September er sommerens farvel

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Det er lidt vemodigt at sige farvel til sommeren. Ikke fordi efteråret ikke er skønt, men fordi lyset gradvis forsvinder og dagene bliver kortere. Alligevel er september min yndlingsmåned. Det begyndende forfald i havens planter, det sanselige i lyset som er blødt, morgendis og dug på græsset. Edderkopperne væver de smukkeste spind spændt ud mellem frugttræernes grene, og som samler duggen, der stråler som diamanter i det bløde morgenlys.

Heldigvis har vi stadig dejlige, lune dage, hvor man kan gå rundt i shorts og t-shirt. Men aftenerne bliver kølige, hvor man må tage de tykke trøjer frem. Hyggeligt er det også at tænde op i bålfadet og sidde i skumringen i varmen fra gløderne. Det hører september til. Havens begyndende forfald giver en mental ro, og man sættes automatisk i et helt andet gear, selvom der stadig er meget at gøre derude.

September varsler afslutningen på årets vækstsæson, men kalder også på, at vi skal begynde at forberede os på den næste. For nu er det tiden, at vi for alvor skal mærke forventningens glæde, når vi høster et frø, lægger et løg i jorden eller planter bedene til med nye planter.

September er den store høsttid

Det er ikke kun os mennesker, som nyder godt af sommerens overflod af frugt og bær. Bier og sommerfugle har travlt med at fylde depoterne op med sukkersaft fra blommer og modne pærer. Er jeg ikke hurtigt ude med kurven for at høste modne brombær, har fuglene været der. Jeg kan se det på alle de lilla klatter de dumper rundt omkring på fliser, havemøbler og terrasser.

Efterårshindbærrene ”Autumn Bliss” og ”Faldgold” er modne nu, og der skal plukkes i flere omgange, for hurtigt bliver de til splattede bær. De spises friske til morgenmad, på kager og i desserter, og resten fryses ned til vinter. Jeg er altid i underskud af hindbær. Når bærrene er høstet, flyttes hindbærbuskene til en mere solfyldt plet i haven, og der suppleres med nye planter.

Til gengæld har vi brombær i overflod, for de vokser på espalier to steder i haven. Det er skønt med et stort lager af brombær i fryseren, for de er vældig gode i kager og som marmelade. Når det sidste brombær er høstet, beskæres planten. De lange skud, der har båret bær skæres helt tilbage. Der er i løbet af sommeren vokset nye skud frem, som vil bære bær næste år. Hvis ikke brombærplanten beskæres, vil den med tiden vokse til et stort og uoverkommeligt vildnis, og det er ikke smart, når de anvendes som rumopdeler i espalier.

I år har vi dyrket taybær i espalier, der sætter tidlige bær. De høstes i starten af juli, og dækker således vores bærbehov. Taybær smager som en mellemting mellem brombær og hindbær, men har knap så krydret en smag. Her i september beskæres den også tilbage på samme vis som ved brombærrene. Efterårshindbærrene klippes først ned til foråret.

Frø modner og høstes

Stauder og sommerblomster har travlt med at sætte frø, så de kan sikre deres afkom. Høsttid er derfor også lig med indsamling af frø, så jeg sikrer mig, at der til næste år bliver et lige så rigt blomsterflor som i år. Hvert år prøver jeg nye sorter af, og dem jeg bedst kan lide, dem tager jeg frø af.

I år er jeg blevet særlig begejstret for ballonvinen, der vokser som slyngplante i et stativ. Det er mest bladene, der ligner vinblade, og de små balloner som er dekorative. Blomsterne er hvide, bittesmå og undselige.

En anden slyngende sommerblomst, som jeg sår hvert år, er den fine ”Susanne med det sorte øje”. Den har en farve og udseende, som gør den så dekorativ sammen med græsserne i krukker.

Pragtkerte sikrer jeg også frø af hvert år, for de har vokset i haven i de 10 år, vi har boet her, og har udviklet sig til robuste planter, der nemt overlever selv den strengeste frost.

Og så er der de multiholdbare evighedsblomster i forskellige afskygninger, der forsyner mig med buketter hele vinteren. De fineste af dem tager jeg frø af.

Jeg har også fundet mine favoritter blandt bønner og ærter og sikrer mig næste års forsyning ved at tage frø, når bælgene tørrer ind på planterne.

Frøene samles ind, når det er tørvejr. Indtil nu har det ikke været et problem, for vi har ikke fået regn i ugevis. Hvis frøene samles i fugtigt vejr, vil de tage længere tid om at tørre. De fleste frø kommer jeg i kaffefiltre, hvor de fint tørrer videre. Tykke frø fra bønner og ærter lægger jeg til tørring indenfor ved stuetemperatur spredt ud på en tallerken. Frøene opbevares tørt, mørkt og køligt.

Der tages frø af tomater

Også blandt tomater har jeg mine favoritter. Det er nemt at tage frø af dem og lykkes med at få dem til at spire. Men der er nogle regler, som jeg har haft succes med at følge.

Man tager frø af tomater, når de er godt modne, for på dette tidspunkt er de færdigudviklet. Udfordringen er at få en lignende tomat som moderplanten, for det er netop derfor, jeg har taget frø af netop disse tomater. Man skal sikre sig, at frøene er frøægte og ikke F1- hybrider. Formerer man på F1- hybrider, er der ingen sikkerhed for, at afkommet bliver som moderplanten, da F1-hybrider ofte er krydsninger. Det står på frøposen, hvis man i tidernes morgen har købt tomatfrø til forspiring, om det er en F1-hybrid, og så er sorten ikke frøægte. Køber man tomatplanter på gartnerier og tager frø derfra, eller køber man tomater i supermarkeder, og tager frø deraf, så er der ingen garanti for, at det er frøægte tomatsorter.

Jeg prøver mig alligevel frem, noterer mig farve på tomaten, smag, størrelse, evt. navn på sorten, og ser om den ligner moderplanten. Gør den det, så formerer jeg videre på dem.

Tomatfrø har et gelélag, som indeholder spirehæmmende stoffer. I naturen vil dette gelélag forsvinde, når tomaten falder til jorden og nedbrydes. Frøene bliver i jorden og gennemgår en gæringsproces, hvor der samtidig dannes antibiotiske stoffer, som fjerner virus og sygdomskim. Man kan sætte gang i den samme proces ved at fermentere tomatfrøene.   Fermentering betyder, at frøene gennemgår gæringsprocessen, der fjerne den spirehæmmende gelé sammen med bakterier, svampe og virus, som ellers vil blive overført til næste generation af tomater. Det kan lyde kompliceret at fermentere tomatfrø, men det er faktisk nemt og ligetil.

Frø og gelelag skrabes ud af tomaten, og puttes ned i en lille beholder. Jeg bruger små plasticbøtter som følger med, når vi fx køber sushi. Der hældes en smule vand ved, ca. lige så meget som der er gele. Låget sættes på, og sortsnavn noteres på bøtten. De står på køkkenbordet i to til fire dage. Jeg rører rundt i den en gang om dagen. Normalt starter gæringsprocessen efter et døgn. Man kan se det ved at der dannes et muglag på overfladen. Gæringen nedbryder gelélaget om frøene, og muggen danner stoffer, som stopper udviklingen af bakterier, svampe og virus. Efter to til fire dage er frøene faldet til bunds, og gelélaget er opløst. Så hældes beholderens indhold i en si, og frøene skylles under vandhanen. Jeg lægger frøene til tørre på et kaffefilter i en uges tid, og husker at skrive navn på. Når frøene er tørre, opbevares de i kaffefilteret et mørkt og køligt sted, indtil de skal sås i april næste år.

Tomatplanterne beskæres

I drivhuset når tomatplanterne efterhånden op til taget og er ved at vandre vandret ovenover vinrankerne. Nogle har dannet flere sideskud, som også er på vej. Der sidder små tomater på dem, men de vil ikke alle nå at blive til store, saftige tomater, for der er ikke lys eller varme nok til, at de kan modne. Derfor klipper jeg brutalt toppen af alle tomatplanterne, så de kun koncentrerer sig om at modne de tomater, der allerede er godt på vej.

Efterårets fugt sætter sig også i drivhuset og giver skimmelangreb på planterne. Det er måske en ulige kamp, men jeg fjerner de værst angrebne blade, så det hele ikke visner ned om ørerne på os før tid.

Anderledes er det med frilandstomaterne. De har både nydt den tørre, varme sommer og dannet de sødeste tomater, man kan tænke sig. Men planterne har ikke vokset sig så store, for væden fra vandingen er gået til frugterne. Jeg kapper ikke toppen af dem, men lader de tomater modne, som er dannet. Ingen stængler har grokraft nok til at tage energien fra frugtdannelsen.

Der ommøbleres i havens bede

Normalt starter jeg med at dele og flytte stauder i slutningen af august. Men i år har det været så tørt, at jeg har udskudt det til september. Jeg venter på regn, og når jorden er vædet godt igennem, så går jeg i gang. Her i september er jorden stadig lun. Kommer der regn vil det være de ideelle betingelser for, at planter kan nå at etablere sig og udvikle et godt rodnet, inden det bliver koldt og vinter.

Jeg har nogle buske og en enkelt rose i potte, der står og venter på at blive plantet ud i bedene. I bedet med blomster i gule og blå farver skal der ske en drastisk udtynding og omskiftning af stauder, for de høje blå tidselkugler og de gule violfrøstjerner fylder det hele og skygger for de lavere planter. De skal helt væk og erstattes af nye sorter, som jeg er sikker på, vil være fine sammen. De står nu på depot og venter blot på regn.

I andre bede har nogle stauder taget overhånd og skal deles. Visse sorter såsom sibirisk iris har en tendens til at arbejde sig væk fra midten, og der opstår bare pletter. De sværdlignende blade lægger sig ned, og så er det på tide at planten graves op, deles i flere stykker, og genplantes. Så kan man gå fra at have en plante, der er bar i midten, til f.eks. fire planter som så på et tidspunkt bliver træls at se på.

De lyserøde høstanemoner, kæmpemarguerit, kortlæbe, lodden løvefod og slangeurt har bredt sig for meget og er ved at indtage pladsen for andre mindre aggressive planter. Bjergknopurt, engstorkenæb og stjerneskærm dukker op alle vegne, også midt inde i andre stauder, så jeg må grave det hele op, dele dem fra hinanden, reducere, smide væk og genplante. Det er arbejdet ved at have staudebede. De skal vedligeholdes løbende. Men så bliver der også mulighed for at prøve nye plantesammensætninger af, og det gør arbejdet sjovt og kreativt.

Jeg er ikke så øm over at gå hårdt til værks, når stauderne deles. De fleste kan tåle at blive hakket over i mindre dele, blot man sikrer sig, at der er top og rod på hvert stykke.

Småplanter til gemmerne

Jeg er altid varsom med at luge i kanterne af bedene, for her pibler det op med småplanter. Jeg kan efterhånden kende forskel på dem, også om det er stauder eller ukrudt. Det er godt at have et depot af småplanter, som jeg kan plukke af, når huller fyldes op.  Jeg finder altid makedonsk blåhat, forskellige slags, verbena, skabiose, rapunsel, russisk mandstro, purpurkongelys, torskemund og forskellige storkenæb, for blot at nævne nogle. Det fortæller også noget om, hvilke stauder jeg aldrig tager frø af eller deler. Det er nemmere at grave småplanterne op, potte dem og stille dem i halvskygge, hvor de vokser sig store.

Nu kan der lægges blomsterløg

Tulipaner, narcisser, krokus og andre forårsblomstrende løg ligger allerede i butikkerne og frister. De er endnu friske og fine. Jo længere tid de ligger i poserne i omgivelser, som måske ikke er helt velegnede til opbevaring af løg, jo større er sandsynligheden for, at de tørrer ud, smitter hinanden med råd og skimmel eller begynder at spire. Jeg køber derfor altid mine løg i september, og lægger dem i bedene, når jeg alligevel ommøblerer.

I år købte jeg løg af narcisser og tulipaner i hvide nuancer, der stod i krukker og var så fine sammen. De har stået tørt under halvtag i gammel, tør pottemuld og venter blot på at blive plantet om i frisk jord i nye krukker. De stilles tilbage under halvtaget, for her skal de stå gennem vinteren beskyttet mod for meget væde, som vil få løgene til at mugne. Nogle blomsterløg ryger ud i bedene. Dem jeg ikke fik sat skilte ved og derfor ikke ved hvordan ser ud, planter jeg ud i hækken mod vejen. Her står de sammen med alle de andre løgplanter i tilfældige sorter, farver og former. Det er faktisk det smukkeste forårsblomstrende bed vi har i haven.

Mange spørger mig om, hvor jeg køber blomsterløg, og jeg kan ikke give et entydigt svar. Jeg køber dem i supermarkeder, havecentre og planteskoler. Leder jeg efter specifikke sorter, køber jeg dem på nettet i ind- og udland. Som de fleste andre havefolk fristes jeg også i butikkerne med billeder af de smukkeste blomster. Fordelen ved at købe i fysiske butikker er, at jeg kan holde løgene i mine hænder, og tjekke dem godt efter for kvalitet og evt. sygdomme. Så kan man sortere de dårlige fra, og kun købe de fine og faste uden tegn på skimmel og råd.

Krukkeplanterne tages ind i god tid

Mange af de frostfølsomme planter, der har stået ude i haven i sommer, flytter jeg indenfor, inden det bliver for koldt. Pelargonier og duftgeranier er eksempler på sådanne planter, der ikke tåler for store kontraster i temperaturen fra livet udenfor og senere inde i stuerne.  Vi har en lang gang med mange vinduer der vender mod nord/øst. Her står de køligt gennem vinteren og bliver ranglede og pjevsede at se på. Men så har jeg noget grønt at pille i, når de mørkeste og koldeste måneder er over os.