Grønt i børnehøjde

Date
aug, 08, 2022

Lange sommeraftener på terrassen forbinder jeg med god mad af råvarer høstet i køkkenhaven, kølig hvidvin og hyggeligt samvær med dem, man holder af. Der dufter af grillmad fra de tilstødende haver og man hører livlig snak over hækken samt børn, der leger rundt omkring i haverne. Det er sommer, man mødes, man spiser god mad og hygger sig. 

Det bedste er forberedelserne til et sundt måltid. Med min mands barnebarn – en lille pige på 2 år, som hedder Karla – i den ene hånd og en kurv i den anden hånd blev der høstet grøntsager til aftensmad. For første gang så Karla, at kartoflerne kunne graves op af jorden med en lille skovl, som små guldklumper der senere blev til kartoffelsalat. At ærterne voksede på stilke på tårnhøje planter i et stativ, og at de lå små og grønne ærter inde i bælgene. Nogle ærter kunne spises med hele skallen på.

Agurkerne i drivhuset var både tykke og lange, men nogle var korte og tyndere og smagte mere sødt. Det var de bedste, så de røg i kurven sammen med røde tomater. Der vokser tomater både i drivhuset og udenfor. De findes i mange farver, men de røde skulle det være, for dem kendte Karla bedst. Jeg sneg mig til at høste lidt af de gule og orange, for de smager mindst lige så godt.

Chilier der vokser i krukker i drivhuset, måtte jeg selv plukke, for de er meget stærke og sætter stærke spor på fingrene. Det var svært for Karla at holde fingrene fra de farvestrålende chilifrugter, så opmærksomheden blev afledt ved, at der var et liv af bænkebidere og snegle som havde taget bo under krukkerne. Det er en lige så stor oplevelse for et lille barn at se havens mylder af liv som at tage i zoologisk have. Fordelen er, at her kan hun have dem alle i sin hule hånd, proppe dem i et glas og se på dem gennem et forstørrelsesglas. Da edderkoppen kom ned til bænkebiderne, skolopendrene, gåsebillerne, sølvfisk, andre ubestemmelige biller og regnorme, bredte panikken sig, og vi måtte fluks redde insekternes liv. De blev hældt ud på et tæppe, og det var med skrig og skrål at se dem styrte afsted i alle retninger.

Vi måtte videre med kurven under armen. Løgene gemte sig under jorden i køkkenhaven. Nogle er røde andre gule, men de helt hvide salatløg er sødest, så de kom i kurven på vores videre færd i at høste grøntsager til aftenens måltid. Det tog lang tid. Hvidløgene lå i bundter på bordet i drivhuset og var knastørre udenpå, men indeni er der saftige fed, der dufter stærkt. For en 2-årig er denne lugt ikke rar. Det er til gengæld de gule morgenfruer, som også kan spises som drys på salater. Man bruger kun blomsterne, så der blev rykket mange blomsterhoveder af. Så mange, at vi kunne forsyne hele gaden med dem. Det er helt i orden, for jo flere blomster man plukker, jo flere blomster sætter planten.

Auberginerne og peberfrugterne i drivhuset skinnede smukt, men de var endnu ikke klar til høst, så vi måtte købe nogle hos købmanden. Det var svært at forstå for en 2-årig, at noget er i sæson, andet må vi vente med at høste, til det er stort nok.

Persille og basilikum blev revet op med rod, hvilket var knap så heldigt, men til stor underholdning for Karla. Hun havde lige rykket to store salathoveder op med rod, og det skulle så prøves igen. Det samme gjorde hun med gulerødderne, for i haven dyrkes både de orange og de lilla. Der kom lidt flere op end vi kunne spise, for det var ikke til at se, hvilken farve gulerødderne havde, før de kom op. Det var også lidt svært at forstå, at ved nogle grøntsager spiser man rødderne og kasserer toppen. Hos andre er det toppen man spiser, og kasserer rødderne.

Nu har Karla fået en forsmag på havens spiselige guld, og mon ikke hun til næste år forstår mere af havens forunderlige, spiselige verden.  Et frø til haveglæde er blevet sået i en lille pige.

Menuen til aftenens måltid var ikke lagt på forhånd, men blev skabt undervejs af, hvad vi fandt af skønne sager i køkkenhaven.

Ingredienser til kartoffelsalat

Nye kartofler

Skoleagurker

Bælgede ærter og mange tout ærter

Salatløg

Bredbladet persille

Estragon

Dressing

Cremefraiche

Mayonnaise

Dijonsennep

Hvidløg

Citronsaft

Lidt sukker

Salt og peber

Kartoflerne koges og køles af, inden de skæres i stykker og blandes med de øvrige grøntsager. Dressingen afpasses i dosering til størrelsen af portionen af kogte kartofler. Jeg foretrækker den våd, så der kommer rigeligt med dressing i. Den smages til så der er en fin balance mellem syre, salt, stærkt og sødt.

Ingredienser til tomatpesto

Røde cherrytomater

Hvidløgsfed

Chili

Revet citronskal

Bredbladet persille

Grønne oliven uden sten

God olivenolie

Salt og friskkværnet peber

Alle ingredienserne blendes sammen til en cremet pesto, der gerne må stilles på køl inden servering.

Ingredienser til fyldig salat

Sprød grøn salat

Lilla og orange gulerødder

Cherrytomater

Slikærter der spises med skal

Ristede græskarkerner

Masser af kronblade fra morgenfruer som pynt

Salaten serveres med en klassisk olie/eddike dressing.

Ingredienser til salat af grillede auberginer og peberfrugter

Auberginer

Røde peberfrugter

Små squash

Hvidløg

Frisk mozarellaost

Ristede pinjekerner

Frisk basilikum

Kronblade af morgenfrue som pynt

Salt og friskkværnet peber

Dressing

God olivenolie

Mørk balsamico

Sød sennep

Salt og peber

Auberginer og peberfrugter grilles i ovnen til de tager farve. Peberfrugternes skind fjernes. Squash skæres i 1 cm tykke skiver og ristes på panden i god olivenolie sammen med friskpresset hvidløg. Der krydres med salt og peber og de afkøles. Arrangeres derefter på et fad med resten af ingredienserne og pyntes med ristede pinjekerner, friske basilikumblade og morgenfruer. 

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.