Det tager tid at binde en krans. Nogle gange holder den i kort tid, for den er bundet af friske blomster. Men denne krans er bundet af blomster egnet til tørring. Blomsterne er plukket friske, så stænglerne er bøjelige og derfor ikke knækker, når de bindes fast. Så kan man hænge den op til pynt og lade den tørre imens. Kransen egner sig ikke til at hænge udenfor, hvor den kan blive våd af regn. Derfor får den en plads indenfor.
De fleste blomster har jeg høstet i køkkenhaven, hvor de etårige sommerblomster vokser. Men blandt stauderne er der også blomster, der egner sig fint til at tørre til buketter og kranse. Brudeslør er blandt dem og er derfor brugt som samlende blomst – og i rigelige mængder. Jeg måtte næsten skalpere to planter for at få nok til en hel krans. Så plant endelig rigeligt med brudeslør, for den bringer både lethed til havens staudebede, og den er så fin som fyld i buketter og kranse. Der findes mange sorter af brudeslør, og alle egner sig til tørring.
I kransen er der brugt
Brudeslør ”White festival”
Russisk mandstro
Lavendel
Stjerneskærm ”Claret”
Solvinge ”Pierrot White”
Solvinge ”Brilliant”
Papirblomst hvid
Stor evighedsblomst ”Silvery rose”
Sådan gør du
Kransen bindes omkring kraftig ståltråd. Jeg har bundet kransen på en ring med en diameter på 20.
Blomsterne til kransen klippes, så der er en kort stilk til at binde fast. Vær opmærksom på, at kransen skal bindes fast og tæt. Alt for lange stilke vil gøre kransen mere løs, når blomsterne tørrer, og så kan de lettere falde af. Blomsterne bindes fast med en tynd ståltråd.
Man laver små buketter af brudeslør og en fyldig blomst, f.eks. solvinge, som vikles fast til stålringen. Over den første buket vikles den næste. Der går tre buketter til at dække en bane på forsiden af kransen. Sådan bliver man ved, til man når hele vejen rundt. Sørg for at blomsterne fordeles jævnt, så der dannes en harmonisk krans.
Ståltråden hæftes bag på halmkransen, og der laves en lille lykke til at hænge kransen op med.