Under rabarberklokkerne vokser rabarbernes stængler, men de er endnu ikke store nok til at jeg vil høste dem. I fryseren fandt jeg en stor pose med rabarber fra sidste år, og det er oplagt at bruge dem nu. Jeg er vild med rabarbermarmelade, men det har jeg også frosset ned fra sidste år, hvor jeg syltede en masse, da vi var i overflod af rabarber.
Jeg vælger derfor at lave rabarbersaft. Meget blev det ikke til, så for at strække de skønne dråber, blev en del af saften brugt til rabarbershots med ingefær. Rabarber og ingefær passer så godt sammen, for så kombinerer man det søde med det sure og det stærke.
Ingredienser
500 g rabarber
1 liter vand
200 g sukker
Saft af 5 limefrugter
Kornene fra 1 vaniljestang
Frisk ingefær til shots.
Sådan gør du
Rabarbersaft
Rabarber, vand, sukker, vaniljekorn og limesaft blandes sammen i en gryde og koges i ca 10 minutter indtil rabarberne splatter ud.
Tag gryden af komfuret og lad saften trække imens den køler af.
Sigt saften og hæld den på rene og skoldede flasker.
Rabarbershots
Fortynd rabarbersaften med vand, så den stadig smager kraftig men ikke som ufortyndet saft. Riv ingefæren fint og bland det i, så det fylder ca. ¼ del af saftens mængdefylde. Lad det trække i mindst en time på køl. Jeg hælder det i en mindre flaske, så jeg har det stående i køleskabet i nogle dage. Flasken rystes inden den hældes op og nydes kold. En god og sund start på dagen.
