Tager man til London for at opleve Chelsea Flower Show, skal man sætte et par ekstra dage af til også at opleve byen koge over af blomsterglæde. På hvert et hushjørne, foran butikkerne og på torve og pladser var der pyntet op med blomsterinstallationer og blomstrende udsmykninger. Der var dog ikke helt den samme røde tråd i dem som ved selve showet. Udsmykninger foran butikker og restauranter afspejlede mere indehavernes præferencer eller de varer og services, som de solgte.
Nogle steder hang planterne med ørerne, da vi nåede hen sidst på ugen. Andre steder struttede de frodigt og farvestrålende, for blomsterne var silkeblomster lavet af plastic. Andre steder var det et miks.
Folk var klædt på til show
På cafeer og barer solgte man botaniske cocktails, der duftede og smagte af blomster. De blev nydt i stor stil af velklædte folk, de fleste damer, som havde taget deres fineste, blomstrende kjoler på. Mændene havde farvestrålende bukser og habitter med blomstrende skjorter indenunder. Nogle havde nydelige hatte på, andre havde pyntet sig med blomster eller fjer i håret. Man kunne sidde i timevis og kigge på folk.
Dyr og eventyrlige figurer
Rundt om hjørnet stimlede folk sig sammen, for børn og voksne skulle fotograferes foran de mest fantasifulde udsmykninger. Store bjørne, kæmpeløver, dinosaurer og gorillaer var skabt af tørrede græsser, evighedsblomster, mosser og visne planter, så de så helt naturtro ud.
Foran en fiskerestaurant havde man kreeret fisk af evighedsblomster, hvor hvert blomsterhoved lignede fiskeskæl. Sommerfugle og papegøjer i kæmpestørrelse indrammede døren til en skønhedssalon, så det næsten var umuligt at finde frem til dørhåndtaget.
I de mondæne gader var der ingen figurer. Her arrangerede man sofistikeret beplantede krukker i afstemte farver sat symmetrisk op omkring smukke hoveddøre til herskabelige bygninger.
De trendy udstillere
Nogle havde alligevel fanget trenden fra årets show. Jeg stod længe og studerede en grøn, vild og frodig skovhave, der bredte sig ud på fortovet foran en møbelforretning med dyre designmøbler. En gammel søjlefod af cement var delvis begravet af trærødder, mosser og grønne bregner, så det så ud som om, at udsmykningen havde været der i årevis og var groet fast i fortovsfliserne.
Flere fortovscafeer havde regnet ud, at man sendte et godt signal ved at have spiselige planter i kummer og krukker. Man blev næsten sulten af at gå forbi, for der duftede af urter og blomster, te og kager og sunde snacks.
Byen Chelsea er et overflødighedshorn af sansemæssige oplevelser under Chelsea Flower Show.