Hvad gør jeg med alle de forspirede planter?

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Som sædvanligt har jeg forspiret alt for mange sommerblomster. Det giver mig hvert år pladsmangel både inde og ude, og også skrupler. For jeg kan ikke nænne at skille mig af med overskydende planter. Det er ikke så meget antallet af hver sort, men lige så meget antal sorter, der går hen og bliver et pladsproblem.

Jeg har af bitter erfaring lært kun at forspire lidt af hvert, og så gemme de resterende frø til næste år. Der sås derfor tyndt i potterne, så hvert frø kan udvikle sig optimalt. Det giver en god start, og så kan man undgå at beskadige de små rødder, når småplanterne prikles om.

Det er nemt nok at få frøene til at spire, men hvordan skal småplanterne passes og plejes frem til, at de er klar til at blive plantet ud i haven? I denne artikel vil jeg give mine tips til at få flotte, kraftige planter. Hellere få og stærke planter end flere og svage.

Undgå at småplanterne overvandes

Det største problem er, at man nemt kommer til at overvande spirerne. Jeg har prøvet at give dem en ordentlig sjat vand ovenfra, hvis jeg kan se, at jorden er blevet tør. Så begynder spirerne at blive gule og så dør de. Det skyldes at de er blevet angrebet af forskellige typer svampe, der vækster uhæmmet i potten og angriber småplanterne. Svampe er overalt – i jorden, på potten, på ens fingre når man sår, eller på selve frøene. Svampene angriber småspirerene, især hvis der er for vådt. For de kan svømme rundt i potten når der står vand og angriber de små planter. Så det er med at undgå at overvande – og især fra oven. Derfor står mine potter i bakker, som jeg hælder vand i og lader jorden suge den væde til sig, så jorden kun lige er mættet. På denne måde fordeler vandet sig jævnt, og der optages ikke mere vand, end jorden kan absorbere. Resten hældes fra. Hellere jord til den tørre side end sjaskvåd jord. Hellere hyppigere vanding med lidt vand end det modsatte.

Jorden må dog heller ikke tørre ud. Efter såning dækkes potterne med plast, så fordampningen formindskes.

Lys

Jeg benytter et østvendt vindue til forspiring. Her står solen ikke ind hele dagen, hvilket får det hele til at koge under plastikken. Det kan nemlig tage livet af enhver lille spire. Lige så snart spirerne viser sig på jordoverfladen, tages plastikken af.

Udfordringen ved at så inde i vindueskarmen er, at der ikke er nok lys. Så bliver planterne ranglede. Derfor får de ekstra lys. Også selvom potterne efter fremspiring flyttes til et sydvendt vindue. Lys er nemlig det vigtigste for at man lykkes med sine småplanter. For lidt lys gør dem ranglede, fordi de vil strække sig efter lyset. For at udvikle kompakte planter skal der være den rette balance mellem lys og varme. Selv i en sydvendt vindueskarm er der ikke tilstrækkeligt lys i forhold til stuetemperaturen. Her i april er der ved at være godt med lys, men da jeg såede de fleste frø i marts måned, har det været nødvendigt at supplere med vækstlys. Jeg slukker ikke for vækstlyset før småplanterne flyttes til drivhuset.

Hvis jeg havde et køligere og lyst rum i huset med en konstant temperatur på 14-15 grader, så var de flyttet derind efter fremspiringen, hvilket ville være ideelt. Men det har jeg ikke, så jeg må ty til vækstlys.  

Jo varmere rummet er, jo større er behovet for en ekstra lyskilde, og her skal man bruge specielle vækstlamper til formålet. En almindelig lyspære dur ikke.

Prikling

Når rodsystemet er så robust, at de kan tåle at blive skilt fra hinanden, tynder jeg ud i småplanterne. Et godt tidspunkt er, når planten har udviklet 2 – 3 bladpar, for så er rodsystemet også veludviklet. I påsken priklede jeg de første planter om. Det var dem, som var de første til at udvikle blivende blade efter kimbladene. Kimblade er det første bladpar, som viser sig. De er som regel runde. Efter kimbladene kommer de blivende bladpar, der ser forskellige ud alt efter plantesort.

Jeg prikler om for at småplanterne får plads nok til at udvikle sig. Står de for tæt i potterne, er der ikke plads nok til at de kan få et solidt rodnet, som er nødvendigt for plantens vækst, når de flyttes ud i køkkenhavens højbede.

Nu udvælger jeg de bedste og største planter og kasserer resten, hvis der er for mange. Da der skal være plads til dem alle indenfor i vindueskarmene, skal jeg beregne, hvor mange planter jeg har plads til. Det er noget af et planlægningsarbejde at udregne antal sorter, der kan være plads til og antal planter af hver sort.  Jeg bruger en målestok for sommerblomster, der angiver 5 planter pr. række på tværs af et højbed med en bredde på 120 cm. Jeg vil hellere have mange forskellige sorter end få og mange af hver.

Jeg skal ende med at have 5 store, forgrenede planter, som jeg kan plukke løs af til buketter gennem sæsonen. Det er nemlig sådan, at jo mere man plukker, jo flere blomster sætter planten. 5 planter vil forsyne mit behov.

Jeg prikler om i flamingokasser med god afstand mellem planterne. Der prikles lidt flere planter, end jeg har brug for. For så løber jeg ingen risiko, hvis nogle går til undervejs. Det er ikke så sjældent, at nogle knækker undervejs, og det vil være ærgerligt ikke at kunne fylde en hel række ud.

Jeg bruger stadig så- og priklejord, for de små planter kan stadig ikke klare alt for næringsrig jord.  

Så- og priklejorden skal være lun og fugtig, så jeg prikler om i drivhuset på en lun dag. Forinden er jorden vandet godt igennem og har sat sig.

Småplanterne skilles forsigtigt fra hinanden og her kommer kimbladene til sin ret. De bliver brugt som håndtag, jeg tager fat i, når planterne skal flyttes over i flamingokassen. Stænglerne er stadig ret skrøbelige og kan tage skade, hvis man holder om dem. Der er på dette tidspunkt, at de kan finde på at knække.

Flamingokasserne stilles i bakker og flyttes tilbage til huset, hvor de står lunt til sidst i april, hvor temperaturen er mere stabil, og de kan flyttes ned i drivhuset.

Planterne knibes

At knibe småplanter af sommerblomster betyder, at man fjerner topskuddene. Det får dem til at forgrene sig, så planten på sigt bliver mere busket. Så får man også flere blomster at plukke af, og så passer regnestykket med de 5 planter i en række i højbedet.

Man kniber topskuddet af lige over et blivende bladpar. Der sidder nemlig knopper i bladhjørnerne ved de blivende blade. Knibes topskuddet af, begynder disse knopper at udvikle sig. Et skud bliver således til to skud, og så kan man ovenikøbet knibe dem en gang til senere, når de nye skud har udviklet bladpar. To kan blive til fire, som kan blive til otte. Men så er jeg allerede stoppet med at knibe, for ellers får man alt for lave og kompakte planter, og så bruger planten al sin energi på at udvikle stængler og blade fremfor blomster. Jeg synes også, at det er smukkere at have højere planter, som kan svæve over bedet, end lave ubevægelige planter, som man ofte ser i planteskoler som udplantningsplanter eller krukkeplanter. Man må prøve sig frem og se, hvad der dur for en.

Nogle kan knibes – andre kan ikke

Nogle planter egner sig godt til knibning – andre mindre godt. De planter, som ikke egner sig til knibning, er dem, hvis blomsterstængel bryder fra en roset, f.eks. valmuer, solsikker, gulerodsblomst, håret solhat, riddersporer, vinget hindebæger og russisk hindebæger.  En mælkebøtte bryder såmænd også fra en roset, men den vil man nok ikke forsøge sig med at knibe.

Til gengæld kniber jeg altid latyrus, zinnia, georgine, stolt kavaler, løvemund, kinesisk forglemmigej, studenternelliker og sommerfloks.

Det forunderlige er, at knibning sker helt af sig selv, når man plukker løs af blomsterne gennem sæsonen. Jo mere man plukker, jo flere blomster får man. Men så skal man huske at plukke blomsten lige over et bladpar, som når man kniber imens småplanterne vokser op, for det er jo her at de hvilende knopper sidder, som vil skyde med nye blomsterstængler.

Sommerblomster, der vokser op fra en roset som hos f.eks. russisk hindebæger, forgrener sig ikke ved høst, men bliver bare ved med at sende blomsterstængler op fra bunden af planten nede i jordniveau.

Planterne afhærdes

Inden de forspirede sommerblomster plantes ud i haven, skal de langsomt vænnes til et liv udenfor. Det kan være barskt for den lille plante at blive rusket af vinden, at klare skiftende temperaturer, at få stærkt sollys på bladene og ikke at lægge sig fladt ned efter en ordentlig regnskylle. Derfor skal de afhærdes.

Første skridt er, at jeg stiller dem ned i drivhuset fra sidst i april måned og lægger fiberdug hen over planterne. Det holder både på varmen og afskærmer mod solens stærke stråler. 

Når det er ved at være varmt nok i vejret til, at de kan plantes ud i haven, skal de vænnes til livet udenfor. Det gør jeg ved at stille planterne udenfor om morgenen, og tage dem ind om aftenen. De første dage giver jeg dem kun et par timer udenfor om formiddagen, og så kommer de tilbage i drivhuset ved middagstid. Gradvist øger jeg timerne, for til sidst at lade dem stå et par dage fra morgen til aften.

Så plantes de ud på rad og række i højbedene. Her står de hele sæsonen mellem ærter og bønner, gulerødder og persille.

Lav flere planter af topskuddene

Topskuddene, man kniber af, kan genbruges ved at stiklingeformere på dem. Det kan man også gøre i løbet af sæsonen, hvor toppen af sommerblomsterne knibes af med det formål at lave flere planter. Det sker ret ofte, at venner og familie gerne vil have en stikling af en given sommerblomst. Og så er det jo fint at kunne knibe et stykke af en af dem, og derved videregive blomsterglæde.

Stænglen stikkes i en rengjort potte med fugtig så-og priklejord, og der trækkes en gennemsigtig plasticpose henover for at skabe et fugtigt klima omkring stiklingen. Der laves dog et par små huller i plastikken, så der ikke bliver for fugtigt. Potten stilles i skygge.

Når man kan se små hvide rødder komme ud af bunden af potten, prikles planterne om i næringsberiget pottejord, eller man planter dem ud i haven.