Man tager er kurv og en saks, og går en tur i haven og klipper løs. Der skal være noget, der stritter, fylder, farver og afrunder udtrykket i en krans. I denne uge valgte jeg ikke at holde mig til en farveskala, og jeg lagde mig ikke fast på en stil til kransen. Den blev som den blev med det, der nu var i haven.
Det blev til en lidt blandet landhandel af blomster og blade. Fra de cyklame-farvede Fairy roser til de knaldorange rønnebær. Umiddelbart er de ikke et godt match, men når de sættes sammen med gråblå kviste fra søjlecypres, douche-lilla hortensia og purpurfarvede kæmpeverbena, så spiller det alligevel godt sammen.
Det har jeg brugt til kransen
Hortensia
Fennikelskærme
Rosa Sankthansurt
Rønnebær
Kæmpeverbena
Efterårsløv fra silkepæoner
Frøstande fra høstanemoner
Frøstande fra montbretia
Fairy roser
Thuja
Søjlecypres
Husløg
Efeu
Halmkrans
Ståltråd
Sådan gør jeg
Materialerne til kransen klippes i mindre stykker. Ståltråden bindes fast til toppen af halmkransen. Så tager jeg tre forskellige materialer, f.eks. hortensia, frøstand fra montbretia og en lille kvist af søjlecypres, og laver en lille buket, som jeg vikler fast til halmkransen. Så tager jeg tre-fire andre materialer, f.eks. en lille klase rønnebær, thuja og kæmpeverbena, og vikler den fast til halmkransen over den første buket. Der går tre buketter til at dække en bane på forsiden af kransen. Sådan bliver jeg ved, til jeg er nået hele vejen rundt.
Jeg binder husløg fast til sidst, hvor der er plads på kransen. Ståltråd vikles omkring stilken på husløget, og fastgøres rundt om kransen. Man skal forsigtigt vriste ståltråden ned mellem blomsterne, og hæfte dem på bagsiden af kransen. Det giver det pæneste resultat at vikle husløg på til sidst. Der laves til sidst en lille lykke til at hænge kransen op med.