Nu er der efterhånden så mange forskellige påskeklokker i haven, at det store zinkfad kan fyldes med dem. Hver og en er forskellige og bedårende smukke.
Det er en ret nem buket at lave og vældig dekorativ at have stående på bordet, så man kan kigge på alle de forskellige nuancer, former og mønstre på kronblade og fine støvdragere.
Ude i haven nikker de fleste påskeklokkers blomster, så man skal ned på knæ eller hen og løfte op i dem, for at se hvordan blomsten ser ud indeni.
Jeg plukker også blomsterhoveder af georginer og roser, når de er i sæson. Det er mest for at sammenligne dem med hinanden. Det er et fantastisk skue at se den store forskel på sorterne inden for den samme planteart.
Påskeklokkerne holder ikke så længe som georginer og roser. Men så må man nyde dem så længe det varer.
Man tager blot et fad med vand, nipper hovederne af og placerer dem så de blandes godt mellem hinanden efter farve, om de er fyldte eller enkeltblomstrende, størrelser og mønstre.