Vi nøjes ikke med én adventskrans. Der skal kreeres en let, som kan holde hele vinteren, og som ikke kun er fin, når det er jul, og der skal kreeres en julet og fyldig adventskrans, der spreder en duft af gran i hele stuen.
I denne uge er det den lette adventskrans, jeg viser frem. Jeg lavede den for en uge siden, og vi har tyvstartet med at tænde lys i den. Det er helt udenfor nummer, men hvorfor ikke betragte den som en dekorativ, tidløs lysestage pyntet med lavbelagte æblekviste, tørrede blomster fra haven og friske nyresnerler, der tørrer smukt op med de grålige blade og stængler. Nyresnerlerne har jeg klippet af en af sommerens krukkeplanter.
Det har jeg brugt til adventskransen
Jernstativ med 4 lyseholdere
Æblekviste med lav
Hvid tørret ”Papirknop” (Ammobium alatum)
Nyresnerle
4 grønne stearinlys
Vindseltråd
Sådan gør jeg
De bruges æblekvist med lav i forskellige længder, som jeg fastgør til jernstativet med vindseltråd (ståltråd). Jeg placerer dem på kryds og tværs i flere lag hulter til bulter, så det et grenkvas. Derefter stikker jeg blomsterstængler af Papirknop ind imellem kvistene og fastgør dem med vindseltråd. Til sidst vikler jeg nyresnerler omkring og 4 grønne stearinlys.