Hosta til det hele

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Hosta er en af de planter, som jeg nødigt vil undvære i haven. Det er ikke på grund af plantens blomster, men fordi hosta har de smukkeste blade, der fås i et utal af varianter. Der findes ca. 45 arter og mange tusinde forskellige sorter, hvis blade favner mange nuancer i grønt, og med farvede mønstre, der gør hosta velegnet i næsten alle farvekombinationer i havens bede. Nogle hosta har bittesmå blade på 1,5 – 2 cm, hvor man skal på knæ for at se detaljerne i bladene. Andre sorter såsom ”Blue Angel” og ”Empress Wu” har så kæmpestore blade, at en plante kan dække over en kvm og samtidig løfter sig mere end en meter over jorden.  Det er ikke nemt at overse dem, selv på lang afstand.

Jeg bliver nok aldrig en inkarneret hosta-samler, men anskaffer dem jeg synes har smukke mønstre i bladene, og som vil være fine i krukker samt som bunddækkende plante i staudebede.

Hosta er spiselig

Hosta stammer oprindeligt fra Japan, hvor den i hundredvis af år er blevet plukket ude i bjergene som en vildtvoksende delikat grønsag. Den høstes om foråret, hvor de unge skud og blade spises friske, tilberedt dampede eller som tempura, hvor de dybsteges i olie.

I det japanske køkken anvender man mest arten Hosta sieboldiana og Hosta sieboldii. Flere steder i Østen har man også taget hosta til sig som grønsag, hvor de friske skud opfattes som en delikatesse på linje med asparges. De produceres i gartnerier som en grønsag.  Det er sjovt at tænke på, at en prydplante i Danmark opfattes som mad på den anden side af jorden.

Hvis hosta høstes lige før bladene folder sig ud, ligner de faktisk asparges. Skuddene smager cremet og sødt og som en mellemting mellem asparges og sukkerærter. De er friske og saftige, så derfor bruger jeg dem mest i salater. Man kan også tilberede dem ligesom dampede asparges eller lynstegt i olivenolie på en brændende varm pande.

Sæsonen er ret kort. Skud og blade har den bedste konsistens og smag fra de starter med at skyde i maj og indtil slut juni. Derefter bliver planten mere træet og smagen er ikke længere så frisk.

Men så springer blomsterne ud på hosta, og de kan også spises. De har en sødere smag, så jeg bruger dem i blomstersalater og som pynt på diverse retter, der skal piftes op med lidt grønt drys samt hvide og lilla blomster fra hostaen.

Former og farver

Der er en stor variation indenfor hosta-slægten. Nogle har store hjerteformede blade, andre har smalle spidse blade. Det mest interessante er næsten farver og mønstre. For nogle år siden faldt jeg pladask for sorten ”Great Expectation” der i Egeskovs slotspark voksede i et ensartet bed med kun denne ene sort. Den har striber i gult, lysegrønt og blågrønt – magen til kunstværk har jeg sjældent set. Jeg har den stående i et bed holdt i gule og blå nuancer, hvor den falder smukt ind i farverne. Jeg har den også plantet i en krukke placeret mod nord ved indgangen til gårdspladsen.  

I det hvide bed bruger jeg hosta med hvide tegninger på bladene. De giver farve hele sæsonen, hvor det hvide lyser op på det mest skyggefulde område af bedet. Jeg er særlig glad for sorten ”So Sweet”, hvis blomster også er hvide og spreder en dejlig sød duft.  

Nogle sorter har gulrandet løv såsom ”Frances Williams” der er så markante, at jeg vælger at have dem stående i en krukke for sig.  

Sammensætning af bladformer

Når jeg placerer stauder i et bed, tager jeg altid udgangspunkt i bladenes former. Bladene er der hele vækstsæsonen, hvor blomsterne er der i kortere tid. Derfor giver det mening af bruge bladformer som rettesnor for placering af stauder ved siden af hinanden. Her spiller hosta en helt særlig rolle.

Jeg inddeler bladenes former i 6 grupper – de sværdlignende blade som hos iris, filigran som hos violfrøstjerner, lancet som hos vortemælk, bunddække som hos krybende timian, fingerfligede blade som hos storkenæb og skålformede blade som hos hosta. De er blandt de største og mest dækkende blade i et bed. Hosta spiller her flere roller, dels skaber de ro for øjet, dels dækker de for jorden, så de holder på fugten.

Det er fint at plante hosta sammen med stauder med et lettere løv. Det lette løv løfter udtrykket i bedet, når der både er de tunge og dækkende planter samt de lette, filigran eller sværdlignende blade. Denne sammensætning af forskelligt løv giver et levende og interessant bed, som er smukt at se på hele sæsonen.

Hosta som skovsbedsplante

Mange har den opfattelse, at hosta er en skyggeplante. Jeg bruger den også mest som skyggeplante i mine skovbede, for her skaber de en tæt og frodig skovbund, der helst ikke må tørre ud. Her vokser også bregner, skovmærke, primulaer, slangeurt, treblad og ranunkler, der ynder en dybmuldet og fugtig jordbund. Det hjælper hosta med til at skabe med de store dækkende blade. Lodden løvefod og kærmindesøster er andre dækkende stauder, der tilmed klæder hosta som naboplanter.

Alle hosta-sorter trives i halvskygge. Nogle kan klare at stå i fuld sol, men det kan hosta med gullige blade ikke, for de er tynde og svides af solen. Hostaer med blåduggede blade mister deres ”dug” og bliver grønne, hvis de står i fuld sol. Derfor plantes de i skovbedet, hvor de er gode markante bladplanter.

Voksested og pasning

Hosta breder sig ret meget. Fint ser det ud, når man planter forskellige sorter sammen med varierende bladstørrelser, former og farver. Men så skal de plantes med en god afstand til hinanden, for ellers vil de ikke få plads nok til at vise deres smukke blade frem. Jeg plantede for flere år siden en varieret bund af hosta under et æbletræ. Dengang kunne man nyde sammensætningen af de forskellige bladformer, men som årene er gået, har den livskraftige Hosta Sieboldiana taget over og har udkonkurreret de mindre, flerfarvede varianter.

Hosta trives som sagt bedst i halvskygge. Nogle kan endda vokse i fuld skygge og er derfor gode bunddækkende planter under træer og buske, hvor mange andre planter ikke vil kunne trives.

Heldigvis er der nogle sorter, der klarer at stå i fuld sol. Det er sorter med tykke blade i grønne, blågrønne og gullige farver. Jeg bryder mig ikke om gulbladede hostaer, for jeg har svært ved at passe dem ind mellem andet. Et år købte jeg Hosta hybrid ”Fire Island”, der har gule blade, røde stængler og lyslilla blomster. Det blev en kende for mærkeligt, så den gravede jeg op og smed på komposten. Den så også giftig ud, så jeg turde ikke spise den.

Nogle hosta med hvidrandet løv er fine i et solfyldt bed. Det drejer sig f.eks. om sorten ”Patriot”, som jeg har stående i et bed midt i haven, hvor der er fuld knald på solen hele dagen. Her er også tørt, men det klarer den fint.

Hosta er nemme planter

Hosta er nøjsomme planter, som kan trives i næsten al slags jord. De bryder sig ikke om for sur jord, så det er ikke en god bunddækkende plante i surbundsbede sammen med bl.a. rhododendron. De bryder sig heller ikke om at stå for vådt om vinteren. Hvis deres rødder sopper i vand, vil de blive kvalt. Så der skal være godt med dræning. Nogle bryder sig ikke om at få for meget regn på bladene, så de skal stå i ly for regn under træer eller tæt på en husmur. Det gælder især for hvidrandede sorter med tynde blade. Det er også dem, der ikke bryder sig om at stå i fuld sol. Her kan nævnes sorter som Hosta hybrid ”Christmas Candy” og ”So sweet” samt Hosta undulata ”Univittata’ og ”Albomarginata.

De mindste hostasorter tåler at stå mere tørt og klarer sig godt i et alpint bed. Det er nemlig sådan, at jo større bladene er, jo mere fordamper vandet fra dem, og jo mere vand og gødning skal de have.

Formering af hosta

Hosta er en af de stauder, der er nemmest at formere ved deling. De danner tætte og ret hårde rodklumper som kan hakkes over med en spade. Man skal sikre sig, at der er friske rødder og skud på hvert stykke, så skal de nok kunne etablere sig i et nyt bed. Hosta deles enten tidligt forår, når de nye skud viser sig i jordoverfladen eller sidst på sommeren.

Har man forelsket sig i en særlig sort, kan man kaste sig ud i frøformering. Hvis blomsten har haft besøg af en bi, er den blevet bestøvet. Det er kun bestøvede blomster der kan formeres på. De udvikler en aflang frøkapsel som klippes af når kapslerne er lysebrune og næsten tørre.

Man sår hostafrø i såjord blandet med vermiculite, så der er godt med dræning. Hosta kan med fordel koldsås. Det gør man ved at så frøene om efteråret eller i starten af vinteren i en flamingokasse. Frøene dækkes med et tyndt lag sand. Kassen stilles udenfor beskyttet under halvtag eller i et uopvarmet skur. Jorden skal være let fugtig, så man skal huske at tjekke kassen med jævne mellemrum. I starten af februar tages den ind i varmen. Efter 2 – 4 uger skulle frøene gerne begynde at spire, og så er det bedst at de stilles under vækstlys, så de ikke bliver til ranglede planter, fordi de strækker sig efter lyset. Hvis man ikke har vækstlys, kan man vente med at tage dem ind til slutningen af marts. Når planterne har dannet bladpar, er det tiden at prikle dem om i potter med næringsberiget pottemuld. Sidst i april flyttes de i drivhuset, og i slutningen af maj kan de plantes ud på friland.

Når man frøformerer hosta, vil man opleve, at nogle af planterne ligner moderplanten. Resten kan have helt anderledes bladformer og farver, fordi de er blevet krydsbestøvet med andre sorter af hosta, man har i haven.

Hosta i krukker

Jeg er særlig glad for hosta plantet i krukker. Her fremhæves al deres pragt. I stedet for at anlægge et hostabed langs den nordvendte gavl på huset, har jeg indrettet en krukkehave mest med hosta men også med hortensia, kuglebuksbom og lidt græsser. Disse planter klæder hinanden så godt.

Hosta trives bedst i potter af terrakotta eller lignende, hvor der er godt med fordampning og dræning af væde.  Står de i plasticpotter kommer der for meget væde omkring rødderne, med fare for at de rådner. De plantes i en god næringsrig planteskolejord tilsat ler. Leret holder på fugten og næringsstofferne i jorden, som frigives langsomt.

Jeg potter ikke hosta om ret ofte, for planterne kan godt lide at stå klemt med rødderne. De skal derfor heller ikke pottes i alt for store krukker fra starten. Nogle har vokset sig så store, at krukken næsten er ved at briste, og så pottes de om i en lidt større krukke.

Jeg kommer kompost i toppen af krukken på de fleste planter, når de tages frem fra plantedepotet her i starten af foråret. Det giver dem det første boost af næring til at starte væksten på. Ellers gødes der en gang om ugen med flydende gødning, når de begynder at skyde frem og indtil slut august. Til den tid er de på vej i dvale, og har ikke længere har brug for næring til at vokse og danne nye skud.   

Om vinteren lægger jeg potterne ned og placerer dem under takshækken. Jorden tørrer ud, og rødderne er beskyttet mod for meget vintervæde.

Snegle i hostaer

De mest almindelige problemer med dyrkning af hosta er, at snegle godt kan finde på at spise dem. De er mest glade for sorter med tynde blade og med en vækst, hvor bladene er tæt på jorden. Sneglene er ikke så vilde med hosta med tykke blade og kraftige stængler, som er svære at tygge for en blød sneglemund. De har også svært ved at nå op til bladene, der hos de større sorter svæver et stykke over jordens overflade.