Ukrudt i haven – eller hvad det nu hedder

Date
aug, 23, 2021

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Ukrudt kaldes planter, der har bestemt sig for at slå rod, hvor mennesker ikke synes, at det er på sin plads. Derfor har disse ”uønskede” vækster fået navnet ukrudt.

Det man nok bedst kan karakterisere ”ukrudt” med, er, at det er overlevelsesdygtige planter, der gror hvor de har de bedste betingelser for at blive livskraftige planter, og kan brede sig via frøformering og/eller rodskud.

Desværre opfatter mange stadig de vilde planter i haven som ukrudt, selvom de både er smukke og ikke udkonkurrerer andre ønskede vækster.

Opfattelsen af, hvad der er ukrudt, og hvad der blot er vilde planter i haven, ændrer sig i denne tid. For det er hot at plante hjemmehørende vilde planter i bedene, og at lade græsset gro i områder af haven. Og så bliver man glad, når man kan se, at der dukker blomstrende planter op. Hvad er så ukrudt, og hvad er ikke?

Det er nemlig oppe i tiden, at man mere og mere dyrker de hjemmehørende, vilde arter i haverne, særligt hvis de bidrager til at styrke mangfoldighed og biodiversitet, for den danske natur er trængt.

Vilde hjemmehørende planter dækker over de arter, som har udviklet sig i Danmark og Nordeuropa igennem millioner af år. Disse plantearter har udviklet et samspil imellem svampe og insekter og andre organismer, som gør, at de er tilpasset hinandens levevis. Mange plantearter er stærkt reduceret eller helt forsvundet, og så forsvinder insekterne. Det er velkendt, at intensivt dyrket land- og skovbrug, sprøjtning og øget udbredelse af invasive plantearter er en trussel mod biodiversiteten i den danske natur, og det bekymrer mange.

Hjortetrøst har sået sig i skovbedet, hvor den får lov at vokse. Den er udbredt i naturen omkring Troense, og har også slået rod i Troensehaven. Jeg har også plantet en forædlet udgave, der er mere mørkerød, men den ser ikke ud til at klare sig så godt som den vilde. Det er tilsyneladende dens foretrukne jord – fed, næringsrig og fugtig.

Ukrudt eller vilde planter

Visse planter, man før kaldte for ukrudt, er nu blevet til attraktive, hjemmehørende planter til haven. Jeg har bl.a. set kærgaltetand, kællingetand, dagpragtstjerne, kulsukker, almindelig knopurt, vejbred, gederams, almindelig røllike og pomerans-høgeurt på salgslister hos velassorterede planteskoler, og de sælger godt.

Hvad der gør, at netop disse planter er gået fra at være ukrudt til attraktive, vilde planter, og ikke andre smukke blomstrende planter såsom almindelig brunelle, muse-vikke og korsknap er kommet med på hitlisten, er mig en gåde. Måske er det fordi de er sværere at styre, eller at de endnu ikke er sat i produktion hos gartnerierne.

Omvendt betragtes f.eks. løgkarse af mange som ukrudt, når planten spreder sig fra naturen og ind i haverne via frøspredning. Udover at løgkarse er en spiselig plante, der smager af løg og karse, så er den værtsplante for sommerfuglen ”Aurora”. Løgkarse tilhører korsblomstfamilien ligesom f.eks. rucola, judaspenge og tallerkensmækkere. Lader man disse planter formere sig, for deres frø spirer villigt selv efter en hård vinter, kan man være heldig, at sommerfuglen Aurora finder vej til ens have. Jeg har hørt en dame sige, at hun aldrig dyrker rucula og tallerkensmækkere i haven, ”for de spreder sig som ukrudt alle vegne”. Altså er køkkenhavens afgrøder blevet til ukrudt.

Forleden gravede jeg et par planter af Lodden dueurt (Epilobium hirsutum) op i mit rosa bed. Hvor den kommer fra, kan jeg ikke huske. Måske har de fulgt med i en potte fra en planteskole, for den er ikke så udbredt i omgivelserne i Troense.

Til gengæld har jeg plantet en forædlet gederams (Epilobium angustifolium ‘Stahl Rose’), der efter sigende skulle være steril, og derfor ikke vil sprede sig så voldsomt i haven via frøformering. Man skal dog holde øje med, at den ikke breder sig uhæmmet med udløbere. Den står nu i det rosa bed og blomstrer samtidig med roserne. Den må gerne danne små grupper, der vokser op i højden. Ukrudt eller ej, den er nu ret fin. Men Lodden dueurt er altså endnu ikke velkommen i haven, så den røg ud. 

Naturen omkring Troense smitter

Bag haven i Troense ligger skov, eng og sø. Her vokser et utal af forskellige vilde planter, som finder sin vej ind i min have. Hjortetrøst, gærdevikke, døvnælde, rød tvetand, pomerans-høgeurt, almindelig knopurt, kællingetand, almindelig røllike, skov-galtetand, skovmærke og meget andet dukker op i haven hist og her.

Vilde planter fra naturen omkring Troense flytter ind i haven. De fleste af dem er meget velkomne, hvor andre har en tendens til at sprede sig uhæmmet. Her står en bræmme af hjortetrøst i kanten af skovsøen.

Når jeg går tur i det nære område, falder jeg ofte i staver over den mangfoldige flora i engdrag, skovbryn, grøftekant, strand og ved søbred. Det er næsten smukkere end en have. Kan man blot blande det hele lidt mere sammen, så ville det være så smukt.

Men inde i haven vokser der planter som hverken breder sig med frø eller udløbere. De trækker sig tilbage og dør, når de livskraftige, hjemmehørende planter vokser ved deres side. Så det er ikke altid let at forene de forædlede haveplanter, hvor mange ikke er hjemmehørende, med naturens overlevelsesdygtige vækster. De var her først, og de tager pladsen. Så må de andre vige. Sådan gik det med et hjørne af haven, hvor jeg lod skov-galtetand brede sig med udløbere. Jeg troede en overgang, at det var en afart af have-betonie, men fandt så ud af, ved at undersøge plantens adfærd og opbygning, at det var den invaderende skov-galtetand. Når jeg ser den, rykkes den op.

Det samme gælder for blæresmelde, som jeg købte på en planteskole, fordi den er så dekorativ med de fine, hvide blomster for enden af en luftig blære. Den bredte sig via frø i det hvide bed, men var til gengæld let at luge væk, modsat skov-galtetand, der bliver ved med at dukke op. Den lyserøde dag-pragtstjerne, der er i familie med blæresmelde, sår sig også overalt i det rosa bed. Men begge planter kan beherskes, og er så fine i selskab med mere kultiverede haveplanter. 

Jeg har dedikeret et bed i haven til naturens planter, hvor de kan få lov at kæmpe om pladsen. Men mange af dem er forædlede udgaver. Gøgeurten har jeg her stående i en vild og en forædlet udgave. Den vilde bliver ranglet og vælter, den forædlede er lavere og har stivere stængler. Sådan er det ofte, når gartnerierne forædler egenskaber frem hos vilde arter, så de f.eks. bliver sterile – som gederamsen, eller har en længere og rigere blomstring, en mere kompakt vækst, eller får en ny farve i blomsterstanden, som hos mjødurten, jeg også har stående i dette bed.

Tolerancen er øget

Jeg kan blot med glæde konstatere, at grænsen for, hvad der betegnes som ukrudt bliver mere flydende i takt med at vores tolerance for, hvad der må vokse i haverne, øges.

Min tolerance er også blevet noget større gennem årene, særligt efter at jeg er begyndt at undersøge planternes sortsnavn, adfærd og betydning for naturen. Faktisk har flere af de vilde arter god indflydelse på jordens beskaffenhed. Planter fra ærteblomstfamilien, herunder kløver, fladbælg, kællingetand og vikke binder kvælstof fra luften, trækker det ned i jorden ved at det udskilles via bakterieknolde på bælgplanternes rødder. Derved øges jordens kvælstofindhold til gavn for andre planter, mikroliv i jorden osv. Derfor har jeg med vilje bl.a. sået rødkløver i områder, hvor jordens beskaffenhed er ringe.

Kællingetand vokser i områder af græsplænen. Planten er kvælstoffikserende.
Den findes ofte i frøblandinger til vejsiderabatter og enge, da den er en vigtig fødekilde, som tiltrækker en lang række insekter, bl.a. sommerfuglen ”Blåfugl”.

Det mest plagsomme ”ukrudt” i haven

I min have er der rigtig meget forskellig ukrudt, eller hvad planterne nu hedder. Egentlig bør man kalde planterne ved deres sortsnavn og ikke som en samlebetegnelse ”ukrudt”. Nogle arter er nemme at luge væk, hvis de har taget plads for andet, andre er så hjertelig velkommen, og må gerne brede sig, som skov-kløver i kanten af mit udpinte skovbed.

Skovkløver i kanten af mit skovbed

Når man spørger haveejere, hvad de opfatter som deres mest plagsomme ukrudt, så nævnes der næsten altid skvalderkål, brændenælder, tidsler, japansk pileurt, snerler og padderokker. De sidste tre er de sværeste at slippe af med, for deres rodsystem er så dybt og forgrenet, at man skal grave helt ned til kineserne, for at få det hele med op. Mange kaster håndklædet i ringen og vælger desværre at sprøjte sig ud af plagen. Heldigvis er det lykkes via kampagner og forbud mod produktion og salg af de skrappeste sprøjtemidler, at mindske forbruget.

Snerler

Jeg må indrømme, at jeg er virkelig træt af snerler, der har invaderet haven i sådan et omfang, at jeg må bruge time efter time på at vikle dem ud af havens andre vækster, der lynhurtig snøres sammen af snerlernes slyngende stængler. Blomster knækker, små sidegrene og blade raspes af. Højt op i træer, rosenstativer og buske slynger de sig, og hvis man ikke er over dem, så kan de dække fuldstændigt som et tæppe og kvæle andre planter. Ja snerler er i min optik ukrudt. Jeg har lært at leve med dem, og har gjort det til en fast rutine at luge snerler, når jeg snakker i telefon. Det er ret effektivt.

Visse planter i haven kalder jeg for ukrudt. Det gælder eksempelvis snerler, der har invaderet haven i et sådant omfang, at jeg bruger flere timer om ugen på at holde dem nede. Her er snerler begyndt at indtage kålbedet, hvor de kravler op ad stokkene og løfter på lerpotterne, der holder insektnettet fast.

Skvalderkål

Skvalderkål er der rigeligt af i hækken mod naboerne. Jeg er heldigvis skånet for at have dem i de fleste bede, men jeg har også været omhyggelig med at luge grundigt for rødder fra skvalderkål, brændenælder og andet ubestemmeligt, da bedene blev anlagt. Skvalderkålens rødder er overfladiske og kan godt renses væk ved at løsne jorden og forsigtigt trevle alle rødderne op. Man skal passe på, at de ikke går over, for rødderne er ret skrøbelige. Blot en lille rod skyder snildt med nye skud.

Jeg har også være omhyggelig med at tjekke, om der fulgte skvalderkålsrødder med stauder, som jeg fik forærende. De kom i en balje med vand, så al jorden opløstes, og så filtrerede jeg de løse rødder fra.

Når jeg designer haver hos folk, rådgiver jeg altid til, at bede flyttes ud i haverummet, og ikke op ad hegn og hæk. For så kan man næsten være sikker på at bruge al sin tid på at luge skvalderkål. De kan holdes nede ved, at man har en bræmme af græs mellem bede og hæk, der slås jævnligt.

Padderokker

Padderokker kaldes også for juletræer, da de ligner et juletræ i formen. De har dybe rødder, der nemt knækker – ligesom toppen gør, og de er derfor umulige at hive op.  De kan bekæmpes ved at stresse dem. Man kan grave dem op, brænde, eller hakke dem væk, og gentage processen. Men man skal have tålmodighed, for de giver ikke så let op.  

Der vokser ikke padderokker hvor vi bor, for de foretrækker næringsfattig jord og jord, der er meget leret, sammenpresset og fugtig. Vores jord er dybmuldet – dog til den lerede side – men meget næringsrig. Her vokser brændenælder og skvalderkål lystigt, og det får de lov til nede i den vilde afdeling og i hækken mod naboerne. Man kan altid se, om ens jord er fed og næringsrig ved at brændenælder trives der. De vokser sjældent på mager og sur jord.

Nyttigt ukrudt

Brændenælder er rigtig gode som gødningsplante, da den indeholder en masse næringsgivende mineraler. Derfor høster jeg af dem, smider dem på komposten, og brygger brændenældevand til flydende gødning.

Man kan sige, at brændenælder således er nyttigt ukrudt. Det er kulsukker også. Udover at være en meget smuk plante, indeholder bladene en masse protein og andre næringsstoffer, der er gode som gødning.

Nytteværdien i ukrudt er også, at de giver føde til insekter, og kan være værtsplante for specifikke arter af f.eks. sommerfugle. ”Almindelig blåfugl” lever f.eks. på kløver, kællingetand og andre planter fra ærteblomstfamilien. De må gerne formere sig i haven, for vi så en lille flok sidde og sole sig i toppen af stråene fra spindehør, og hvor var det smukt.

Det er ikke et særsyn at opleve flokke af humlebier svæve tæt over græsplænen en sommerdag, hvor hvidkløveren blomstrer. Hvidkløver spreder sig med udløbere, der slår rod efterhånden som de vokser. Der findes en masse gode råd til, hvordan de kan begrænses i plænen, for de kommer hurtigt til at dække store områder. Kløver i plænen indikerer, at den er noget udpint. Hvis den ikke er det, vil græsset herske, og kløveren vige. Sådan udkonkurrerer planter hinanden. Når græs vokser langsomt og sporadisk, når det er udpint, og der opstår huller i plænen, så finder kløveren vej dertil, for den har jo evnen at udnytte luftens naturlige indhold af kvælstof til at vokse yderligere. Så den behøver ikke en næringsrig jord for at brede sig.  

Men hvorfor dog fjerne kløveren fra plænen. Det var kløveren, der bevarede plænen grøn, da tørken stod på her i sommers. Og det var kløveren, der gav nektar til humlebierne, da de vågnede op fra vinterhi i det tidlige forår. Og så blomstrer den ovenikøbet til langt hen på efteråret.

I plænen vokser også andre livgivende planter, der giver føde til insekterne – almindelig brunelle, bellis, kællingetand, følfod, ærenpris, glat vejbred og lancetbladet vejbred. Sidstnævnte er vigtig for en række insekter. Larverne af sommerfuglen okkergul pletvinge lever f.eks. af lancetbladet vejbred.

Mælkebøtterne blomstrer i foråret, men jeg begrænser dem dog ved at nappe frøstandene af, så de ikke spreder sig uhæmmet.

Spiseligt ukrudt

Både brændenælder og skvalderkål er næringsrigt, spiseligt ukrudt. Men så meget andet ukrudt i haven er også spiseligt.

Humle vokser fra naboen gennem hækken og finder vej op i kirsebærtræet, hen over pilehegn og kasser med planter. Her sætter den humleblomster, og herfra forsyner den resten af haven med frø, som spirer alle vegne. Jeg opdager først planten, når den vifter med sine lange stængler i toppen af en høj staude, en rose eller en busk. Den er næsten umulig at udrydde, når først den har etableret sig i haven. Jeg lærte her i foråret, da jeg havde besøg af sanker Thomas Laursen, at humleskud er så lækre i retter, hvor de lige vendes på en varm pande med olivenolie, at de fastholder den sprøde konsistens. Humleskud smager fantastisk henad ærteskud.

Mjødurt har jeg plantet i mit grøftekantsbed, for det er så sandelig en vild plante, man ofte støder på i vejkanter og engdrag rundt omkring i Danmark. Jeg har skaffet en forædlet sort med rosa blomster og én med fyldte blomster. Men de kan også spises, både de forædlede og de vilde. De friske skud fra blomsterstængler og selve blomsten, som er knap udsprungen, smager skønt af marcipan. De kan nulres mellem fingrene, lægges i blød i piskefløde i en times tid, fiskes fra og kasseres, og så bruge fløden i en klassisk flødeis.

Nu har jeg skaffet den vilde hvide, som er plantet i et bed bagerst i haven. Så må jeg se, om den breder sig uhæmmet og forvandler sig fra lækker spiselig urt til ukrudt.

Kærgaltetand er begyndt at vokse uhæmmet i køkkenhaven. Hvorfra den kommer, aner jeg ikke. Den danner små, aflange knolde i jorden, der kan spises, og der kommer rigeligt af dem, for de danner rodskud. Både blomst, blade og knolde er spiselige. Planten er også en god biplante, hvor de lyserøde blomsteraks ofte besøges af bier. Kærgaltetand sælges på planteskoler som en spiselig staude, men man skal være over den, for den breder sig. Den får nu lov at vokse under frugttræerne i espalier, og her får den konkurrence fra både storkenæb og prydjordbær.

Almindelig korsknap er en umådelig yndig plante, der har mørkegrønne blade med et blåviolet skær. Den vokser overalt i haven og dækker hurtigt jorden, hvor der ikke gror planter i forvejen. Det er en fin, bunddækkende plante, hvor de smukke, lilla blomster især tiltrækker bier. Vores naboer nede ad vejen klager over denne plantes udbredelse i området, for de har heste, og planten er giftig for heste.

Korsknap kan man også spise. Den er ret aromatisk og smager af en blanding af mynte, salvie og rosmarin. Sankeren Thomas Laursen viste mig, hvordan han gned en håndfuld korsknap rundt på en varm pande med olivenolie, for at sætte smagsspor, inden andre grønne sager kom på.  

Løgkarse og ramsløg er også udbredt i vores område. Skovene er fyldt med løgduft om foråret og skovbunden er først dækket af et grønt og senere et hvidt tæppe. Begge planter har indtaget flere områder i haven. Ramsløgene fik lidt hjælp til det, og jeg skal lige love for, at den kvitterer med skud i hele hækken mod naboen og ind i skovbedet. Vi kan ikke spise os gennem dem og må lade en del blade og blomster stå.

Vild løg tog jeg med hjem fra en grøftekant og plantede dem i mit grøftekantsbed. Nu dukker de op alle vegne. De små løgblomster på toppen af stilken smager så skønt, men skal man undgå at de spreder sig, er det en god ide at klippe frøkapslerne af, så snart de er afblomstret. 

Skovmærke danner også tæpper af hvide, fine blomster i maj måned i skovbedet. De fine små blomster og lancetformede blade kan drysses på kager og desserter, og de både dufter og smager hen ad vanilje og mandler. De har en krybende vækst og breder sig hen over de andre skovplanter i skovbedet, men lader lys trænge igennem. Så der er plads til dem alle.

Skovmærkesnaps lavet af skovmærke der vokser i skovbedet

Invasive arter

Det, der virkelig er ukrudt og en trussel mod den danske natur og havebrug, er invasive plantearter. De kan karakteriseres ved, at det er indførte planter, som fortrænger andre, hjemmehørende plantearter og deres tilknyttede dyreliv. Det forrykker den økologiske balance i naturen i Danmark. De invasive arter har altså ikke oprindelse fra Danmark og indgår ikke i en symbiose med den hjemmehørende flora og fauna. De værste er japansk pileurt og kæmpe pileurt, rynket rose, bjørneklo, sildig gyldenris og kanadisk gyldenris samt glansbladet hæg. 

Japansk pileurt er en af de slemme, invasive arter i Danmark. Den breder sig i naturen og i haverne og fortrænger de hjemmehørende planter. Et plus ved den er, at den kan spises og smager henad rabarber.

Andre planter er på observationsliste over potentielle invasive arter, f.eks. mangebladet lupin, sommerfuglebusk, kæmpebalsamin, vild pastinak og rød hestehov. Sidstnævnte breder sig på skrænterne i den gamle hulvej, der går fra slottet ned mod Troense. Smukke er de, men en plage for landmændene.

Rød hestehov også kaldet skræppeblad er på observationslisten over invasive arter i Danmark. Den vokser typisk i grøftekanter langs landbrugsjord. Her vokser den på skrænter ved hulvejen, der forbinder Valdemars slot med Troense.

Det giver måske mening at skelne mellem, om det er planter, der gør nytte for vores natur, eller om det er planter, der gør skade på vores natur. Måske er det her man med rette kan bruge betegnelsen ”ukrudt”.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.