Den forvirrende solhat

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Solhat er navnet på en blomst, som ofte har forvirret mig. Det har også forvirret en besøgende i haven, der spurgte mig, om jeg ikke kunne give hende et lille lynkursus i at kende forskel på dem alle sammen. Hun er ikke ferm til de latinske navne, og det gør det ikke nemmere, når hun leder efter en bestemt slags solhat på nettet.

Navnet solhat kan nemlig ikke stå alene. Her skal man sætte en anden betegnelse foran såsom ”Håret solhat”, som er en sommerblomst, eller man skal bruge plantens latinske betegnelse ”Rudbeckia hirta”, der adskiller denne plante fra andre solhatte.  Men så nemt er det alligevel ikke, for dertil kommer sortsnavnene såsom ”Irish eyes”, der er lige præcis den blomst, som kvinden i haven ledte efter. Alle disse navne skulle hun have styr på: Håret solhat – Rudbeckia hirta – ”Irish eyes”. Heldigvis kan man lede via fotogallerier, men billeder på nettet kan også drille og vise en forskønnet eller forkert farve eller form på blomsten.

Blandt solhat findes der mange forskellige slags, der ser forskellige ud, og som dyrkes forskelligt. Nogle arter af solhat er en staude, der kommer igen år efter år. Andre som håret solhat er en sommerblomst, dog en ret hårdfør en af slagsen.

Slægten solhat

Før art kommer slægt, for at gøre det hele mere forvirret. Solhat er en del af solsikkeslægten Heliantheae, der omfatter mange arter af en-, to- eller flerårige planter. Solsikker og jordskokker hører også til denne slægt. De mest kendte planter, der kaldes Solhat, tilhører arterne Rudbeckia og Echinacea. Det er dem jeg koncentrerer mig om i denne artikel.

Solhat stammer fra de nordamerikanske prærier, hvor de har de bedste vækstvilkår. De skal nemlig have plads til at kunne brede sig. De kan ikke lide at blive presset på pladsen, og det er nok også derfor, at solhat nogle gange forsvinder i de danske haver, hvor bedene er prop fyldt med mange forskellige planter, og der er konkurrence om pladsen. Her skal nemlig være blomstring fra tidligt forår til vinter.  Solhat er en sensommerblomstrende plante, og i forsommeren gemmer den sig nede mellem alt det andet.

Purpursolhat

Purpursolhat er en ret kendt og populær staude. Plantens latinske navn er Echinacea. Der findes 10 forskellige arter af purpursolhat. Fælles for dem er, at de har de karakteristiske lange kronblade ofte i rosa farver og en orangebrun midte, der er solhattens frøstand. Frøene er faktisk olieholdige nødder. Af frøene presses en olie, der anses som sygdomsforebyggende. I flere årtier har vi i familien haft echinacea dråber stående som forebyggelse mod f.eks. forkølelse. 20 dråber i et glas vand skulle kunne holde den værste forkølelse fra livet. Jeg mindes så tydeligt smagen af mild lakrids.

Echinacea er udledt af det græske ord Echino, der betyder søpindsvin. Hvis man kigger godt efter, så kan frøstanden godt minde om et stikkende søpindsvin. Man kan også stikke sig lidt på den, når den tørrer ind efter afblomstringen. Den giver også en raspende lyd, når fingrene stryger hen over den.  

Der er forædlet mange forskellige sorter af purpursolhat. Den mest robuste og den, som man i mange år har brugt til lægemiddel, er havepurpursolhat – Echinacea purpurea – også kaldet for Rød solhat. Den har dannet arvemasse til mange forskellige sorter. Nogle er enkeltblomstrende, andre er fyldte. De findes efterhånden i mange forskellige farver, og nogle kan endda skifte farve undervejs i udviklingen af blomsten.

Min erfaring er, at jo længere væk fra den oprindelige purpursolhat i udseende man bevæger sig, jo mindre robust er den til at overleve i det danske klima.

Jeg har god erfaring med sorten ”Magnus”, der har den karakteristiske pink farve i kronbladene og en orangebrun frøstand i midten. Den bliver 70 cm høj og står smukt om vinteren med de runde frøstande. Den er god til at kaste frø, som spirer, hvis frøene ligger i jordens overflade kun dækket af et lille lag jord. Ligger frøene for dybt, og er der et tykt lag fugtige blade ovenover gennem vinteren, så rådner frøene.

Man skal sørge for at efterligne den nordamerikanske prærie for at sikre solhattens overlevelse. Her suser en tør vind, som tørrer jorden ud og blæser blade væk. Her er knald på solen og langt mellem planterne. Det kan en solhat godt lide. Den kan til nød klare sig i let skygge og trives både i god muldjord og på sandjord. Men fugtig og våd jord tager livet af den. Det opstår ofte, hvor jorden er til den lerede side.

De forædlede sorter

Jeg bliver så betaget af de mange forskellige forædlede sorter af purpursolhat. Når de plantes ud i havens bede, skal der stå mange sammen i en gruppe. Det er markante stauder, der slår tonen an i et bed. Er det de orange nuancer, passer de så smukt sammen med brændte farver i et bed-design. Er det en fyldt rosa, lavere sort såsom ”Mini belle”, så giver de et romantisk touch sammen med roser, brudeslør og høstfloks.

Det er med at nyde dem så længe det varer, for de forsvinder ofte efter et par år. Så må man plante dem om.

Jeg har hørt fra gartnerierne, at serien ”Sunseekers”, der dækker over fyldte sorter, viser sig at være mere hårdføre. De skal dog stadig plantes efter artens foretrukne vækstbetingelser, dvs. i fuld sol i en let og veldrænet havejord og ikke for tæt på andre stauder.

De tofarvede sorter

Et år ryddede jeg et pænt stort område i et bed for at gøre plads til den tofarvede purpursolhat ”Green Twister”, der var grøn yderst på kronbladene og rosa inderst på kronbladene. Den blev plantet side om side med anisisop, for det så så flot ud. Anisisop breder sig ikke væsentligt, så jeg tænkte, at den ikke ville være en stor konkurrent. Men ak, Green Twister dukkede ikke op næste forår. Til gengæld stod ”Magnus” på den anden side af anisisopen og skød villigt. Den havde også produceret lidt afkom, som dukkede op i kanten af bedet.

I år prøver jeg så en ny tofarvet sort, som jeg synes er utrolig smuk. Det er sorten ”Funky White”, der bare har skiftet den grønne farve ud med hvidt yderst på kronbladene. Det er sikkert lidt naivt, når jeg tænker efter. Nu må jeg se om den klarer vinteren bedre end Green Twister.

Bleg solhat (Echinacea pallida) er en helt anden sort, der har lange, flagrende kronblade omkring en rund frøstand. Dens farve changerer over rose og hvidt, så den kan godt minde lidt om “Funky White”. Men den er noget mere hårdfør end purpursolhatten. Jeg er ret vild med den, men kan også forstå, at den deler vandene. Nogle synes, at den ser noget usund og mager ud i et bed. Men planter man den i større grupper sammen med stauder i matchende farver, så er den ret graciøs.

En holdbar hvid purpursolhat

Min favorit blandt de hvide purpursolhat er den enkelt-blomstrende ”Virgin”. Den plantes hvert år i mit hvide bed, for den er ikke en god overlever her i det tætpakkede bed. Så jeg betragter den som en sommerblomst. Den adskiller sig ved at have en mørkegrøn frøstand, der holder tonen i en kølig nuance, der matcher så fint til de øvrige stauder i bedet.

Den almindelige hvide sort ”Alba” eller ”White swan” der ligner hinanden på en prik, får den karakteristiske orangebrune frøstand. Den er noget mere robust, og kan godt tage et par år i haven inden den forsvinder som dug fra solen.

Frøformering af purpursolhat

Jeg har i mange år frøformeret på purpursolhat. Jeg noterer sort og farve, men bliver nogle gange overrasket over, at den ikke ligner moderplanten helt. Jeg har f.eks. frøformeret på den mørkerøde ”Fatal attraction” og på den hvide ”Virgin” med den fine, grønne frøstand. Men de må have krydset sig med andre sorter, for de afviger væsentligt i udseende fra moderplanten. Måske er det derfor, at de er så nemme at forædle på, ligesom det er med påskeklokker.

Som så mange andre stauder er purpursolhatten en kuldekimer. Det betyder, at frøene skal vækkes til live ved, at de udsættes for lave temperaturer, før de er i stand til at spire. Purpursolhat spirer bedst, hvis de får svingende temperaturer efter såning. Derfor er det en af de stauder, jeg sår i efteråret lige efter at frøene er modne. Det kan man se, når man rasper fingrene hen over frøstanden, og frøene løsner sig. Men da de ikke er helt frøstabile, så kunne man fristes til at lade dem så sig selv og passe godt på ikke at luge småplanterne væk fra bedene.

En anden slags solhat

I solhat slægten findes også de gule/brune sorter med det latinske navn Rudbeckia. Der findes etårige arter (Rudbeckia hirta) og flerårige arter (Rudbeckia fulgida). Sidstnævnte hører også oprindeligt hjemme i Nordamerika, hvor de vokser på prærien, men også i mere fugtige områder i skovene. Jeg har erfaring for, at denne solhat er noget mere robust at dyrke i haverne.

Min favorit blandt de flerårige rudbeckia er sorten ”Goldsturm” der bliver 60 cm høj og blomstrer lige nu i det vilde bed med insektvenlige planter. Den har en ret kras, knaldgul farve. Insekterne elsker den, så der skal være plads til den i haven.

Jeg plantede engang den meterhøje Rudbeckia laciniata, der var over 2 meter høj, og som bredte sig helt vildt med udløbere. Den var meget konkurrencedygtig og kvalte alt andet på sin vej. Den gravede jeg op og erstattede med en sartgul staudesolsikke, som er knap så voldsom. Den smyger sig i dag op ad en støvet blå sommerfuglebusk, for de klæder hinanden så fint.

Den fineste sommerblomst

Jeg kender ingen sommerblomst, som klæder grønkål så godt som Håret solhat (Rudbeckia hirta). Jeg dyrker flere sorter af den i køkkenhaven som skæreblomst til buketter. Der er sorten i gyldne farver og med fyldt blomst ”Sahara”, den mere bordeauxfarvede ”Cherry Brandy” og den klare gule ”Irish eyes”, der adskiller sig fra de andre med den blege grønne frøstand. Selvom vi dyrker den som sommerblomst, så har jeg oplevet, at den overvintrer i milde vintre. I England kalder man den for ”Half hardy perennial” – altså halv-hårdfør staude, men den dyrkes som sommerblomst, fordi den er en sart staude. Denne engelske klassificering er meget god, for her helgarderer man sig i forhold til vinterhårdførhed. Det er netop de kolde og våde vintre, der er en udfordring for solhatte generelt.

Håret solhat er ikke en kuldekimer som purpursolhat. Den kan forspires som andre sommerblomster i foråret. Man skal dog beregne en noget længere udviklingstid fra såning til den lille plante er klar til at blive priklet ud i haven i maj måned. Jeg sår frøene i starten af marts måned i så- og priklejord, dækker jorden med vermiculite og stiller den i et rum med 20 – 22 grader. Når spirerne viser sig, så stilles så-bakken under vækstlys og står der sammen med chilier, artiskokker, auberginer og andre sommerblomster med lang udviklingstid.