Squashkage med flødeostecreme

Date
aug, 18, 2021

Man kan hurtigt få for mange og for store squash. Jeg forundres ofte over alt det frugtkød en enkelt squashplante kan producere. Ulempen med dem er, at jo større frugterne bliver, jo kedeligere smager de.

Det er bedst at spise dem, når de er små og faste. Men så skal man også være over planten jævnligt, for ellers løber squashens grokraft fra os, og pludselig er der en lår-tyk frugt på ½ meter. I morges fandt jeg en, der havde gemt sig under et blad. Knap så stor var den, men den kunne bruges i en kage.

Squash er rigtig god i en skærekage, for den gør kagen svampet og lækker. Den tilfører ikke så meget smag, så derfor skal der tilsættes en masse krydderier. Nu er jeg sådan skruet sammen, at jeg skal have noget at tygge på. Jeg har svært ved mad, der er for blødt. Nødder er fortrinlige til at give en crunchy konsistens. I denne opskrift har jeg tilsat hakkede hasselnøddekerner.

Kagen smager henad krydderkage eller gulerodskage. Derfor smøres den med flødeostecreme tilsat lage fra et glas syltede kumquat. Kumquat dyrker jeg i krukke i drivhuset. Man kan også tilsætte flormelis og revet citronskal.

Ingredienser til en lille bradepande

3 æg

300 gram sukker

350 gram revet squash

350 gram mel

2 tsk bagepulver

1 tsk vaniljesukker

2 tsk kanel

2 tsk stødt ingefær

75 gram hakkede hasselnøddekerner

200 gram smeltet smør

Flødeostecreme:

300 gram flødeost

3 spsk. Kumquat sukkerlage

Eller 3 tsk flormelis tilsat 3 spsk. friskpresset citron.

Sådan gør du

Æg og sukker piskes til en luftig æggesnaps. Squashen rives groft. Melet blandes med bagepulver, vaniljesukker, kanel og stødt ingefær. Mel og revet squash røres i æggesnapsen, og de hakkede hasselnødder og smeltet smør vendes i.

Dejen fyldes i en lille smurt bradepande og bages ved 200 grader i 50 – 55 minutter.

Flødeosten røres sammen med sukkerlage eller flormelis og citronskal. Når kagen er bagt og afkølet, smøres flødeostecremen ovenpå. Kan pyntes med syltede kumquats og mynteblade eller lidt revet citronskal.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.