Jeg er glad og beæret over, at jeg i samarbejde med Danske Havecentre og anlægsgartner Stougaard Anlæg og Pleje skal designe en af de 8 showhaver på CPHgarden 2022. Det er en spændende udfordring at designe en have på få kvadratmeter, som gerne skulle kunne (næsten) det hele.
Jeg glæder mig til at vise den frem, og forhåbentlig møde dig en af dagene på CPHgarden. Det er et stort arbejde at forberede og bygge en showhave op, så jeg har reduceret Åben Have arrangementerne i Troense i år. I stedet må du tage til Ballerup og se “min” lille pop-up have der, og opleve Danmarks største havefest. Der er meget spændende på programmet.
Det er Haveselskabet der står bag CPHgarden, som afholdes fra den 30. juni til den 3. juli. Billetter er til salg nu. Du kan læse mere om CPHgarden og bestil billet her: https://cphgarden.dk/
Jeg glæder mig over at samarbejde med Danske Havecentre, der er den danske brancheorganisation for havecentre og planteskoler. Læs mere om dem her: https://www.danskehavecentre.dk/om-danske-havecentre
Sammen med anlægsgartner og stifter af Stougaard Anlæg og Pleje – Tobias Stougaard er vi i fuld gang med at få detaljerne på plads til den store opgave med showhaven. Det kræver kreativitet, påhitsomhed, sublime materialer og ikke mindst godt håndværk at stable en have på benene på få dage, så den fremstår flot og indbydende. Du kan læse mere om Stougaard Anlæg og Pleje her: https://www.stougaardaps.dk/