Hvad laver bierne om vinteren?

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Endelig stødte jeg på biavleren, der har bistader stående i skovbrynet tæt på, hvor vi bor. Det var i starten af oktober, hvor biavler Torben Pedersen var i gang med at hælde et eller andet stads ned i bistaderne. Endelig kunne jeg stille ham alle de spørgsmål, som efterhånden stod i kø vedrørende hobbybiavl, for det er ikke så sjældent, at jeg støder på Torbens bier i min have. Et af mine spørgsmål til ham var; hvad laver bierne egentlig om vinteren?

Bierne i min have

Fra tidligt forår til langt hen på efteråret har bierne nemlig travlt med at samle nektar og pollen i min have. Jeg har regnet ud, hvor de som regel søger hen, for her er der blomstrende planter som forsyner bierne med nektar og pollen. Udover honningbierne er der flere arter af vilde bier og humlebier i haven. Ikke at forveksle med de stribede fluearter såsom svirrefluer eller hvepse, klæge og gedehamse, som mange over en kam også kalder for bier. De er her også og mæsker sig.

Honningbierne klynger sig sammen i bistadet

De vilde bier, herunder humlebierne bor enten nede i jorden, i hule træstammer, i mur og hulrum på bygninger og andre steder, hvor der er plads til en bi-familie.

Honningbierne betragtes derimod som husdyr, der skal huses og passes af biavlere, og som giver igen med honning, der høstes flere gange i sæsonen.

Nu hvor det er vinter, og temperaturen for det meste er under 10 grader, holder honningbierne sig indenfor i bistaderne og kommer ikke ud. De kan ikke klare kulden, for der skal være minimum 10 grader, før de viser sig uden for bistadet.

For at holde varmen her i vinterperioden samler de sig i en rund klynge inde mellem tavlerne i bistadet. Inde midt i klyngen er der så varmt som på en hed sommerdag med temperaturer på 30 – 32 grader. Det gælder om at være inderst, hvis man er en kuldskær honningbi, for uden på klyngen er der kun ca. 10 grader, men varmt nok til at de klarer sig.

Når det bliver forår, og solen kommer længere op på himlen og kaster sine varmende stråler ned på bistaderne, så kommer honningbierne frem og begynder at søge efter nektar og pollen. Jeg har mødt dem i haven i marts måned siddende dybt begravet i blomsternes tragter på himmelblå russisk skilla, erantis, vintergækker, krokus og påskeklokker, hvor de suger nektar. I marts blomstrer også piletræerne og hassel, og her har de travlt med at samle pollen, som de bringer hjem til bistadet.

Bistaderne gøres vinterklar

Da jeg mødte biavleren Torben i starten af oktober måned, var han midt i at gøre bistaderne vinterklar. Efter den sidste høst af honning i august måned, begynder forberedelsen til næste års biavl, for her har Torben tømt depotet af honning i bistaderne, og så skal bierne skal have noget at leve af gennem vinteren. 15 kilo sukkervand går der til hver bi-familie i løbet af efteråret, så det var det stads jeg så ham hælde ned i bistaderne for sidste gang i starten af oktober måned. Hver bi-familie består i oktober måned af ca. 40.000 bier, som skulle deles om sukkervandet. I højsæsonen midt på sommeren var der 60.000 bier i hver familie. De 20.000 døde, for flere var slidt op af at hente nektar og pollen, og dronerne var udsultet og kasseret.  

Til næste sommer er de igen 60.000 bier i hver familie, for der bliver hele tiden udklækket nye. Dem der udklækkes i efteråret, lever længere end dem, der udklækkes i foråret eller om sommeren. De såkaldte vinterbier lever længere, fordi de opbygger et forråd af proteiner inde i deres kroppe, som forsyner dem hele vinteren med næring, så de kan overleve til næste forår. Bierne har simpelthen indtaget så meget føde, at de kan starte en ny familie med 60.000 medlemmer. Det bidrager Torben til ved at fodre dem med sukkervand fra august til oktober. Men fra da af skal de passe sig selv.

Bi-familiens hierarki

Hvis jeg var et medlem af en honningbi-familie, ville jeg nok vælge at være den der slider sig ihjel ved at samle nektar og pollen. Det er arbejderbiernes funktion, hvor de fleste er hunner, der ikke har udviklet sig til at kunne formere sig. Man skulle mene, at dronningen sidder højt på strå, men hvilket ufattelig kedeligt liv hun har, vil jeg mene.

Hannerne kaldes droner og laver ikke et ærligt stykke arbejde. Ikke fordi de er unødvendige, men deres eneste funktion er at befrugte dronninger. Dronningen begiver sig kun uden for bistadet én gang om året for at blive befrugtet. Det sker første gang 6 dage efter, at hun er klækket og allerede er blevet kønsmoden. Befrugtningen sker i luften et vilkårligt sted deroppe. Det kaldes en dronning-samleplads, og her sker der ting og sager. For straks samler der sig sværme af droner fra forskellige bistader, også bistader fra andre steder end Torbens. Det er ret smart, for når de blander sig forskellige steder fra og befrugter dronningen, så undgås indavl. Dronerne sidder altså derinde i bistaderne og venter bare på fest og ballade, når dronninger fra forskellige bistader i omegnen begiver sig ud.

Efter befrugtningen flyver dronningen tilbage til bistadet og sidder derinde og lægger æg 24-7. Hun kan lægge 2000 æg om dagen.

De fleste biavlere udskifter dronningen efter 2 år, for derefter går ægproduktionen som regel ned. Hun kunne ellers leve i 5 – 6 år, hvis hendes livscyklus fulgte naturens gang. I naturlige bistader uden en biavlers indblanding er det arbejderbierne, der fremavler dronninger. De udvælger nogle larver og fodrer dem med et specielt sekret, der gør, at larven udvikler sig til en dronning. Hvis dronningen ikke længere er så leveringsdygtig i æg, så kasseres hun, og der opfostres en ny dronning.  

De fleste biavlere køber en ny dronning hos en dronningeavler. Honningbier er som sagt husdyr og behandles og passes som husdyr. Gennem dronningeavlen forædler man dronningerne, så de har de allerbedste egenskaber. Det kan sammenlignes med planteforædlingen, hvor der fremavles egenskaber såsom forlænget blomstringstid, sygdomsresidens, farver, former og størrelser. Hos bidronninger bedømmes de bedste egenskaber efter afkommets sværmtendens, temperament, evne til at udrense cellerne i bistadet, sygdomsresidens, hvor gode de er til at slæbe døde bier ud af bistadet, hvor gode de er til at samle nektar osv. Alt dette gives videre som arveegenskaber til næste hold bier. 

At være en arbejderbi

Arbejderbier gennemgår også et bestemt livsforløb. Efter udklækning af æg fra larve til bi har den et stramt livsforløb. Første opgave de nyklækkede arbejderbier har, er at rengøre cellerne for pupperester, hvor der er udklækket larver. Det bruger de de første 3 dage på. Man må sige, at de lærer at rydde op efter sig selv tidligt i livet. Først derefter får de lov at spise. De æder løs af pollen og nektar i 3 – 5 dage, så de bliver stop mætte. Når de har slået mave, udskiller de på 6. – 10. dag fodersaft, som de fodrer ynglen – dvs. larverne og dronningen med. Fodersaften er yderst næringsrig, og kaldes for Gelé Royal. Man kan faktisk købe Gelé Royal eller såkaldt Bidronningeføde som kosttilskud i helsekostbutikker. Det skulle være særdeles sundt.

Arbejderbierne har endnu ikke set verden udenfor, for der er stadig en masse gøremål i hjemmet, hvilket kræver energi og kræfter.  De modtager derfor nektar fra de andre arbejderbier, der allerede er i fuld gang derude i det fri. Den nektar de modtager bearbejdes og placeres i tavlerne, som sidder inde i bistadet. I bearbejdningsprocessen tilsætter arbejderbierne enzymer til nektaren, så det bliver til den honning vi kender, og som biavleren høster flere gange i sommersæsonen.

Så står næste opgave klar for den travle arbejderbi. Hun bliver for en stund en bygge-bi. Hun sveder voks via vokskirtler og bygger bi-tavler på livet løs. Nu er der gået 18 – 20 dage siden hun blev til en bi, og sidste job inden hun skal ud at flyve er at være vagt-bi. Hun skal forsvare bistadet mod udefra kommende farer. På dette tidspunkt er honningbiens giftproduktion højest, så ve den, der forsøger at trænge ind. Dette er en kortvarig opgave, der forløber over et par dage. Fra 21. dag til sin død flyver arbejderbien ud og henter nektar og pollen. Afhængig af vejr og vind samt andre lurende farer derude lever hun fra 30 – 60 dage.

De arbejderbier, som lever i september, har også til opgave at skille sig af med de dovne droner. De stopper med at fodre på dem med nektar og pollen, og så smider de dem til sidst på porten.

Bistaderne er placeret i udkanten af skoven

Bistaderne er placeret i udkanten af skoven i en lysning mellem læ-givende træer. For meget træk vil afkøle bistaderne, og for meget skygge vil ikke tilføre tilstrækkeligt lys, der kan varme staderne op. For meget sol er heller ikke godt, for så koger det derinde på en solrig sommerdag.

Bierne flyver først ud af bistadet, når de kan mærke solens varme om morgenen. De står op med solen, for der skal indsamles en masse nektar og pollen. Det er en 7 dages arbejdsuge med kun lidt hvile, så der er ikke noget at sige til, at de bliver slidt hurtigt op.

Bistaderne er placeret lige her i lysningen, blandt andet fordi der er vand i nærheden. Der ligger en lille sø og et vandløb tæt på, og i nærheden vokser ahorntræer, der er en god nektarkilde samt pil, der er en særdeles god pollenkilde i det tidlige forår. Lidt senere på foråret blomstrer frugttræerne i de gamle haver i Troense, og blomstrende lindetræer står langs gaden ned mod skoven. De er fyldt med duftende, forførende lindeblomster. På markerne tæt ved har bondemanden sået raps, der står skrigende gult og lokker bierne til. Honningbierne bidrager således til, at planterne bliver bestøvet.

Hen over foråret og sommeren sidder arbejderbierne med snablen langt nede i blomsterne i haven og vælter sig rundt i pollen i valmuerne, der vokser rundt omkring i mine staudebede. Først besøges de forårsblomstrende løgplanter, anemoner og påskeklokker, så lander de i vorterod, mælkebøtter, kløver og kællingetand, der kommer op alle vegne i græsplænen – til stor glæde for bierne i øvrigt. Så springer stauderne og sommerblomsterne ud i skærehaven, og her summer det af bier. Her er både de vilde bier, humlebier og honningbier. Her skal de ikke flyve ret langt mellem blomsterne, før der er gevinst.

Biernes territorium

”Hvor langt vil en bi flyve efter nektar og pollen”? – var et af mine spørgsmål til Torben. En bis territorie afhænger af koncentrationen af nektarkilder i nærheden af bistadet. De flyver rask væk 100 – 500 meter og indsamler fra blomst til blomst. Men hvis der er en rapsmark længere væk, kan de godt komme helt op på 5 kilometer for at hente nektar i rapsmarken. Arbejderbierne slider og slæber, så det er med at være smart, så de ikke slider sig ihjel før tid. De kan godt regne ud, at i rapsmarker skal man ikke flyve så langt mellem hver blomst, og så betyder de 5 kilometer ikke så meget i det samlede regnestykke. Bierne vurderer altså, hvor effektiv indsamlingen er, dvs. hvor meget nektar der kan indsamles pr. tidsenhed. Og så tager de hensyn til vind og vejr samt kvaliteten af den nektar, de indsamler. Jo højere sukkerindhold den har, jo bedre er den, og så er den værd at flyve længere efter.

Sukkerindholdet varierer nemlig mellem de forskellige arter af blomstrende planter, og derfor er der nogle, der er mere tiltrækkende end andre. I min have kan jeg se, at de er vilde med æbleblomster, kornblomster, honningurt, solhat, russisk mandstro, sankthansurt og hjortetrøst, for at nævne nogle.

Koncentrationen af pollen er lige så vigtigt som nektaren, for den indeholder protein og bruges til at fodre larverne med. Når jeg kigger på honningbierne i haven, så har de tykke gule poser siddende på siden af kroppen. Det er pollen, som de slæber med sig hjem til bistadet.

Bifamilier der sværmer

Sidste sommer sad der en stor bisværm oppe i et af æbletræernes krone. Torben fortalte mig, at det skal jeg ikke blive forskrækket over. Sværmningen sker når der er pladsmangel i bistadet. Så tager dronningen afsted med ca. en tredjedel af bi-styrken. Familien er simpelthen blevet så stor, at dronningen ikke kan styre bierne ved hjælp af ferromon, som er det sekret hun udskiller gennem fødeudveksling, og som er hendes måde at styre bi-familien på. Bierne kan derved mærke, at der er en dronning i familien. Hun udskiller også hormoner, som fortæller, at hun er dronning, og så følger de hende.

Det er en fascinerende oplevelse at se en bisværm. Inden bierne sværmer, har de fyldt sig med honning, og derfor har de ingen grund til at gå til angreb og stikke nogen på deres færd. Man skal derfor ikke være bange for at blive stukket.

Bisværmen slår sig ned kort tid efter den har forladt bistadet. De udsender spejderbier som leder efter et varigt sted at bo. Det kan være en hulmur, tagskæg eller et hult træ. Vi kan således sagtens have honningbier boende i haven et eller andet sted, hvor der er et hulrum stort nok til en familie. Sværmen flyver ikke tilbage til bistadet, men vælger i stedet at bo et andet sted. Som regel henter biavleren dem hjem, hvis altså han ved hvor sværmen er.  

Man kan kontakte Biavlerforeningen eller finde biavleren med stader i nærheden, hvis man ser en sværm.