Skarpe og bløde kanter

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Når blot kanterne omkring bedene er skarpe og lige, så kan det rode nok så meget inde i bedene. Det fungerer nemlig som rent synsbedrag, for vores øjne søger intuitivt mønstre, sammenhænge og orden. I en have med skarpe, afgrænsede kanter finder øjet hvile og ro.

Men det kan også blive alt for kedeligt med for mange lige kanter. Jeg får lyst til at bryde dem for at skabe liv, bevægelse og hyggelige rum. Noget af det kedeligste jeg ved er firkantede terrasser med flisekant mod græs. Her får jeg altid lyst til at plante planter, der vokser op, er frodige og fylder, for det bryder overgange op og gør den skarpe kant blød. Det kønneste er, når lave kantplanter kryber fra bedet og ud over fliser eller træbelægning, så terrassen opleves organisk og levende i udtrykket.

Skarpe bedkanter

I efteråret lugede jeg bedene i gennem i forbindelse med, at der blev delt stauder og plantet nyt. Det var en stor tilfredshed at afslutte med en skarp kant skåret med en kantspade. Det er ligesom at sætte det sidste punktum i en færdigskrevet tekst. Gennem vinteren har jeg nydt at se ned over havens struktur, der træder tydeligt frem med de skarpe kanter.

Jeg giver bedene endnu en omgang i starten af marts, hvor staudetoppene klippes af, og der fordeles kompost på bedene. Og så følger jeg op med en måneds mellemrum i sæsonen. Den største indsats i prydhaven er således at holde kanten af bedene pæne, for her vokser der ukrudt og selvsåede stauder op, her vokser græsset i uens totter og kaster frø. Inde i bedene står planterne tæt og dækker for jorden, så frøspirende ukrudt ikke får fat. Det er derfor sjældent, at jeg luger.

Besøgende i haven siger ofte, at prydhaven ser velplejet og ordentlig ud. De skulle bare vide. Det er de skarpe kanter, der gør underværker og snyder øjet der ser.

Lave kantplanter

I en klassisk engelsk have bygges bedene op som trapper. De laveste planter forrest og de højeste bagerst. Det kan være spektakulært at se disse overdådige ”borders” af store grupper af stauder nøjagtig afstemt i højde og drøjde.

Men jeg synes det er kedeligt i længden. Planterne præsenterer sig smukt, men der er ikke liv og bevægelse i bede som disse. Planter skal afløse hinanden og flette sig sammen høje som lave i en pærevælling. Dog er der i de fleste af mine bed-designs altid en regel der siger, at lave planter, dvs. dem der er max 40 cm høje og derunder, skal stå i kanten af bedene og danne bund. De må gerne krybe ind under og imellem højere planter længere inde i bedene. Der skal være blomstring og grøn frodighed fra tidligt forår til vinter.

I kanten af bede er der ofte tørrest, for når man skærer de lige kanter af, vil der opstå lidt bar jord. Herfra fordamper fugten i jorden. Derfor vælger jeg lave stauder og græsser, der tåler tørke, og som har en tæt og dækkende vækstform. Mange storkenæb er tørketålende, især sorten ”Blodrød storkenæb”, der findes i flere farvenuancer. Blandt andre gode kantplanter kan nævnes blåkant, staudesalvie, soløje, romersk kamille, rosenskovmærke, staudeprydløg, nellikerod, lyngfloks, kortlæbe og lammeøre. Lave prydgræsser skaber fine lette strukturer blandt bladplanter. Her fungerer bjørnegræs, forskellige sorter af japansk star, blåaks og lampepudsergræs.

Anderledes er det i skyggefulde bede som i de såkaldte ”Woodland-bede”. Her bliver det ikke så tørt. Her vælger jeg lave bladplanter med fine strukturer og bladtegninger, der skal ses tæt på. Der findes flere lave bregner med krusede blade, små hostaer, fine kærmindesøster med sølvmarmoreringer, gudeblomst og lærkesporer. Andre er så bittesmå, at man skal på knæ for at få øje på dem.

Strukturplanter som kant

Man kan også vælge at markere en kant med ensartet beplantning. Det er smukt at skabe stramme strukturer med lave stedsegrønne hække. De kan danne en fast form og en ramme omkring bede med en beplantning af højere stauder, buske og træer. Her vil lave kantplanter ikke give mening. En lav hæk omkring terrasser forstærker rumfornemmelsen, og hækken kan samtidig danne en rolig baggrund for samlingen af krukker med smukke planter.

En enkelt bunddækkende beplantning af f.eks. hosta, storkenæb, skovjordbær og græsser kan løfte et bed markant. Jeg vælger ofte at plante en enkelt sort som bund under større træer eller buske.

De seneste år er mexikansk bakkestjerne blevet ret populær i såvel krukker som i kant af bede. Jeg brugte planten som kant langs ribshækken på CPHgarden. De små blomster ligner bellis, og er så fine som overgang mellem bed og græs.

Overgang mellem terrasse og plæne

Det mest kedelige havearbejde er at luge græs og ukrudt mellem flisebelægning. Det opstår nemt, når græsplæne støder direkte op til en flisebelagt terrasse eller gangsti omkring boligen. Mange haveejere tænker, at det er nemmest at holde en have uden bede, og i stedet holde græsset nede med en plæneklipper. Med tiden vil græsset finde vej mellem fliser og under fliserne. Det kan være umuligt at holde rent. Græsset vokser også med tiden hen over fliserne, hvis ikke man skærer kanten med jævne mellemrum. Det er en misforståelse, at haven derved bliver nemmere at holde. Et bed omkring terrassen og langs med flisegang er lettere at holde, hvis blot man planter tæt, så jorden dækkes af buske, f.eks. hortensia og bunddækkende planter såsom plettet tvetand, bispehue, storkenæb eller en anden lav staude. Det minimerer lugearbejdet, og skaber et hyggeligt og frodigt rum tæt ved huset.

I mange haver ser jeg træterrasser, der er hævet lidt over terræn, og hvor der er bygget et enkelt trappetrin hele vejen rundt. Det kan være fint nok, når man står oppe ved huset og kigger ud over haven. Men står man ude i haven og ser op mod huset og terrassen, så er det sjældent ret kønt. For græsset vokser gerne i totter langs med kanten af terrassen. Hvis bare at man havde undladt at bygge trin hele vejen rundt, og alene nøjedes med trin få strategiske steder. Langs med resten af terrassen kan man anlægge bede, der skaber en frodig overgang mellem bolig og have. Her kan plantes rabatlignende urter, græsser og stauder, hvis man er til det lidt vildere udtryk. Eller man kan plante en lav hæk af roser og pæoner, der får selskab af lave storkenæb og staudesalvier. En tæt lavendelhæk vil dufte og tiltrække sommerfugle og bier. Mindre træer med en pæn stammehøjde vil skabe loft og perspektiv.

Er løbet kørt, og har man bygget trin hele vejen rundt om terrassen, kan man anlægge et aflangt bed en meter ude i plænen langs med hele terrassen og med udgange strategiske steder. Så bløder bedet kanten op, og man kan ikke se den på afstand.

Krukker der afslutter terrassen

Det er ikke alle steder, at der er plads til de bredeste bede langs med terrasser. I vores have er der en lille aftenterrasse som er klemt inde mellem en brændevæg som rumopdeler og kvadratiske bede omkranset af lav buksbomhæk. Der er hverken plads til at fortsætte den stramme struktur af hække, og det vil bryde udtrykket ved at anlægge et smalt bed med kantplanter.  Jeg har valgt at her må jeg på knæ og luge græs mellem chausséstenene, som er valgt til belægning. Kanten brydes ved at placere små lerpotter med urter i forskellige sorter. Hvis jeg undlod at have disse potter stående her, ville terrassen opleves malplaceret og ude af balance i forhold til helheden i dette haverum. Den skal klædes på og invitere til at blive indtaget som et lille særskilt og hyggeligt rum i haverummet.

Stensætninger som kant

Nogle steder udfordrer terrænet, hvis der er niveauforskelle i haven. Er der kun et minimalt fald i terrænet, kan man undgå at skulle kante med natursten, stål, beton eller andet materiale. Andre steder er faldet så stort, at man skal ty til en fast kant for at holde på jorden og undgå erosion. Langs fundamentet på bygninger, kan forholdene på stedet betyde, at bredden på bedene ikke bliver så dybe, at man kan undgå fast kant. Jo smallere bedet er, jo større behov vil der være for kant.

Jeg vil til enhver tid om muligt foretrække levende planter som kant til at holde på jorden. Men så skal man vælge kantplanter som har et filtret rodnet, der kan holde på jorden. Det kan være lave buske såsom dværgmispel, krybende benved, efeu/vedbend og krybende gedeblad. Det kan være stauder såsom kortlæbe, krybende læbeløs, lammeører og kranstop. Lave græsser såsom bjørnegræs, japansk star og lampepudsergræs får også så robust et rodnet, at det kan holde på jorden.

Jeg har også set haver, hvor man har plantet klatrehortensia på skråninger. Det er især smukt, hvor man som baggrund og kant op til husets terrasse havde plantet en bøgehæk, der beholder de nøddebrune blade på om vinteren. Grenvæksten på klatrehortensia har ligeledes en nøddebrun nuance der gør, at de to planter klæder hinanden så flot. Hvis skråningen er stejl, vil en kant af natursten gøre underværker.

Der er bygget stensætninger langs facaden på vores træhus, da haverummet på denne side af huset er smalt. Det kræver arbejde at rense kanten langs stenene, så græs og andet ukrudt ikke vokser op og ind mellem stenene. Det er ikke ret kønt, og det kræver ret meget vedligehold. For får f.eks. senegræs godt fat, så kan det være nødvendigt med en omlægning af stensætningen, for at få bugt med det.

Jeg vælger at plante stauder og urter som gerne vælter ud over stenkanten, og skaber en farvestrålende flod af blomstring. Her gør det ikke noget, at højere stauder såsom pæoner, knopurt og sporebaldrian vælter ud over kanten sammen med lave vækster såsom blåkant, bredbladet ærenpris og krybende timian.

Min pointe med artiklen er, at overgange og kanter i en have bør få en særlig opmærksomhed, for de spiller en stor rolle i at skabe velfungerende haverum samt indramning og frodighed i beplantninger, om kanterne er skarpe eller bløde.