Denne opskrift på hjemmelavede kartoffelchips er ret banal. Man tager blot et mandolinjern og snitter kartoflerne så tyndt som muligt og frituresteger dem ved høj varme til de begynder at poppe op få farve.
Men så banalt behøver det ikke at være. Her op til nytårsaften må man gerne skrue lidt op for ekstra spas og smag. Jeg gravede de mest farvestrålende kartofler op fra køkkenhaven. I år har jeg dyrket ”Blå Congo” og ”Lily Rose” der giver blå og pink kartofler. De er ikke så kønne med julens brune sovs, men er til gengæld ret dekorative i salater og friteret som chips.
Smagen er peppet op med hjemmelavet kryddersalt tilsat rosmarin, citronskal, peber og sort trøffel. Det giver en dejlig umami smag med salt, surt, stærkt og sødt.
Kartoffelchipsene bliver serveret nytårsaften som snack.

Ingredienser:
Kartofler f.eks. Blå Congo og Lily Rose. Almindelige hvide kan også bruges
Smagsneutral olie
Kryddersalt
100 gram groft middelhavssalt
1tsk. friskkværnet peber
3 stilke frisk rosmarin
Revet citronskal af 1 usprøjtet citron
1 sort trøffel fintrevet
Sådan gør jeg
Kryddersaltet laves først. Frisk rosmarin hakkes til plukfisk i en minihakker. Hæld derefter groft middelhavssalt i, og blend kortvarigt, så saltet stadig er groft, men er blevet mikset godt med rosmarinen. Det får en smuk grøn farve. Citronskal rives fint og blandes sammen med saltet. Peber kværnes i.
Saltet hældes ud på en bageplade med bagepapir, og tørres i ovnen ved 100 grader varmluft i en halv time. Det vendes et par gange.
Tag det ud og køl det ned. Riv trøffel fint og rør det sammen med saltet.
Skræl og snit kartoflerne til meget tynde skiver på en mandolinjern. Læg dem straks i koldt vand, så de ikke bliver brune. Lige inden de kommer i frituren, skal de dubbes tørre med et viskestykke.
Varm smagsneutral olie op ved høj varme i en gryde med stor overflade. Jeg bruger en sauter-gryde. Når olien er rygende varm, kommes et lag kartoffelskiver i. De er færdige når de bobler op og bliver gyldne i kanten.
Læg dem på fedtsugende papir, og drys straks med kryddersalt.