Den lange vej fra hørfrø til trøje

Date
okt, 11, 2021

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Jeg har nu i en sæson været tilskuer til, hvordan man fremstiller garn af spindehør – fra såning af hørfrø til at der ligger en kurv fuld af garnnøgler klar til at blive strikket til en trøje. Det har været fascinerende at følge den omfattende opgave, som min nabo Hanne har lagt for dagen, for det kræver både tid, tålmodighed, viden og kræfter at nå hertil.

Hør er et fascinerende materiale udvundet af planten spindehør Linum usitatissimum. Hørfrø er meget olieholdige. Det betyder, at de er ret holdbare og kan opbevares i årevis uden at miste spireevnen.

Når hørplanten laves til garn og efterfølgende linned, så er det også yderst holdbart. Man har fundet spundne tråde, knyttede net og vævede stoffer i Schweiz, der stammer 8000 år tilbage. I Egypten har man ved fund af mumier fra før vores tidsregning, opdaget, at de var spundet ind i linned vævet af hør. Hør er således blevet dyrket i alle dele af verden, også i Danmark.

Hør var et eksklusivt materiale.

Hørlinned blev før i tiden betragtet som eksklusivt, og noget der kun var tiltænkt fine folk. Det var ikke noget, fattigfolk havde adgang til. Eksklusiviteten lå i, at der var meget håndarbejde og tid bundet til at producere stof – fra frø til vævning. Det blev ikke så meget brugt til beklædning, men man vævede duge, viskestykker og sengetøj af det.  I vikingetiden anvendte man dog hør som beklædning til de fineste vikinger, der rangerede højest i hierakiet.

På vores breddegrader var det Sverige, der var de førende inden for hjemmedyrkning af hør – fra frø til linned. Hør dyrkes stadig i landbruget i Sverige, men planterne bliver sendt til Kina til videre bearbejdning.

I dag er det mere almindeligt at bruge hør i beklædning, og hør er blevet allemandseje. Det er blevet ret moderne, for det er let, luftigt og behageligt at have på. Derfor har Hanne valgt den lange vej fra såning af frø til fremstilling af hørgarn, fordi hun vil strikke sig en trøje. Hun er nemlig også dybt optaget af processen, og det kan jeg så godt forstå.   

Det rigtige frø

Der findes mange forskellige hørfrø. Jeg har selv en pose med staude-hørfrø, jeg har indsamlet fra egne hørplanter i haven. Men de dur ikke til spindehør. De har for korte stængler med for mange sidekviste, og så er de for tynde.

Man skal bruge frø af en sort, som er forædlet til at give lange, lige stængler. Vil man selv kaste sig ud i produktionen, så skal man søge efter det latinske navn Linum usitatissimum. Stænglerne kan blive op til 130 cm for de længste, målte Hanne.  

Frøene har hun købt på Hørvævsmuseet på Krengerup, hvor der sælges frø af spindehør i 10 grams poser. Hanne købte 4 poser sidste år – dvs. 40 gram. Det rakte til at tilså 4 kvm i hendes køkkenhave, for der var ikke plads til mere. Det blev til 150 gram hørgarn, der rakte til et fint tørklæde. Men de 40 gram frø blev til 400 gram frø sidste år, og det kan jo blive til mange tørklæder eller en trøje, som planen er i år.

Derfor lånte Hanne et stykke jord i hobbyhaven, og såede 250 gram frø. Resten har familien spist, for frø af spindehør kan faktisk spises. Det er dog ikke ensbetydende med, at de hørfrø, man køber i butikkerne som fødevare bliver til spindehør. Det er en helt anden sort som kun dyrkes til konsum.  

Hørren står tæt i bedet i hobbyhaven foran naboens hus, hvorfra de kan holde øje med planternes vækst og modenhed til høst.

Jorden

Spindehør skal dyrkes i en jord, der ikke er for næringsrig. Jorden i hobbyhaven var tidligere græsplæne, så vi tilførte lidt kompost til jorden. Græs tærer meget på næringsstofferne i jorden, og lidt kompost skulle der til, for at give hørplanterne en god start.  

Jorden blev løsnet og renset for ukrudt. Desværre er vi ret plaget af snerler, som kunne luges væk i starten, men som hørplanterne voksede op, var det næsten umuligt at frigøre de lange stængler for snerlernes omklamrende vækst. Det betød, at der var nogle hørplanter, der blev kasseret.  

Såning

Der blev sået sidst i april. Vi havde lidt nattefrost i starten, men det gjorde ingen skade. Frøene var dog længe om at spire, fordi der ikke var faldet ret meget nedbør i april og derfor var jorden tør. Men efter at regnen silede ned i starten af maj, spirede frøene på livet løs.

Hanne såede lidt tættere end sidste år, for hun havde opsnuset, at svenskerne sår lidt tættere. De siger at hørren skal stå trangt for at blive langt! Jo længere hørren er, jo flere spindefibre får man ud af produktionen. Derfor såede hun 18 gram pr. kvm, hvor hun før såede 10 gram pr. kvm.

Pasning

Hørren blev slet ikke vandet i hele vækstsæsonen, ej heller i den tørre sommer, vi havde med sparsom regn. Hør er altså ret tørketålende, kan vi konstatere. Der skulle løbende luges i bedet for tidsler og andet ukrudt, men ellers passede hørren sig selv.

Det får mig til at tænke på, at hør må være en bæredygtig tekstil at fremstille, for spindehør kræver ingen vand, ingen gødning, ingen sprøjtning og afkastet er ret godt ift. arealanvendelsen. Trods det dyrker man ikke længere spindehør i Danmark. I Sverige sender man den til Kina for at blive bearbejdet. Årsagen må tilskrives den langvarige og ressourcekrævende fremstillingsproces, der ikke kan betale sig, hvis det skal foregå her på vores side af kloden. 

Høst og tørring

Da de nederste frøkapsler begyndte at blive brune, høstede Hanne hørren. Det var 95 dage efter såning, og således i slutningen af juli. På det tidspunkt var stænglerne finest, og havde endnu ikke udviklet alt for grove stængler.

Når Hanne høster hør, er hun lidt hårdhændet ved de stakkels planter, for hun ”rusker” dem op. Det kalder man det i hør-fagsprog, når man med håndkraft trækker planterne op af jorden. Det er nemlig vigtigt at få roden med op, for den skal blive på planten. Hvis stråene knækker ved rodbasis, går der de forkerte bakterier ind i stænglen, der ødelægger dem, så de ikke senere kan forarbejdes.

Stænglerne bundtes og hænges til tørre, hvor det lufter lidt. Det kaldes ”vejring”. Det foregik på Hannes terrasse, hvor de kunne hænge hele gelænderet rundt. Dekorativt var det.

Afrensning for frø

Da hørren havde tørret en uges tid, blev frøene fjernet fra stænglerne, det kaldes ”at knevle”. Her brugte man tidligere et redskab kaldet en ”knevle”. Men Hanne er smart og brugte forhåndenværende redskaber – to river, et babybadekar, nogle skruetvingere og et gammelt lagen.

Hun trak bundterne igennem rivetænderne og hev og sled, for frøene sad godt fast. Da jeg kiggede på, tænkte jeg, at Hanne godt nok lægger nogle kræfter i, og at stænglerne er ret stærke. De forblev intakte, sikke et stærkt materiale.

Frøene blev lagt til tørre i et fad indenfor i et rum, hvor der var lunt og tørt. Efter ca. 14 dage var frøene helt tørre. Så tog Hanne en kagerulle fra køkkenskuffen og knuste frøskallerne, så frøene blev frigivet. Først blev de sigtet gennem et dørslag for at sortere de groveste stængler og frøskaller fra. Dernæst blev de strøet ud på en bageplade og stillet ud i haven en dag, hvor det blæste lidt. Så klarede blæsten arbejdet for hende, og pustede de fine skaller væk.

Frøene opbevares i en papirspose et mørkt, tørt og køligt sted. Hos Hanne er det i spisekammeret, for hun er så heldig og fremsynet, at de byggede sådan et, da huset blev renoveret.  Jeg gad godt eje et spisekammer til opbevaring af alt vores hjemmedyrk.

Stænglerne lægges til rødning

Rødning er en slags kontrolleret forrådnelse af stænglerne. Fidusen er nemlig, at de stive dele af stænglerne skal mørnes, så de senere kan fjernes. For det er kun de fine spindefibre i stænglerne, der skal bruges til garn. De er nemlig bløde. Udenpå stænglen er der grovere fibre, der kan sammenlignes med bark, som efter rødning skal fjernes. De kan næsten smuldres af i småstykker.

Processen kaldes også for ”dugrødning”, fordi stænglerne lægges ud på græsplænen i et tyndt lag, så de kan suge dug og væde til sig. Så går de rigtige bakterier fra græsplænen i forbindelse med stænglerne og starter rødningsprocessen. Her ligger de i ca. tre uger afhængig af vejr og vind. En gang om ugen vendes de, så græsset får kontakt med begge sider af stænglerne.

Når man kan se, at spindefibrene begynder at titte frem fra stænglerne som små flitsbuer, og når stænglen let kan knækkes over, så skal rødningsprocessen afbrydes. Det er en noget nervepirrende proces at rødne hør, for den skal afbrydes på det rette tidspunkt. Afbryder man den for tidligt, kan man ikke skille spindefibrene fra stænglen. Afbryder man den for sent, så bliver spindefibrene ødelagt, og alt arbejdet er spildt. Så det er ikke en god idé tage på ferie i perioden, hvor man rødner hør.

Tørring af stænglerne

Som små ballerinaer på plænen stod hørstænglerne flettet sammen som neg og tørrede. Hør-neg kaldes egentlig kapeller. Der er mange nye ord at lære, når det drejer sig om produktion af hør, må jeg konstatere.

Så står kapellerne der og lufter et par dage til de er tørre. Der var drama i haven i disse dage, for vi fik blæst og regn, og de små ballerinaer røg ind i tjørnehækken, skvattede sammen og blev våde. Hanne for ud og fangede dem ind, placerede dem i drivhuset, hvor de stod og sundede sig, til de var tørre. Hun tog negene ind i huset et tørt sted, og så tog Hanne på ferie.

For først nu kan man lave resten af processen, når man har tid. Om hun tog på en jordomrejse, ville ikke gøre den store forskel, for hørren bliver aldrig for gammel til brydning.

Brydning, skætning og hegling

Det lyder næsten som en kamp, når hør skal brydes og det er ikke helt forkert. I gamle dage var det karlene på gården, der brød hør, for det kræver muskler og vedholdenhed. Hanne er stærk, men hun måtte alligevel bryde hørren af flere omgang med gode pauser ind imellem.

Når man bryder hør, hakkes stænglerne mellem træstykker, så de groveste fibre knækker. En del af dem falder af under brydningen, men der sidder stadig en masse tilbage mellem de lange smidige spindefibre. Så helt i mål er man derfor ikke, så nu skal hørren skættes. Det gør man ved at skrabe resterne af de grove fibre af stænglerne. I gamle dage havde man en skættehånd til at gøre det med, men Hanne gik i skuret og fandt en tapetspatel, der er lige så effektiv. Den er af plastic og knap så køn som de originale redskaber. Man behøves ikke alt det gamle udstyr for at forarbejde hør.

Nu skal spindefibrene hegles. Det kan sammenlignes med, når man karter uld, men der er dog nogle forskelle. Man bruger flere hegler. Hanne har skaffet sig fire gamle hegler, der består af lange søm banket igennem brædder, og hvor der er forskellige afstande mellem sømmene. Først hegles hørren igennem på den groveste hegle og til sidst den fineste. Først nu er spindefibrene renset helt igennem for både grove stængelrester og korte fibertråde. Måske er det herfra at udtrykket ”man bliver heglet godt igennem” stammer fra.

Førhen bandt man hørren i såkaldte ”dukker”, det vil sige, at den bundtes så den faktisk ligner dukker med et lille hoved på toppen og skørtet forneden. Hanne binder flere dukker sammen i bundter, så de næsten ligner små blæksprutter. Det er virkelig dekorativt. I gamle dage bandt man dukkerne sammen som kranse og hængte dem på væggene, mest for at prale med sin velstand. Så hang de der, indtil man havde tid til at spinde de fine hørtråde til garn. Det var typisk efter jul, som var den travleste periode på gården næst efter høst.

Fremstilling af garn

Når vinteren kommer, og der ikke er travlhed i haven, tager Hanne rokken frem og begynder at spinde hørfibrene til garn. Det tager lang tid, og der bruges mange timer, dage og uger ved rokken.

Når garnet er spundet, putter Hanne det i en gryde med vand på komfuret, og holder det på 70 grader. Her simrer garnet i soda og sæbespåner i en times tid. Soda og sæbespåner gør nemlig garnet blødt og lækkert.

Vi vil også være nået til april næste år, før Hanne er i mål. Garnbundterne lægges til blegning ude i forårssolen, der i april og maj er skarp. Så er Hanne klar til at strikke sin trøje, og så kan hørfrøene, der blev høstet sidste år, komme i jorden.

Et frø bliver til en trøje

Det er så fascinerende, at man kan så et lille frø i haven og ende med at få tøj på kroppen. Det tager et helt år fra start til slut. Hvis man skulle købe en hjemmedyrket trøje af hør, og betale en pris for den omregnet i timer der brugt med en mindsteløn på 130 kroner, så ville den være ubetalelig. Den vil have en værdi på 40.000 kroner, for Hanne har brugt lidt mere end 300 timer på hele processen – fra frø til strikket trøje.

Men det er jo ikke for at få tøj på kroppen, at Hanne gør det. Fornøjelsen og fascinationen ligger i processen. Jeg har stået på sidelinjen og fulgt med, og vil give hende fuldstændig ret.

Hørrens egenskaber

  • God kvalitetshør absorberer og frigiver fugt hurtigere end alle andre tekstiler.
  • Hør kan absorbere en stor mængde fugt (op til 20 % af sin egen vægt) uden at det føles fugtigt og ubehageligt. Derfor er den et oplagt valg til sengetøj og håndklæder.
  • Hørren føles meget behagelig at røre ved. Den føles dejlig varm om vinteren og frisk og kølig om sommeren.
  • Hør har en meget god termoreguleringsevne. Den er 5 gange så høj som uld og 19 gange så høj som silke. Ifølge nogle undersøgelser sveder man 1,5 gange mindre, når man har hørtøj på i sammenligning med bomuld. I koldt vejr er hørren også fantastisk til at holde på varmen.
  • Hør har en naturlig antiseptisk evne. Det betyder, at hverken mikrober, bakterier eller svampe kan lave om på den. Derfor er den i mange generationer brugt til håndklæder, lagner og viskestykker.
  • Hør er allergivenlig og fremkalder ikke allergiske reaktioner.
  • Hørstof har en glat, fnugfri overflade.
  • Hørtekstiler bliver smukkere og blødere efter hver vask. Vi kender alle til gamle hørduge, som bare er blevet flottere med tiden.
  • Da hørfibre er meget lange og længere end andre fibre, er kvalitetshør et meget stærkt og nærmest uopslideligt stof, som har en meget længere levetid end bomuld. Dog kan konstant krølning og foldning i skarpe folder det samme sted resultere i brydning af hørtråde.
  • Hør er resistent mod møl og tæppebiller.
  • Hør har en naturlig evne til at modstå snavs og pletter.
  • Hør reducerer UV stråling til næsten det halve og er derfor en god beskyttelse mod UV-stråling.
  • Hørtøj har ingen statisk elektricitet.

(Kilde: Køng Museums Støtteforening)

oktober 18, 2021

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.