Omkring komposten bagerst i haven står vintergækkerne i tætte klynger. Her er både enkelt- og fyldte vintergækker, som breder sig under hasselbuske og på diget omkring kompostbunken. Det ser så smukt ud med de lysende hvide, nikkende blomster, og det ville være ærgerligt, hvis jeg ikke kunne se dem fra vinduerne i huset. Gennem årene har jeg derfor delt dem og taget lidt klumper af vintergækker med op til havens bede tæt på huset. Det ser ikke ud til at begrænse deres evne til at brede sig. Tværtimod er det godt at dele- og tynde ud i dem, når klumperne bliver for store og kompakte.
Jeg har været dernede igen og gravet vintergækker op til at plante i små lerpotter. De stilles ind i stuen for at pryde der, og senere planter jeg dem ud i haven.
På toppen af hver lerpotte har jeg fastgjort en krans bundet af birkegrene. En enkelt ranke af efeu er snoet med og danner et frodigt og naturligt udtryk som i et vinterligt bed i haven. Potterne har jeg arrangeret på et aflangt fad af irret kobber.
Vintergækkerne kan stilles køligt om natten, f.eks. udenfor, hvis der ikke er frostvejr. Så kan de holde blomstringen længere.