Den sarte gule farve er så fin sammen med køligt blåt. Denne kølighed og friskhed er der også i luften i september. Morgendis toner farverne ned, og denne følelse har dannet inspiration til ugens buket. Jeg sprang de varme gule farver over og skærpede mit blik mod de sarte farver.
Et oplagt første valg var solsikkerne som står og spærrer udsynet fra drivhuset ned over køkkenhaven. Her har jeg plantet de høje ”Italian White” og ”Vanilla Ice”, der ikke får så store blomster.
En solsikkelignende staude i miniformat er den lave, fine skønhedsøje ”Moonbeam”. Som kontrast er stukket et par gule dahlia og store skærme fra knoldfennikel, der er gået i stok.
Den kølige blå farve er tilsat buketten med de høje spirformede anisisop ”Blue fortune” og russisk mandstro. Buketten står i gangen og spreder en dejlig, krydret duft af mynte og anis.