Grønne og blå asparges vælter op af jorden i disse dage. Det er lækkert med friske asparges, der smager af noget mere end dem, der har ligget længe på hylderne i supermarkederne.
Asparges passer godt sammen med friske urter. I køkkenhaven er der kørvel og persille fra sidste år. Andre steder i haven gror der løgkarse, skovmærke, rosetspringklap, skvalderkål og spansk kørvel. De er alle spiselige urter, som de fleste af os har lige udenfor døren. Og så er der spiselige blomster fra martsviol, korsknap, mælkebøtte, forglemmigej, bellis og hulkravet kodriver. De pynter smukt på salaten og smager samtidig godt.
Jeg finder stor inspiration i bøger skrevet af sankere. Thomas Laursen og Jannick Børlum har f.eks. skrevet en udmærket samling af 4 små lommebøger ”Den lille vilde” med guides til Danmarks spiselige, vilde planter. Lommebøgerne er inddelt i fire sæsoner april-maj, juni, juli og august-september, og er inddelt i forskellige biotoper fordelt på skov, strand, åbent land og nær ferskvand. Hver plante er illustreret og beskrevet, også hvordan de kan bruges i madlavningen. Jeg har ofte lommebøgerne med mig, når jeg går tur, men bruger dem også som opslagsbøger, når jeg skal være sikker på, om vilde planter i haven (ukrudt) kan spises. De nævnte urter i salaten er repræsenteret i disse bøger, så jeg kan trygt putte dem i munden uden at få ondt i maven.
Når jeg blander salater med vilde urter og blomster, bruger jeg altid en grundingrediens – i dette tilfælde friske grønne asparges. Det kunne også være frisk spinat og salat, der ikke har en for gennemtrængende smag.
Jeg begrænser dressingen, men drypper salaten lidt med en blanding af olivenolie, hvid balsamico og akaciehonning.