(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)
De planter, jeg forbinder mest med en cottage-have, er pæoner. Pæonerne blomstrer samtidig med riddersporer, roser, storkenæb og andre klassiske stauder. Netop denne sammensætning forbinder jeg med en gammeldags have fyldt med romantik og landsbyidyl.
Denne romantiske landsbyidyl har vi forsøgt at skabe langs med træhuset i vores sydvendte have. Her er plantet flere slags pæoner: de tidligst blomstrende bonderoser, træpæoner og de lidt senere blomstrende silkepæoner. Både bonderoser og silkepæoner har jeg bragt med mig fra tidligere haver, og de stammer fra mine bedsteforældre og forældres haver. Det siger noget om, hvor holdbare de er, for de kan leve meget længe og klare mange flytninger, delinger og skiftende vejrlig. Jeg vil derfor betegne pæoner som en af de mest robuste og nemme planter, man kan dyrke i sin have.
Holdbarheden
Jeg talte engang med en nybagt haveejer om pæonernes robusthed. Hun havde fjernet nogle gamle fliser på en terrasse i forbindelse med et huskøb, for hun ønskede at reducere terrassen og få mere bed. Hun fjernede stabilgruset, som fliserne var lagt i, og tilførte en masse jordforbedring, som hun havde købt i et havecenter. Året efter begyndte flere forskellige pæoner at spire. Der havde således ligget et lager af rødder dernede under fliser og stabilgrus og bare ventet på at få lov til at vokse igen og blomstre.
Pæoner har tykke, kødfulde rødder, som godt kan minde lidt om georgineknolde. Under terrassen har de ligget tørt dybt nede i jorden, som var de lagt på lager i en kølig kartoffelkælder. Den eneste trussel mod pæonernes overlevelse er for meget væde, der kan få rødderne til at rådne.
Pæoner kan man faktisk finde i meget gamle haver som de eneste overlevende fra fortiden.
Pæoner blomstrer, når de løftes op
Havde haveejeren ikke vidst, at pæonerne skulle graves op fra dybet og plantes i det øverste jordlag, ville hun aldrig have set en blomst. Der skal kun være ca 3 cm jord over knolden. Nogle kan opleve, at pæonerne pludselig stopper med at blomstre og undrer sig over hvorfor. Jeg har oplevet det efter nogle år, hvor jeg bare har strøet kompost på jorden i det tidlige forår og på denne måde dannet et for tykt lag oven på rødderne. Så var der ikke andet at gøre, end at grave dem op og omplante. De sprang et års blomstring over, men har så leveret rigeligt de efterfølgende år.
Forskellen på pæoner og bonderoser
Jeg bliver ofte spurgt hvad er på bonderoser og pæoner. For de ligner jo hinanden på en prik.
Silkepæoner og bonderoser er ikke den samme plante. De tilhører den samme slægt, Paeonia, men det er to forskellige arter.
Bonderosens latinske navn er Paeonia officinalis. Silkepæonens latinske navn er Paeonia lactiflora.
De er begge pæoner og er sammenlignelige i udseende. Silkepæoner stammer oprindeligt fra Asien, og bonderoser stammer fra Mellem- og Sydeuropa.
Forskellen er også, at bonderoserne blomstrer tidligere i maj – juni. I foråret sender de lidt tykkere grønne stilke op af jorden, og deres blade er matte. Silkepæonerne sender rødlige stilke op af jorden i foråret, og deres blade bliver mere skinnende.
Bonderoserne bliver ca. 60 cm. høje. De mest kendte sorter af bonderoser er ”Alba Plena”, ”Rosea Plena” og ”Rubra Plena”, der alle har store og fyldte blomsterhoveder. Jeg har dem alle i haven og har erfaret, at hvis ikke de får en staudeholder som støtte, lægger blomsterstilkene sig hen ad jorden. Når det regner, fyldes de med vand og bliver så tunge, at de ikke kan holde sig selv oppe, selvom stilkene er ret tykke.
Silkepæonerne findes i mange forskellige sorter. De er blevet forædlet i en uendelighed, så der nu findes mange hybrider med mange forskellige navne og udseende. Flere er navngivet efter, hvad deres form og farve ligner. Der er den koralfarvede ”Pink Hawaiian Coral”, den rosa/cremefarvede ”Sorbet” og den gullige ”Cheddar Cheese”. Silkepæoner er meget forskellige. Flere er enkeltblomstrende såsom ”Tango”, andre fyldte og næsten runde i formen såsom den hvide ”Duchesse De Nemours”, og nogle er tofarvede som ”Bowl of Beauty”, der er pink i kransen omkring en midte, der er cremegul. Kært barn har mange navne, for silkepæoner er bare så lækre, at man næsten spiser dem øjnene.
Jeg blev betaget af pæoner, da jeg læste havebogen om Tasha Tudors have. Hun var en ældre, amerikansk dame, som boede på østkysten af Amerika. Klimaet der kan sammenlignes med vores, så hun dyrkede meget de samme planter, som man finder i de gamle haver på vores breddegrader. Hun dyrkede pæoner i overflod. Billederne fra bogen er overvældende med floder af store, voluminøse blomster, der stod tæt. Hun havde favnen fuld af dem og puttede dem i vaser. Så betagende smukt.
Jeg kan godt forstå, at især den sarte rosa ”Sarah Bernard” i mange år har været den mest populære silkepæon til buketter. Den er både smuk i knop med de fine røde åretegninger og i blomst, der er stor og fyldig. Som alle de andre silkepæoner dufter denne kraftigt, sødt og dejligt. Bonderoserne dufter ikke af ret meget, men til gengæld brillierer de med en tidligere blomstring, der hvor man allermest trænger til det.
Knopperne hos Sarah Bernhard er næsten finere end blomsten. De er kuglerunde og har røde tegninger, der ændrer sig til rosa jo mere de springer ud. Ofte ser man myrer kravle rundt på knopperne og suger den søde nektar. De gør ingen skade på blomsten.
Silkepæoner blomstrer senere end bonderoserne fra juni – juli. De bliver lidt højere, 80 – 100 cm. Lige nu springer de ud en efter en. På dette stadie, hvor der både er knopper og blomster på en enkelt plante, er de mest betagende. For de kuglerunde knopper er næsten lige så smukke som blomsterne. Kigger man godt efter, kravler der myrer rundt på knopperne, for pæonerne har en sukkerholdig nektar i sig, som myrerne elsker.
Træpæoner
Hvert efterår visner bonderoser og silkepæoner ned. De forsvinder fra jordens overflade, men skyder troligt op igen hvert forår.
Træpæoner visner ikke ned, for de er en halvbusk med træagtig ved. Træpæoners latinske navn er Paeonia suffruticosa. Der findes dog andre arter med en anden latinsk betegnelse og oprindelsesland.
Træpæoner forgrener sig over jorden og har typisk en højde på 1-1,5 meter. De blomstrer også tidligt, næsten lige så tidligt som bonderoserne. Der findes mange forskellige sorter inden for suffruticosa arterne med en stor variation i farve og blomsterform – den ene mere skøn end den anden. De er meget dyre i indkøb, så derfor er jeg nok ikke gået amok i at plante dem overalt i haven, som jeg har gjort med silkepæoner og bonderoser. Det er kun blevet til et par stykker.
Det kunne godt være blevet til mere, for jeg lykkedes med at formere på træpæoner fra frø. Jeg såede frø af forskellige sorter i potter for mange år siden og lod dem stå skyggefuldt. Jeg ventede i månedsvis på at de skulle spire. Det blev sent efterår, og frøene var endnu ikke vagt til live. Så gravede jeg potterne ned i drivhusets bede, så de var helt dækket med jord. Der stod de hele vinteren og foråret med. Pludselig skød der en lille grøn spire op af jorden, da vi nåede til juni, og så kom potterne op af jorden i en fart. 5 fine planter blev det til, men de groede meget langsomt. Jeg tog potterne med mig, da jeg efter et par år flyttede til en ny adresse. Men det blev deres død. Det var ikke fordi jeg ikke passede på dem, men fordi en anlægsgartner kom til at rive dem med under grubning af en del af haven, selvom der var sat rød- og hvidstribet ”forbudt-bånd” omkring bedet, hvor de stod. Aldrig har jeg passet så godt på 5 planter, der på et splitsekund blev ødelagt så grundigt.
Nogle gange kan man være heldig at finde lidt småplanter, der er sat til salg af private på plantemarkeder eller i vejboder. Jeg fandt to små træpæoner, der nok havde 3 år på bagen fra frø til en 20 cm høj plante. De kostede en sølle 10’er hver, og nu står de som de flotteste buske med blomster så store som tallerkener.
I vinters blev jeg ringet op af en dame, der venligt spurgte mig, om jeg ville sælge en stikling af en ret sjælden træpæon, som hun havde ledt efter længe. Hun bad mig ydmygt om at prøve at vriste en gren af, der havde en hæftning ved jorden, for det kunne man med denne sort. Jeg fandt på den måde ud af, at det kan godt lade sig gøre at dele træpæoner af denne art, for det er en anden slags træpæon med det latinske navn Paeonia delavayi. Den hører oprindeligt hjemme i bjergskovene i provinsen Yunnan i Kina, og træpæonen hedder derfor ”Yunnan”. Det specielle ved den er, at den breder sig ved udløbere. Så nu har jeg to, og damen har en, og måske kan jeg lave mange flere ved at dele den og plante aflæggerne ud andre steder i haven. Den blomstrer ret længe, men man skal ligge fladt ned på ryggen og kigge op i planten for at kunne nyde de nikkende blomster. Lidt ligesom hos påskeklokkerne tidligt på foråret.
Træpæoner forsvinder ikke fra jordens overflade, når det bliver vinter, ligesom silkepæonerne, der i det tidlige forår sender sine rødlige skud op af jorden (th).
Der findes flere arter af træpæoner, og mange af dem er ret sarte at dyrke her i Danmark. De nemmeste er dem, man oftest finder på planteskolerne, nemlig arten Paeonia suffruticosa, som netop var dem jeg købte for en 10’er i vejboden.
Pasning og pleje
Pæoner bryder sig ikke om for våd jord. Jordbunden skal være veldrænet, så der ikke kan stå vand omkring roden. Det gælder både for bonderoser, silkepæoner og træpæoner.
Derudover er der ikke så store krav til jorden, bare pæonerne får lidt gødning eller kompost om foråret. De elsker alle en placering med minimum 6 timers sol om dagen. Dog kræver træpæonerne en mere solrig og varm placering i læ mod stærk blæst. Træpæoner stiller også lidt større krav til jordens næringsindhold, samt at den skal være dybmuldet.
I løbet af sommeren kan der komme mørke pletter på bladene på især bonderoser og silkepæoner. Det skyldes angreb af pæonskimmel. Jeg plejer at klippe bladene af, så de ikke smitter videre. De smittede blade skaffer jeg mig af med sammen med dagrenovationen. Pæonskimmel trives især når planterne står for tæt på andre planter, og der opstår fugt. Derfor er det generelt en god idé at have lidt luft omkring pæonerne og derved et tørrere miljø.
Der er meget sigende navne på pæoner som denne ”Coral Dawn” (th).
Plantning af pæoner
Pæoner plantes bedst om efteråret. Sådan er det generelt, at det, der blomstrer i foråret og forsommeren, plantes om efteråret. Om efteråret er jorden fugtig, og planterne går snart i dvale og bruger energien på at udvikle et godt rodnet og etablere sig i stedet for at blomstre.
Ved plantning er det en god idé at placere en staudering for at støtte de tunge blomsterhoveder hos især bonderoser og silkepæoner.
Har man købt dem på en planteskole, skal de plantes i samme dybde som de står i potten. Plantes de dybere, kan man risikere at blomstringen udebliver. Man kan både flytte og dele pæonerne i efteråret, og så skal man stadig huske, at de ikke plantes dybere end ca. 3 cm under jorden.
Så er det bare med at nyde de smukke blomster så længe det varer og plukke løs af dem til overdådige buketter. Pæoner holder nemlig længe i vasen, hvis altså man plukker dem mens de stadig er i knop.
