En tærte med skvalderkål

Date
maj, 08, 2023

I denne tærte har jeg brugt rester af kylling fra gårsdagens aftensmad, æg fra naboen og ikke mindst skvalderkål fra haven. Det er næsten et gratis måltid lavet af det, vi havde ved hånden.

Lige nu kan man høste skvalderkål der endnu ikke er blevet grove. Når de høstes om foråret er bladene lysegrønne, friske og saftige, og de kan bruges i madlavningen som erstatning for spinat. De smager meget af det samme, og er begge sunde og vitaminholdige bladvækster. Jeg bruger skvalderkål i salater, stuvninger og brød.

Ingredienser til en tærte

Mørdej

250 g mel

125 g smør

1/2 tsk salt

1/2 dl koldt vand

Fyld

200 g frisk skvalderkål

1 tsk smør

3 forårsløg

1 fed hvidløg

1 kyllingebryst i tern

2 æg

2 dl cremefraiche 18%

Lidt revet muskatnød

1 tsk sennep

salt og peber

Sådan gør du

Mørdej

Smør og mel smuldres til en grynet masse og salt røres i. Dejen samles hurtigt med koldt vand. Dejen pakkes ind i husholdningsfilm og skal hvile i køleskabet i 1 time.

Dejen rulles ud og lægges i en tærteform beklædt med bagepapir. Bunden prikkes med en gaffel og forbages i 10 minutter ved 200 grader.

Fyld

Skvalderkål skylles grundigt og gøres fri for grove stilke. Steg den kort på en pande i lidt smør til skvalderkålen er klasket sammen. Tag den af varmen og stil til side.

Skær forårsløg i tynde ringe og hvidløgsfeddet i små tern.

Hvis man ikke har en rest kylling fra dagen før, steges et kyllingebryst på panden til det er mørt. Skær det i små tern.

Pisk æg og cremefraiche sammen, tilsæt lidt revet muskatnød og sennep og smag til med salt og peber. Bland kylling, forårsløg, hvidløg og skvalderkål i æggemassen og fordel den på den forbagte bund.

Bag tærten ved 200 grader i ca. 30 minutter eller til æggemassen er let brun. Man kan stikke i den for at se om den er gennembagt.

Tærten nydes med en syrlig tomatsalat til.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.