I skoven tæt på hvor vi bor vokser et tudsegammelt spisekastanjetræ. Det er over 100 år gammelt og står i kanten af skovstien. Det har en pudsig snoet stamme, som om at den har skruet sig op i lyset under store skyggende træer. De mange piggede skaller som ligger spredt ud over stien vidner om, at det er en spisekastanje der vokser her. Sidste år fyldte jeg lommerne med store, tykke spisekastanjer – i år var det noget sparsomt med antal og størrelsen på dem. En lille håndfuld blev det dog til, og jeg bestemte mig for, at de skulle indgå som ingrediens i et brød.
Kastanjer er lidt søde og dessertagtige, så jeg hev en meget gammel opskrift på et havrebrød frem fra gemmerne. Det er et lidt tungere brød bagt med havregryn, smør, mælk, æg og sukker. Det ikke er det sundeste brød at spise, men det smager fantastisk. Hvorfor ikke prøve at tilsætte lidt vitaminer til det i form af spisekastanjer.

Ingredienser til et brød
75 gram smør
3 dl letmælk
50 gram gær
1 spsk salt
2 spsk rørsukker
2 æg
125 g havregryn
100 g bagte kastanjer
500 – 600 g hvedemel
Sådan gør du
Skær et kryds i toppen af kastanjerne og bag dem i ovnen ved 200 grader i 25 minutter. Lad dem køle af inden skallen pilles af.
Lun mælken, smelt smørret i den og mærk efter om blandingen er håndlun (37 grader). Opløs gæren i mælkeblandingen og tilsæt salt og rørsukker.
Pisk æggene i og bland havregryn, groft hakkede kastanjer og det meste af hvedemelet i og rør rundt. Tilsæt lidt efter lidt resten af melet eller nok til, at dejen er smidig. Stil den til hævning tildækket et lunt sted i en times tid.
Tag dejen op, ælt den igennem igen – evt. med lidt ekstra mel – form den til et aflangt brød som lægges i en brødform. Efterhæv dejen i ½ time og pensl med æg eller fløde. Bag brødet ved 200 grader i en halv time.