene og næsen af én – hver eneste dag. Det er så svært at følge med og nå at nyde det hele til fulde, før andet har taget over.

Pludselig fra den ene dag til den anden kommer der et helt andet skær over haven, den ser lidt træt og falmet ud, for nu trænger den virkelig til en pause her midt på sommeren. Sådan en pause har både haven og jeg derfor haft i juli måned, men nu er mine batterier ladet op, og så må der gerne ske noget mere i haven. For der er noget vemodigt, når fuglene stopper med deres sang til sankthans, når blomsterne visner, og køkkenhaven begynder at få blottet jord, fordi vi har spist os gennem de første afgrøder. Det minder mig om, at efteråret er på vej. Mon så ikke man kan presse citronen en ekstra gang, og se om haven kan levere et ekstra skud frodighed inden den takker af for i år?

Utaknemmelig er man måske, for planternes naturlige livscyklus er at blomstre og sætte frø, hyben eller frugt, for derefter at samle næring til rødderne, og derefter gå til hvile. Nogle er biologisk kodede til at blomstre eller levere afgrøder i sensommeren, og det sætter jo en del kulør på tilværelsen. Men hvad skal man så stille op med alle de visne stauder og bare huller i køkkenhaven?

Sensommerbeskæring af stauder

Mange af de tidlige stauder er afblomstret og står nu med visne frøstande. Nogle har endda halvvisne og kedelige blade. Men prydhaven kan friskes op, er min erfaring, så vi i sensommeren atter opnår et frodigt udtryk i haven.

I min ferie har jeg derfor brugt mange timer på at sensommer-beskære stauder. Der kommer stadig dagligt flere til, der kunne trænge til en beskæring, så lige nu er jeg over dem som en høg, for jeg er skrækslagen for, at der ikke er en blomst tilbage i prydhavens bede, når vi når hen i slutningen af september. Og der skulle jo gerne være en god fordeling af blomstrende stauder i alle bede til hver en tid. De sensommer-blomstrende stauder gør såmænd sit til at tilføre haven kulør, men de er nu kønnest, hvis de er i selskab med planter med frodigt løv eller endda en blomst.

Nogle stauder klippes ned for at de kan danne en frodig bladroset, der kan dække jorden. Andre beskæres, så de giver endnu en blomstring senere på sæsonen. Og så ser det bare kønnere ud, når de visne blomsterstande og blade er fjernet. Nogle lader jeg dog sidde, så jeg kan høste modne frø af dem, som jeg vil så her i efteråret. De sensommer-blomstrende stauder lader jeg altid stå med frøstande på gennem vinteren, for både frøstande og stængler danner bolig for insekter og giver føde til fuglene.

Jeg bringer her en oversigt over nogle af de stauder, der beskæres i sensommeren. Den bygger på mine egne erfaringer, for nogle gange er jeg mislykkedes med at opnå en genblomstring. Det sker især, når jeg har anskaffet mig nye planter, som jeg jo må prøve af, om jeg kan presse citronen en ekstra gang.

Stauder, der klippes helt ned – både blomsterstængel og blade – primært for at de danner en frodig bladroset:

Lodden Løvefod (kan dog give blomst, hvis man er heldig), tidligt blomstrende storkenæb, bredbladet ærenpris, rosenskovmærke (kan evt. også give blomst), akeleje, lupin, gåseurt, trekantsblomst (kan evt. også give blomst), dagpragtstjerne, røllike og stedsegrønne euphorbia.

Stauder, der får fjernet hele blomsterstilken og ikke bladene, så de giver endnu en blomstring:

Stjerneskærm, knopurt, nepeta, ridderspore, makedonsk blåhat, rosenmynte (hele planten klippes ned), engnellikerod/geum (nogle blomstrer igen).

Stauder, der kun får fjernet den visne blomsterstand – ikke hele stilken, så de giver endnu en blomstring:

Staudesalvie (alle slags), lavendel, nellike, pragtkerte, nyserøllike og sporebaldrian.

Nyserøllike, sporebaldrian og pragtkerte kan manipuleres til at danne ekstra mange blomster, ved at man efter beskæringen lægger en pude hen over hele planten, så den trykkes let ned. De lange blomsterbærende stilke skal ligge næsten vandret, for i hvert bladhjørne vil der vokse en ny stilk, der danner blomster i enden af stilken, og dermed giver en fantastisk og frodig genblomstring. Hvis stilkene forbliver opret, bliver genblomstringen kun begrænset.

Stauder, der pudses af (visne blomsterstande og visne blade) uden at de blomstrer igen, men forbliver fine:

Slangeurt, dagliljer, silkepæoner, marguerit, staudekløver, kvæsurt, kærmindesøster, primula, lammeører, porcelænsblomst, haveknopurt, porcelænsærenpris.

Stauder, der ikke kommer igen samme år, når blade og stængler fjernes:

Gudeblomst, løjtnantshjerte, akelejefrøstjerne og staudevalmue.

Stauder, hvor jeg lader frøstande sidde gennem vinteren

Frøstande af de sensommerblomstrende stauder og nogle af tidligt blomstrende stauder såsom løvehale, gasplante, træpæon og sibirisk iris.

Eftersåning i køkkenhaven

Vi har allerede spist første hold ærter, hestebønner, kartofler og jordbær. Dild, kørvel og koriander, der blev sået i april, er ribbet, og næste hold er på vej op. De salathoveder, vi ikke nåede at spise, er gået i stok, og hønsene nyder nu godt af resterne. Der er sået en god blanding af forskellige salatsorter i en så-kasse, så jeg hele sæsonen har nogle, jeg kan plante ud i køkkenhaven, hvor der er opstået huller. Så-kassen med salatspirer står i skygge på nordsiden af annekset, hvor jorden ikke tørrer ud, og hvor der ikke bliver for varmt. Salatfrø vil nemlig ikke spire, hvis det er for varmt i vejret. Sneglene kan derimod godt tage livet af dem, hvis de får adgang til småplanterne. De kan forsvinde på få minutter, hvis ikke de holdes på behørig afstand af snegle. Derfor har jeg en lille hylde placeret et stykke oppe på gavlen af annekset, hvor jeg stiller så-kassen så sneglene ikke kan nå op til dem. 

Jeg har altid gang i 3 hold ærter og hestebønner, der er blevet sået med ca. 3 – 4 ugers mellemrum fra sidst i april til midt i juli. Det forlænger sæsonen. Det første hold ærter og hestebønner er spist, og de næste er godt på vej. Det andet og tredje hold hestebønner blev sået, hvor vi har høstet tidlige kartofler. Kartofler og hestebønner indgår nemlig i sædskifte sammen, og er gode naboer i køkkenhaven, da hestebønnerne fører kvælstof tilbage til jorden, efter de sultne kartofler har taget for sig af retterne.

Når man efter-sår eller planter småplanter ud senere på sæsonen, så er det vigtigt at fastholde sædskifteplanen. Det dur f.eks. ikke at så afgrøder fra skærmblomstfamilien – dild, kørvel og koriander -andre steder end i den sektion, hvor de er planlagt at vokse i den givne sæson. Jeg sår derfor mellem rækker af store planter i skærmblomstfamilien, og trækker dem op, når de er ribbet. Det giver plads til at de nye planter kan vokse sig store.

Det kræver kompost at drive rovdrift på jordens ressourcer

Det kræver et godt tilskud af næring til køkkenhavens bede at drive rovdrift på den måde, jeg gør det. Derfor må jeg give tilbage og tilføre et godt lag velomsat kompost midt på sommeren. Jeg supplerer med gæret brændenældevand og græsafklip. Nogle steder giver det ikke mening at efterså med spiselige afgrøder. Det er f.eks. mellem artiskokkerne og asparges. Her bredsår jeg grøngødning, såsom honningurt, blodkløver og boghvede. Grøngødningsplanter tilfører jorden ekstra kvælstof og de sørger samtidig for, at de næringsstoffer, som allerede er i jorden, forbliver der og ikke udvaskes. 

Afgrøder, du kan så nu og nå at høste i efteråret:

Salat, radiser, dild, hestebønner, rucula, kørvel, spinat, sommerportulak, sølvbeder, fennikel og japanske bladgrøntsager f.eks. mizuna og pakchoi.

Jeg har også haft held med at så ærter, der nåede at blive store, fordi vinteren og frosten først indtog haven i slutningen af oktober. Hvorfor ikke prøve det af, ikke mindst for at kunne høste de lækre sprøde ærteskud.