Blomme-pæremarmelade med hjemmelavet vaniljesukker

Date
sep, 20, 2021

Alting gik lidt for stærkt i dagene op til vi skulle holde læserarrangement i haven for abonnenter af Jysk fynske mediers dagblade. For her skulle være fint, og græsset skulle slås. Det var ret blæsende og samtidig besluttede Reine Claude-blommerne sig for at slippe taget i træet og falde til jorden. I en rygende fart fik jeg samlet blommerne op, inden min mand nåede ind i frugthaven med havetraktoren. Jeg ville hellere lave mos af blommerne i en gryde, end at de blev til mos på plænen.

Efter blommer er plukket i så moden en tilstand som disse, rådner de meget hurtigt, hvis de bare står i en skål på køkkenbordet. Der går et par dage længere før de rådner, hvis de opbevares i køleskabet. Men jeg besluttede nu alligevel at koge marmelade på dem sammen med pærerne, der også var faldet til jorden. Når frugt modner og falder af træerne, så skal man være på pletten inden fugle, snegle og insekter får gnasket dem alle i sig.

Derfor kogte jeg marmelade i nattens mulm og mørke. Næste morgen delte min mand og jeg et helt glas på friskbagt franskbrød (fra bageren dog), for blomme-pæremarmelade er noget af det bedste vi ved.

I denne variant har jeg tilsat vaniljesukker. Det har jeg altid på lager, for når jeg bruger friske vaniljekorn skrabet ud af en vaniljestang, klipper jeg stangen i småstykker og gemmer den i et syltetøjsglas fyldt med sukker. Så står det der og trækker. Når glasset er fyldt, blender jeg sukker og vaniljestang til vaniljepulver, sigter de groveste dele fra og bruger pulveret i kager, desserter og marmelader. Det smager nu bedre end vaniljesukker man køber færdiglavet i supermarkederne.

Ingredienser

2 kilo blommer – gerne krydrede blommer såsom Reine Claude eller Sveskeblommer

1 kilo pærer

1 kilo sukker

3 tsk hjemmelavet vaniljesukker eller korn fra 1 stang vanilje

Sådan gør du

Blommerne deles og stenene tages ud. Pærerne skrælles og skæres i både. Blommer og pærer kommes i en dyb tykbundet gryde og koges langsomt op. Så tilsættes sukkeret og vaniljen og koges godt mørt under hyppig omrøring, så det ikke koger fast.

Når blommer og pærer er møre, blendes frugten med en stavblender. Det er ikke altid nødvendigt at tilsætte geleringsmiddel. Men er marmeladen for tynd, så tilsættes det efter anvisning på brevet.

Marmeladen kommes i skoldede glas, der er skyllet med atamon. Man kan også undlade atamon, og i stedet fryse marmeladen ned i små portioner, der tages op og spises hurtigt. Det er ikke noget problem, skal jeg hilse og sige.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.