I et hjørne af køkkenhaven kan man næsten ikke komme frem for røde blomster. Især er det de 2 meter høje, mørkerøde amarant ”Dreadlocks”, der spærrer vejen. Man skal skubbe de lange blomsterkolber til side for at komme forbi, og bagved er der stadig rødt. Men her er det zinnia frøkenhat, der stråler med de smukke, fyldte blomster. Det er sorten Zinnia ”Queen Red Lime”, jeg såede her, men den lime- farvede er udeblevet. Det kalder jo på, at der skal bindes røde buketter.
Ude i frugthaven blomstrer georginerne. I foråret købte jeg en masse nye knolde af sorter i koral, orange, og rødlige nuancer, der er meget oppe i tiden lige nu. De smukkeste af dem kom i denne uges buket.
En smuk, mørkerød farve finder man også i blomsterne hos kertepileurten Black Field. Tilbage står jeg så og mangler lidt let brus til buketten. Det finder jeg i Fontænegræs, der ligner et springvand mellem alt det mørke og tunge.
Det har jeg brugt i buketten
Amarant ”Dreadlocks”
Kæmpe evighedsblomst ”Scarlet”
Kertepileurt ”Black Field”
Zinnia frøkenhat ”Queen red lime”
Georginer i røde nuance
Vinget hindebæger “Forever Rosé”