Tarte flambée med blå kartofler

Date
aug, 23, 2021

Tarte flambée er en fransk pizza med en papirtynd bund bagt uden gær. Efter den klassiske opskrift, skal bunden smøres med creme fraiche, toppes med rødløg og bacon og drysses med frisk timian. Det minder ikke om almindelig pizza, for bunden er tyndere og mere sprød, og den smøres ikke med tomatsovs.  

Når jeg tænker tilbage på, hvornår jeg har spist flest tarte flambée i mit liv, er det helt klart på ferier i det franske. På disse rejser har jeg smagt mange andre variationer af fyld end den klassiske med bacon og løg. Særligt husker jeg en variant med svampe og gedeost, der smagte så englene synger.

Nu vil jeg jo helst bruge ingredienser fra haven i mine retter, og jeg har endnu ikke kastet mig ud i at dyrke svampe. Men der var en bagtanke med at dyrke blå kartofler, da jeg lagde dem i jorden i april måned. De skulle på toppen af en tarte flambée. Der er ikke noget så grimt som blå kartofler med brun sovs. Det ser altså ikke ret appetitligt ud, men det gør derimod blå kartofler bagt på en sprød bund smurt med en fed creme fraiche eller mascarpone og drysset med rosmarin.  

Prikken over i’et får man, hvis den bages på en pizzasten i en pizzaovn eller gasgrill ved meget høj temperatur. En varmluftsovn kan også klare det, blot man forvarmer bagepladen eller pizzastenen, for så er man sikker på, at bunden bliver knasende sprød.  

Ingredienser til 4 personer

Bund

350 g hvedemel evt. lidt ekstra til æltning

3 dl. koldt vand

2 tsk. bagepulver

3 spsk. olivenolie

1 tsk salt

Topping

200 g creme fraiche (18 eller 38 pct.) eller mascarpone

Friskkværnet peber i rigelig mængde

Salt

6 – 8 kartofler i tynde skiver

2 løg i tynde skiver

2 spsk. olivenolie

Lidt frisk rosmarin

Evt. friskpresset hvidløg

Sådan gør du

Bunden

Bland alle ingredienser til bunden sammen, gerne i en røremaskine, til den er fin og sammenhængende. Tilsæt evt. lidt mere mel, dog uden at den bliver tør. Pak husholdningsfilm omkring, og lad dejen hvile ved stuetemperatur i ca. ½ time. 

Topping

Rør creme fraiche eller mascarpone sammen med rigeligt med friskkværnet peber og smag den til med salt.

Vask kartoflerne grundigt, for de skal bruges med skræl på, og skær dem i meget tynde skiver. Skær ligeledes løgene i meget tynde skiver.

Tænd ovnen på 250 grader eller gasgrillen på max. Forvarm pizzastenen eller bagepladen, så den er brændende varm, når bundene sættes til bagning. 

Del dejen i to og rul dem ud på et melet bord til to meget tynde bunde. Smør cremen på og fordel først løgene og dernæst kartoflerne i et tyndt lag. Dryp med olivenolie og drys lidt salt over samt rosmarin. Det er en smagssag, hvor meget rosmarin man kan lide. Vi drysser altid rigeligt over inden de bages, og supplerer med lidt frisk rosmarin og presset hvidløg lige inden servering.

Bundene bages én ad gangen i cirka 10-12 minutter i ovnen, og lidt kortere tid, hvis de bages på gasgrillen. 

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.