Vintertid er kransetid, for her kommer stedsegrønt rigtig til sin ret, når det bruges sammen med blomster og bær. Mange nåletræer har blågrønne nuancer og giver et køligt udtryk. Det er kønt at bruge små runde bær sammen med stikkende kviste af f.eks. gran og ene, og at tilføre lidt farve med blomster, der ikke mister farven, når kransen tørrer ind. Det gælder f.eks. statice.
Denne krans er bundet tæt omkring en stor halmkrans. Der er sammensat små buketter af bl.a. gran, lilla statice og bær fra japansk liguster, eller blød ene, hvid statice og dadelgrene. Thuja og ceder er hentet frisk i haven og brugt som fyld i kransen.
Det er brugt til kransen
Stor halmkrans
Ståltråd
Gran
Blød ene
Thuja
Ceder
Dadelgrene
Bær fra japansk liguster (bemærk at bærrene er giftige)
Hvid og lilla statice
Sådan gør du
Materialerne til kransen klippes til mindre kviste. Vær opmærksom på, at kransen bindes tæt, og at for lange kviste gør den mere løs og busket i udtrykket. Ståltråden bindes fast til toppen af halmkransen. Så tager jeg tre forskellige materialer og laver en lille buket, som jeg vikler fast til halmkransen. Så tager jeg tre andre materialer og vikler den fast til halmkransen over den første buket. Der går tre buketter til at dække en bane på forsiden af kransen. Sådan bliver jeg ved, til jeg er nået hele vejen rundt.
Ståltråden hæftes bag på halmkransen, og der laves en lille lykke til at hænge kransen op med.
Husk at vaske hænder for bær fra liguster er giftige.