Plads til børn i haven

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

”Der skal være plads til børnenes leg i haven”, hører jeg ofte forældre sige, når jeg skal hjælpe med et design af deres have. Men der må godt skærmes af for den grimme trampolin, og så skal havearbejdet ikke være så omfattende, at det tager al tiden fra børnene. Forældrene har nemlig travlt med at opbygge karriere og dyrke sport og andre fritidsinteresser, så det er vigtigt at haven ikke bliver en stressfaktor.

At dyrke haven er blevet en trend med uderum, der fungerer som en forlængelse af boligen, og med en tydelig, sammenhængende stil mellem inde og ude. Men det kan ikke stå alene, viser det sig, når man får åbnet op for havedrømmene. Der skal altså både være et smukt design og en masse blomster og mangfoldighed af liv i haven med fokus på biodiversitet. Man skal også kunne høste egne grønsager, bær og frugt og plukke masser af buketter ind til vaserne. Høns er hyggelige at have gående frit omkring, og så kan man få æg. Det er sjovt for børnene at have kaniner i bure som man kan flytte rundt med på græsplænen, og så må bålstedet og brændestablerne heller ikke mangle. For her kan man bage vafler, poppe popcorn, smelte skumfiduser på pinde og bage snobrød. Måske er der plads til et shelter bagerst i haven, så hele familien kan sove ude under åben himmel hele sommeren.

Kan man få det hele i en pakke og samtidig få et moderne familieliv til at fungere? Hvor kan man eventuelt gå på kompromis, hvis ambitionerne bliver for høje?

Haven som nyt land der skal indtages

Jeg har besøgt børnefamilier, der har bygget nyt hus på en byggegrund efter at have boet i lejlighed med trang plads. De ønsker mere plads og luft omkring sig med egen have, som de kan indrette helt fra bunden. Andre har købt et ældre hus, som de renoverer, og hvor haven stort set bliver ryddet, så de kan starte forfra med at skabe et hjem, der mere matcher deres stil og levevis. Nogle flytter til en nyere villa med en helt bar græsplæne omgivet af hæk. Fælles for dem alle er, at haverne betragtes som nyt land, der skal indtages og gøres hyggelig og anvendelig for både børn og voksne, for de har tænkt sig at bruge meget tid derude.

De fleste unge forældre har ikke erfaring med at dyrke have, men er dog vokset op i et hjem, hvor haven var en naturlig del af deres barndomsliv. Her er der tilsyneladende blevet sået et frø, som nu skal få lov at spire og gro i en have skabt i deres eget billede, og som matcher nutidens trends. Forældrene ved ikke på forhånd, hvor meget arbejde, der kan ligge i at holde en have, hvis ambitionerne er store.

Et realistisk haveliv

Det første jeg gør, når jeg besøger børnefamilierne, er at få en snak om, hvilket hverdagsliv man forestiller sig skal udfolde sig i haven. Flere ting er på spil i denne samtale, blandt andet hvor meget plads der skal afsættes til legeredskaber, boldspil, trampolin og kæledyr, så det kan forenes med en smukt designet have. Et andet tema er, hvor meget overskud man har til at passe haven. Er det noget man er fælles om, eller ligger ambitionerne mest hos den ene? Betragter man havearbejde som et stykke arbejde der skal gøres, eller er det noget rekreativt, der giver ro og et afstressende tilflugtssted fra job og karriere? Og så handler snakken også om tid, økonomi og fysik inden vi kaster os ud i at drøfte designideer til havens rum.

En velfungerende have

Hvad der er en velfungerende have for den ene børnefamilie, ser helt anderledes ud for den anden, og det handler dybest set om, at havens indretning matcher ens ambitioner, så den bruges og nydes af både børn og voksne.

Min erfaring er, at når det lykkes bedst, så er det når man har en mere afslappet indstilling til havedesignet fra start af, hvor man har sænket ambitionerne om en forbilledlig, smuk have, og hvor alt ikke står knivskarpt og er hysterisk farvekoordineret. Det kan man vente med at udleve til man har draget sine første erfaringer som haveejer. Når børnene er blevet større, er der også mere tid til havearbejde. Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke kan anlægge hyggelige haverum fra start, som man kan falde i staver over og gå på opdagelse i.

Uformel og børnevenlig

Da mine drenge var små, havde jeg anlagt en fin stor prydhave med en plæne i midten omgivet af blomstrende staude- og rosenbede. De elskede at spille bold lige der, og jeg var konstant på stikkerne, når legen gik for vildt for sig, og når boldene røg ind i bedene med drengene efter. Eller når de stak midt igennem et bed som smutvej, fordi det faldt dem naturligt. Så var jeg efter dem, og sendte dem om på den anden side af huset, hvor det var knap så hyggeligt, men hvor de kunne lege vildt, spille bold, grave huller og bygge huler. Det varede dog sjældent længe, for prydhaven var som en elastik. Kort tid efter var de der igen. 

Prydhaven var designet med flere mindre rum og læ-givende hække, træer, dufte og farver. Lige bagved lå køkkenhaven med adgang til bær og frugt. Her var siddepladser og små terrasser. Hvorfor skulle de vilde, legende drenge sendes væk fra denne perle af et sted på grunden. Jeg fortryder den dag i dag, at jeg ikke sænkede mine have-ambitioner og gjorde denne del af haven langt mere børnevenlig. For det kan sagtens forenes at have smukke bede med blomster, køkkenhave, bærbuske og gemmesteder, hvor børnene kan gå på opdagelse, lave huler, lege vildt og fordybe sig.

Hvis jeg skulle gøre det om

Tænk hvis børn og voksne med ro i sindet kan betragte haven som en stor legeplads, hvor børnene ikke skal være bange for at skyde en bold ind i bedene eller skyde genvej gennem dem i legens fordybelse. Og hvor forældrene samtidig kan udleve sine drømme og eksperimentere med urter, grøntsager og blomster i alverdens farver og former. Hvis denne drøm skal udleves, ville jeg gribe det helt anderledes an i dag.

Indret et vildt område

Jeg ville starte med at definere en central del af haven til et ”vildt” område, hvor der er plads til rod, vild leg, boldspil, legeredskaber, bålplads, kaniner og hvad man ellers finder på. Her kan græsset stå højt, laves kvasbunker, graves huller og bygges huler. Er det et sted, hvor der er et naturligt krat, så ville jeg lade det vokse sig tæt og næsten uigennemtrængeligt, så der kan bygges huler inde midt i det.

Området skal være i nærheden af huset og terrasser, så forældrene ikke føles for langt væk. Hvis man gerne vil skærme for ”rodet”, kan man gøre det til et særskilt rum afgrænset af en lav hæk, så forældrene stadig kan kigge over og følge med, hvis ikke lige at man selv deltager i børnenes leg. Senere kan man lade hækken vokse sig høj, når børnene er blevet store, og gerne vil have fred med vennerne for forældrenes nysgerrige blikke. Så er det måske tiden, at legeredskaberne fjernes, trampolinen graves op, og man i stedet etablerer en sænket bålplads i hullet, hvor den stod. Måske står shelteret der allerede, men ellers vil det være et hit at få det sat op.  Man kan tænke langsigtet og plante frugttræer og bærbuske, hvis ikke de allerede står der. For hvis kræfterne er til det, kan dette rum ende med at blive en kombineret frugt- og bærhave, køkkenhave og skærehave, når der senere i livet bliver mere tid til at passe den.

Få højbede kan ikke erstatte en køkkenhave

Hvis jeg skulle vælge om, ville jeg have indskrænket prydhaven og i stedet lægge energien i køkkenhaven, hvor der blev dyrket afgrøder og smukke blomster til vaserne.

Børn elsker generelt at være med til at dyrke køkkenhaven, særligt hvis de får deres egne bede og kan dyrke egne grønsager, bær og blomster. Hvis der er plads til et drivhus, og der anlægges en terrasse i køkkenhaven, så bliver det et helt særskilt rum, der i den grad inviterer til ro, fordybelse og eksperimenter. Her kan indtagelse af måltider flyttes hen, og man kan putte de små under det beskyttende glastag i drivhuset.

Min erfaring er, at et kompromis med at dyrke lidt grønsager i et par højbede placeret tilfældigt, aldrig bliver særlig kønt og velintegreret i haven. De står bare der med lige skarpe kanter blandt alt det frodige, eller på en bar græsplæne og ligner kasser der er dumpet ned fra himlen og landet et tilfældigt sted. Man skal tænke sig godt om, når man integrerer højbede i en have. Ofte udvikler de sig til kasser med ukrudt, for hurtigt er radiserne og gulerødderne spist op, og så står græs og mælkebøtter højt i dem.

Dyrkes der ikke i sædskifte, så lykkes man heller ikke særlig godt med f.eks. ærter, persille, dild, gulerødder og kartofler, der gror i samme højbed år efter år. For så opstår der jordtræthed, hvis ikke jorden skiftes ud. Og det er både unyttigt, dyrt og tidskrævende. Ideelt set fungerer en køkkenhave bedst, hvis der sættes god plads af til den, så man kan rotere afgrøderne mellem flere højbede i et sædskifte. I så fald skal man brænde for det, for afgrøderne skal passes med vanding, kompost, såning, prikling og høst.

Sænk ambitionerne med prydhaven

Jeg ville også have været realistisk og kun anlægge prydbede, jeg kunne overskue at passe og fornøje mig med. Det ville være bede anlagt tæt på huset og terrassen eller rundt i haven, hvor man naturligt passerer, så man kan nyde blomsterne tæt på.

Det er en god idé at tilplante bedene tæt og med mange planter sammen i grupper, så jorden dækkes helt. Bedene kunne gøres uformelle og lidt vilde ved at beplante dem med robuste planter som ikke går til, hvis der drøner en trehjulet cykel igennem med et barn på og en bamse på ladet. Jeg ville lære at se gennem fingre med, at kanterne ikke er helt lige skåret, og at der dukker en masse selvsåede blomster op, såsom akelejer, valmuer, morgenfruer, tallerkensmækkere og andre skønne slags. De spirer kun der, hvor der er huller i bedet, og så hjælper de endda til med at dække jorden og hæmmer ukrudtet.

Inddrag børnene tidligt i havearbejdet

Jeg ville have væbnet mig med større tålmodighed og inddraget mine drenge tidligere i havelivet med de gøremål, der knytter sig til havearbejdet. Det kræver ekstra tid og opmærksomhed på processen og fordybelsen i havearbejdet og knap så meget på resultatet.

Jeg er overbevist om, at jo tidligere man starter, jo større er chancen for at børnene finder glæde ved udelivet, og begejstres over planter, insekter, krible krable livet i jorden, omsorgen for planterne, håndtering af redskaber og det, der ellers knytter sig til en have.  At finde tid til at fordybe sig i at se små frø spire, som ender med at blive en 2 meter høj solsikke, og forundres over hvor alt det plantemateriale kommer fra. Eller når et frø lægges i jorden og ender med at blive til ærter, der både kan spises, tørres og komme i jorden igen, spire og blive til ærter, som kan spises. Det sker ikke i løbet af en eftermiddag, men tager et par år, og det kræver tid og tålmodighed. Måske er det noget, vi alle har godt af at indrette os efter. Sætte tiden i stå for en stund, fordybe os, vente og finde ro.